Ytringsfrihed - strafferet, Ved den retlige vurdering af mundtlige og skriftlige udtalelser som blasfemi, pornografi, fredskrænkelser og ærekrænkelser vil respekten for ytringsfriheden altid indgå som element i afvejningen af, om udtalelsen bør anses for strafbar. Hvor udtalelsen retter sig mod store grupper eller kan betragtes som led i den religiøse, politiske eller videnskabelige, herunder historiske, debat, vil hensynet til ytringsfriheden ofte udelukke straf, selv for stødende og usande udtalelser. Fx er nazistiske udtalelser eller en påstand om, at kun et ringe antal jøder dræbtes i koncentrationslejre, ikke strafbare i Danmark til forskel fra Tyskland. I pornografisager har kunstnerisk værdi ofte medført frifindelse. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har bl.a. fået den betydning for dansk ret, at journalister ikke straffes for viderebringelse i god tro af andres strafbare udtalelser; en journalists pressedækning af et strafbart forhold på et ikke lovligt tilgængeligt område er heller ikke strafbar. Om Rigsadvokatens bedømmelse af en politianmeldelse af Jyllands-Posten for overtrædelse af Straffeloven §§ 140 og 266b pga. Muhammed-tegningerne, se blasfemi.