Baruch Spinoza

Baruch Spinoza, lat. Benedictus de Spinoza, 24.11.1632-21.2.1677, hollandsk-jødisk filosof. Efter en traditionel uddannelse i den jødiske menigheds skole i Amsterdam studerede Baruch Spinoza René Descartes' skrifter og tidens matematik og naturvidenskab.

Disse studier medførte, at han fjernede sig fra den jødiske gudsopfattelse, og menigheden, som havde udset ham til noget stort, udstødte ham i 1657. Spinoza gik i lære som linsesliber og begyndte i 1663 udarbejdelse af det værk, der skulle blive hans hovedværk, Ethica (1677; da. Etik, 1933; 1996), som først udkom efter hans død og rummer et meget abstrakt metafysisk system udformet som et aksiomsystem.

Hovedtanken i bogen er, at menneskets lykke består i en sammensmeltning med det guddommelige, dvs. i en erkendelse af, at det er en del af naturen og underkastet dens love. Descartes havde foruden guddommen antaget eksistensen af to substanser, tænkning og udstrækning, hvorimod Spinoza argumenterer for, at der kun findes én substans, som han kalder Gud eller naturen, og som fremtræder dels som bevidstheder og idéer, dels som udstrækning og materielle genstande.

Baruch Spinoza havde således elimineret det problem, som Descartes efterlod, nemlig problemet om forholdet mellem sjæl og legeme, idet de for Spinoza var forskellige fremtrædelsesformer for det samme. En tanke kan således enten studeres som en hjerneproces eller som en bevidsthedsakt, men ikke på begge måder samtidig, da det er ét og det samme, der fremtræder som hjerneproces og som bevidsthedsfænomen. Denne opfattelse kaldes ofte for identitetshypotesen eller læren om den psyko-fysiske parallelisme (se sjæl).

Den spinozistiske substans lader sig lettest forstå som et indbegreb af altings lovmæssighed, der enten fremtræder som en lovbunden materiel verden eller som en lovbunden mental verden. Menneskets lykke består i erkendelsen af, at det er en del af dette lovbundne system, og at forholdene i verden ikke kan være anderledes, end de faktisk er. Der er således ingen grund til fx at vredes eller harmes over tingenes tilstand, idet disse følelser, som forstyrrer den menneskelige lykke, kun er udtryk for manglende viden om Universets lovbundne karakter.

I sin levetid udgav Spinoza kun et værk om Descartes' filosofi og (uden forfatternavn) Tractatus theologico-politicus (1670, Teologisk-politisk afhandling), som rejste en storm af forbitrelse imod ham.

I afhandlingen betragtede han Bibelen som en tekst, der må forstås ud fra sine historiske forudsætninger, og som hverken er Guds ord eller guddommeligt inspireret. Som en konsekvens heraf argumenterede Spinoza i afhandlingen også for trosfrihed og tolerance.

Baruch Spinoza blev af samtiden og af den umiddelbare eftertid betragtet som farlig og samfundsomstyrtende, idet hans metafysik blev tolket som ateisme og materialisme.

Først hen imod slutningen af 1700-t. indledtes en seriøs diskussion af hans tænkning, og hans substansteori fik betydning for både Friedrich Wilhelm Joseph Schelling og Georg Wilhelm Friedrich Hegel; senere psykologer har taget hans identitetshypotese op.

I dag fremstår Baruch Spinoza som en af den nyere tids største metafysikere.