Psykofysik, sansepsykologi, der arbejder med eksakte målemetoder. Psykofysikken blev udviklet i midten af 1800-t. af G.T. Fechner som et forsøg på en eksakt videnskab om de funktionelle relationer mellem sjæl og legeme.

Fechner havde tillige mange spekulative overvejelser over forholdet mellem sjæl og legeme, som i dag er uden betydning, men man benytter stadigvæk de af Fechner udviklede psykofysiske metoder til at bestemme forholdet mellem målelige sider af den fysiske verden og vor sansemæssige oplevelse heraf.

Psykofysikken beskæftiger sig således overvejende med vore grundlæggende sanseprocesser, fx indtrykket af varme som funktion af et legemes fysiske temperatur, farve som funktion af lysets bølgelængde, lyshed som funktion af lysets intensitet etc.

En grundlæggende del af de psykofysiske metoder går ud på at bestemme tærskler for sanseindtryk; har vi fx et indtryk af lyd af en bestemt styrke (loudness), så er skelnetærsklen for indtryk af denne lydstyrke lige netop det ekstra fysiske lydtryk, der skal til, for at vi kan høre forskel i lydstyrke. På tilsvarende måde kan man bestemme skelnetærskler for andre sanseområder og for forskellige sansekvaliteter inden for samme område. Skelnetærsklen varierer som funktion af den fysiske stimuluspåvirkning, men ifølge Weber-Fechners lov er forholdet mellem skelnetærsklens størrelse og størrelsen af stimuluspåvirkningen konstant.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig