Tragedie, europæisk dramaform, grundlagt af de tre store græske forfattere Aischylos, Sofokles og Euripides i 400-tallet f.Kr., med efterfølgende betragtning i Aristoteles' Poetik (300-t. f.Kr.). Det drejer sig her om skuespil i høj stil, på vers, oftest med en katastrofal eller ulykkelig slutning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer via tysk og fransk fra græsk tragoidia, som er afledt af tragoidos 'korist og skuespiller i tragedier'. Andet led af dette ord er aoidos 'sanger'; det første leds oprindelse er uklar, men hele ordet er blevet opfattet som 'bukkesanger', jf. græsk tragos 'buk', bl.a. med tanke på skuespillere udklædt som satyrer.

Tragedien kalder ifølge Aristoteles på (publikums) frygt og medlidenhed i forhold til hovedpersonen, der gerne er en højtstående, beundringsværdig person fra myte eller (sagn)historie, hvis fald er medforårsaget af en fejl eller skyld hos ham. Forholdet mellem skyld og skæbne er vigtigt i tragedien. I senere tidsaldre har man udlagt det sådan, at hovedpersonen geråder i en uløselig konflikt — mellem pligtfølelse og kærlighed eller mellem evne og vilje.

Den græske tragedies emnekreds gik til en vis grad igen hos Seneca, den romerske filosof og forfatter af dramaer i 1. årh. e.Kr., præget af hævn, vold og retorik. Da det litterære drama genopstod i renæssancen, var netop Seneca det vigtigste forbillede i tragediegenren, men snart kom også andre skuespiltraditioner og professionelle teaterforhold til at præge billedet.

Tragedien var langtfra enerådende, men havde en vigtig plads i renæssancens, barokkens og klassicismens store teaterdigtning: Omkring 1600 i England med Thomas Kyd, Christopher Marlowe, William Shakespeare (Hamlet, 1600-01, King Lear, 1604-05) mfl.

Lidt ind i århundredet i Spanien med Lope de Vega og Calderón. Og ikke mindst i midten af 1600-tallet i den franske klassicisme i strengt reguleret form hos Pierre Corneille (Horace, 1640) og Jean Racine (Phèdre, 1677).

Både antikken og disse indbyrdes ret forskellige tragedietyper trak lange, men ikke altid vitale spor efter sig i europæisk teaterdigtning og -teori. Fornyelsesforsøg kom i 1700-tallet ved det borgerlige sørgespil (Gotthold Ephraim Lessing) og dets vildere fortsættelse i tysk Sturm und Drang-digtning.

Personerne var borgere i stedet for heroer og fyrster; de kunne lide under social ulighed. Verset blev opgivet til fordel for prosaen. Her er en af forudsætningerne for det moderne, mere eller mindre sociale drama hundrede år senere hos Henrik Ibsen og Gerhart Hauptmann og hos Anton Tjekhov.

I romantikkens tidsalder vandt verset og den høje stil samt emner med antikke, nationale eller eksotiske personer på ny frem, bl.a. hos italieneren Vittorio Alfieri, briten George Gordon Byron, russeren Aleksandr Pusjkin og franskmanden Victor Hugo samt især hos en række tysksprogede digtere med Friedrich Schiller i spidsen omkring 1800, senere østrigeren Franz Grillparzer.

I en del af 1800-tallets tragediedigtning træder det heroiserende, det voldsteatralske og det rørstrømske i stedet for frygt og medlidenhed. Det melodramatiske var en af afvejene for det tragiske; til gengæld overtog musikdramaet med komponister som Giuseppe Verdi og Richard Wagner noget af den litterære tragedies betydning.

Med realismen i sidste del af 1800-tallet kom en fornyelse af det alvorlige drama, nu i prosa om samtidstyper og -konflikter. Det var Ibsens, August Strindbergs og Tjekhovs billeder af den sociale korruption og den familiære elendighed.

Fra Ibsens dramaer omkring 1880 udgik bl.a. amerikanske 1900-tallets-dramatikere som Eugene O'Neill og Arthur Miller; Edward Albee og svenskeren Lars Norén er snarere inspireret af Strindberg. Ibsens sene dramatik betegner mere en symbolistisk variant.

Efter sin naturalistiske periode (med Fröken Julie, 1888) åbnede Strindberg med sine sene kammerspil vejen mod ekspressionismen. Men en anden strømning siden århundredskiftet har forsøgt at forny det store versdrama, til dels i tragisk ånd: franskmanden Paul Claudel, irerne William Yeats og John Synge mfl.

I årene omkring 2. Verdenskrig blomstrede fransk teater med mere eller mindre dystre skuespil, undertiden med antikke græske motiver, hos Jean Giraudoux, Jean Anouilh, Jean-Paul Sartre og Albert Camus, præget af bl.a. eksistentialismens etiske debat.

Dramatikken hos de "vrede unge mænd" i 1950'erne som John Osborne og hos andre engelske eller tyske Bertolt Brecht-inspirerede dokumentarister som Peter Weiss kalder snarere på tilskuernes (politiske og sociale) indignation end på frygt og medlidenhed.

En lignende reservation må gøres over for såvel grusomhedens som absurditetens teater (Antonin Artaud, Samuel Beckett, Harold Pinter): Man konfronteres med krasse udstillinger af tilværelsens gru og skændsel, ofte pebret med komik, men uden de dilemmaer og den faldhøjde, som man traditionelt forbinder med tragediebegrebet.

Når man i moderne tid har hævdet, at tragediegenren er død, kan man i hvert fald bemærke, at sortsynet ikke er forsvundet fra en del af teaterdigtningen. Samt at nogle af fortidens tragedier stadig kan opføres med stor virkning.

I dansk litteratur er tragedien ikke en fremtrædende genre. Nævnes kan Johannes Ewalds og Adam Oehlenschlägers sørgespil og den ypperlige tragedieparodi i Kærlighed Uden Strømper (1772) af Johan Herman Wessel.

Man taler også om det tragiske eller tragik uden for skuespilgenren, bl.a. i 1800-tallets fortællinger (Steen Steensen Blicher, Herman Bang) og i 1900-tallets filmkunst. Se også drama.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig