I 1749 døde Émilie du Châtelet, og Voltaire flyttede til Frederik 2. den Stores hof i Berlin. Men efter en konflikt med den franske matematiker Pierre Louis Moreau de Maupertuis, der var præsident for det preussiske videnskabsakademi, måtte han imidlertid forlade hoffet igen. Han bosatte sig i Ferney, nær Genève, sammen med sin niece, Mme Denis, der var blevet enke. Her købte han et slot, hvor han levede resten af sit liv, og som mange europæiske intellektuelle besøgte.
Jordskælvet i Lissabon i 1755 rystede hele Europa. Kristne udlagde det som Guds straf eller som en hændelse, der havde en mening trods tragedien. Voltaire accepterede ingen af forklaringerne, og som reaktion skrev han derfor først et længere digt og i 1759 den kritiske ironiske fabel Candide, som blev en stor succes i hele Europa.
I disse år blev hans kamp mod den katolske kirkes magt og indflydelse også mere intens, og han brugte ofte udtrykket ”écrasez l’infâme” (knus den afskyelige) i breve til nære venner.
Han var en gammel mand, da han endelig fik tilladelse til at komme tilbage til Paris. Her blev han modtaget i triumf og tilbragte de sidste fire måneder af sit liv. Hans sidste brev er dateret den 26. maj 1778, kun fire dage før han døde. Det er en lykønskning til sønnen til én af de mange, han havde forsvaret mod retssystemet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.