Voltaire

Voltaire var først og fremmest dramatiker, og han var særligt optaget af tragedien. Han byggede teatre, hvor skuespillere, han selv og gæsterne optrådte. Han skrev mere end 50 skuespil, og af dem blev mere end 30 opført på La Comédie-Française og var store succeser både hos publikum og økonomisk set. Faktisk var det Voltaires stykker, der skabte de fleste indtægter for La Comédie-Française i midten af 1700-tallet. Fra midten af 1800-tallet ebbede interessen for hans dramaer og skuespil ud. Hans kamp mod fanatisme og intolerance ses også i hans dramaer.

Fra han var ganske ung, skrev Voltaire digte, både kortere og længere, og han tilføjede gerne små digte til sine breve. Han skrev flere digte på episke versemål, en antik genre, der var særlig krævende på grund af de formelle krav. De vigtigste af disse var hyldestdigtet til Henrik 4., La Henriade (første gang trykt i Amsterdam i 1722 som La Ligue), og La Pucelle d'Orléans (Jomfruen fra Orléans), trykt i 1755. Digtet var kontroversielt, fordi det beskrev Jeanne d'Arcs liv og historie på et tidspunkt, hvor hun stadig blev anset for at være kætter.

Voltaire var en frontløber, når det gjaldt historieskrivning. Han forholdt sig kritisk til kilderne og brugte øjenvidner i det omfang, det var muligt. Hans første værk var Histoire de Charles XII (Karl 12.s historie) fra 1731, der beskrev den svenske Karl 12.s liv og krige. Det næste værk var Le Siècle de Louis XIV (Ludvig 14.s århundrede) fra 1751, en beskrivelse af Ludvig 14.s regeringsperiode.

Essai sur les mœurs et l'esprit des nations (Afhandling om sæder og skikke og nationernes ånd) fra 1756 var en kulturhistorisk syntese af verdenshistorien. Den omfattede også Orienten og koloniseringen og anerkendte den kulturelle rigdom og mangfoldighed.

Voltaire ønskede, at lægfolk skulle kende Newtons teorier. Han havde mødt dem i England og var blevet begejstret over enkelheden og deres empiriske fundering. Det blev til tre breve i Lettres Philosophiques (Filosofiske breve) fra 1734. Nogle år efter skrev han Éléments de la philosophie de Newton (Elementer af Newtons filosofi) fra 1738, der var en grundigere beskrivelse skrevet på fransk for interesserede lægfolk.

Voltaire bidrog med 45 artikler til L’Encyclopédie (Den store Encyklopædi) udgivet i perioden 1751-1772. Han støttede projektet men var skeptisk over for, om værket kunne få stor oplysende udbredelse, da det var meget dyrt at anskaffe. Han skrev derfor selv flere opslagsværker med kortere artikler, der var til at betale for de mange.

Det første var ikke et opslagsværk men den fiktive brevsamling Lettres philosophiques fra 1734, der beskrev forskellige forhold i det progressive engelske samfund.

Dictionnaire philosophique portatif (Bærbar filosofisk ordbog) fra 1764 var en alfabetisk samling af korte opslag, som Voltaire udvalgte, og som præsenterede hans position til mange forskellige områder. Eksempler på disse er ateisme, inkvisition, krig, kristendom, kærlighed, lighed og sjæl. Ordbogen udkom i mange udgaver og hver gang med flere opslag.

Det mest omfangsrige af opslagsværkerne var Questions sur l’Encyclopédie, par des amateurs (Spørgsmål om Encyklopædien, af amatører) fra 1770-1772 i ni bind plus et supplementsbind med mere end 400 opslag. Dette værk var ikke blot var i artikelform men bestod også af små fabler, digte og dialoger.

Voltaire skrev godt 30 små fortællinger og fabler (contes philosophiques). De var morsomme, ironiske og lettilgængelige kommentarer til store spørgsmål af religiøs, etisk eller moralsk karakter og til verdens uforståelighed i al almindelighed. De mest kendte er Candide ou l'Optimisme (Candide eller den bedste verden) fra 1759, som handler om den naive optimists møde med den verdens grusomheder i alle afskygninger, og Zadig ou la Destinée (Zadig eller Skæbnen) fra 1747 om en ung mands omtumlede skæbne skabt af uforudsigelighed i tilsyneladende forudsigelige situationer.

Voltaire var også debattør. Han var særlig ivrig, når han selv blev kritiseret, eller når der blev fremsat synspunkter, han var uenig i. Så blandede han sig i debatten med pamfletter. Det var debatindlæg, der oftest var skrevet polemisk og ironiserende, og som ikke blot forfulgte ”sagen” men også ”manden”. Han havde fjender, som Fréron og La Baumelle, men endnu flere, der blot irriterede ham, som filosoffen Jean Jacques Rousseau.

Halvdelen af sin levetid levede Voltaire i eksil. Derfor var korrespondance hans eneste mulighed for at opretholde forbindelsen til Paris, der var centrum for kultur og magt, og til toneangivende og indflydelsesrige personer over hele Europa.

Breve var dengang ikke blot en privat kommunikation mellem to parter. De blev ofte læst op eller kopieret, og nogle blev også trykt og blev på denne måde offentlige. Der er lige nu registreret over 15.000 breve fra Voltaires hånd, og man ved, han har skrevet flere. Brevene gjorde, at han trods sin eksiltilværelse var til stede med sine meninger og holdninger, og at han sikrede sig ikke at blive glemt. Korrespondancen er et litterært værk i sig selv.

I begyndelsen af 1726 blev han dog involveret i en kontrovers med en adelsmand, Chevalier de Rohan, hvorefter han blev sendt i eksil i England. Landet var på dette tidspunkt et af de mest progressive i Europa som resultat af borgerkrigene i 1600-tallet og ”the Glorious Revolution” i 1688. Voltaire blev optaget i selskabslivet og lærte sig engelsk. Han oplevede religiøs tolerance, en udbredt anerkendelse af handelsfolk, kunstnere og videnskabsfolk og stiftede bekendtskab med Newtons teorier.

Da han kom tilbage til Frankrig, beskrev Voltaire, hvad han havde iagttaget om det engelske samfund i Lettres Philosophiques. De franske magthavere læste den fiktive brevsamling som en massiv kritik af det franske samfund, selvom den formodentlig blot skulle have været en ironisk kommentar. Bogen blev forbudt og brændt af bødlen, og der blev udstedt en arrestordre på Voltaire, som flygtede til det nordøstlige Frankrig til jagtslottet Cirey sammen med Émilie du Châtelet. Her boede han indtil 1749.

Begivenhederne gjorde, at Voltaire ud over at være litterat også fik en ny rolle som samfundskritiker.

I 1749 døde Émilie du Châtelet, og Voltaire flyttede til Frederik 2. den Stores hof i Berlin. Men efter en konflikt med den franske matematiker Pierre Louis Moreau de Maupertuis, der var præsident for det preussiske videnskabsakademi, måtte han imidlertid forlade hoffet igen. Han bosatte sig i Ferney, nær Genève, sammen med sin niece, Mme Denis, der var blevet enke. Her købte han et slot, hvor han levede resten af sit liv, og som mange europæiske intellektuelle besøgte.

Jordskælvet i Lissabon i 1755 rystede hele Europa. Kristne udlagde det som Guds straf eller som en hændelse, der havde en mening trods tragedien. Voltaire accepterede ingen af forklaringerne, og som reaktion skrev han derfor først et længere digt og i 1759 den kritiske ironiske fabel Candide, som blev en stor succes i hele Europa.

I disse år blev hans kamp mod den katolske kirkes magt og indflydelse også mere intens, og han brugte ofte udtrykket ”écrasez l’infâme” (knus den afskyelige) i breve til nære venner.

Han var en gammel mand, da han endelig fik tilladelse til at komme tilbage til Paris. Her blev han modtaget i triumf og tilbragte de sidste fire måneder af sit liv. Hans sidste brev er dateret den 26. maj 1778, kun fire dage før hans død. Det er en lykønskning til sønnen til én af de mange, han havde forsvaret mod retssystemet.