Denis Diderot

Denis Diderot var en fransk forfatter fra oplysningstiden, der på samme tid var filosof, kunstkritiker, dramatiker, romanforfatter og leksikonredaktør. Hans placering på linje med førende skikkelser som François Voltaire, Jean-Jacques Rousseau og Montesquieu er dog først blevet fuldt anerkendt i 1900-tallet.

Diderot, der voksede op i et velstående håndværkermiljø i Langres, viste tidligt sin begavelse og sit behov for uafhængighed. Hele sit liv var han i rastløs aktivitet, og ved sin død var han anerkendt både som sjælen bag den store Encyclopédie, som en energisk forkæmper for et borgerligt drama til erstatning for den klassiske tragedie og som en frygtløs debattør i kampen mod ortodoksi og undertrykkelse.

Det utrolige er imidlertid, at den del af hans produktion, der for eftertiden er blevet den væsentligste, knap var kendt ved hans død. Det gælder både hans fortællekunst, hans kunstkritik, dele af hans filosofiske skrifter og hans omfattende korrespondance (dansk udvalg: Breve til Sophie Volland, 1992).

For samtiden var arbejdet med encyklopædien hovedindsatsen. I kraft af Diderots visioner og udholdenhed udviklede projektet sig til et storværk i 28 bind, hvoraf 11 med prægtige illustrationsplancher (1751-1772). Netop den indgående, gennemillustrerede skildring af de mange håndværk er en af Diderots store fortjenester ved dette værk, der sammenfatter datidens indsigt og kunnen blandt åndens og håndens arbejdere.

Også som kunstkritiker var Diderot nyskabende gennem sine indgående og fintmærkende "anmeldelser" af en række Saloner fra 1760'erne og 1770'erne (udgivet i 1812-1813), der betragtes som grundlæggende for moderne kunstkritik, bl.a. ved deres præcise skelnen mellem beskrivelse, tolkning og æstetisk vurdering.

Filosofisk knytter Diderot an til de materialistiske og deterministiske strømninger i tiden. Gennem en original udnyttelse af dialogformen eller gennem fingerede breve, fx Lettre sur les Aveugles (1749, Brev om de blinde), forløser han sin dialektiske tænkning. I en trilogi af dialoger Le Rêve de d'Alembert (1769, D'Alemberts drøm) fremlægger han således sin både digteriske og filosofiske vision af livets opståen, af altings sammenhæng i naturen, af seksualiteten og af det moralske problem, der nødvendigvis melder sig med en deterministisk opfattelse af tingenes forudbestemthed.

Skønt Diderots kærlighed til teatret kun i beskeden grad var gengældt, er hans Paradoxe sur le comédien (udgivet i 1830, dansk Dialog om skuespilkunsten, 1949) blevet stående netop for sit tilsyneladende paradoks: At det er følsomhed, der gør skuespillere middelmådige. Hans egne forsøg i det borgerlige drama spilles derimod ikke længere.

Som nævnt var heller ikke hovedværkerne inden for Diderots fortællekunst kendte ved hans død. Det gælder fx La Religieuse (Nonnen) og Jacques le Fataliste (dansk Fatalisten Jacques og hans Herre, 1944), der begge blev udgivet i 1796, og Le Neveu de Rameau (dansk Rameaus nevø, 1987), der første gang blev udgivet af Johann Wolfgang von Goethe i 1805. Romanen om Jacques er en virtuos leg med fiktionens virkemidler og en vittig dialog med læseren, mens Rameaus nevø er en hvast samfundssatirisk dialog, der gradvis klæder den "pæne" borgerlige filosof af, mens den tilsyneladende amoralske titelperson i takt hermed vinder terræn.

Med sin livfulde, nervøse stil og sin ubændige frihedstrang har Diderot i sin mangfoldige, af eftertiden højt værdsatte produktion bygget bro mellem oplysningstiden og senere tiders modernitet.