transcendens

Som begreb inden for en religiøs sammenhæng dækker transcendens generelt over de forskellige religioners forestillinger om en anden verden. Som modbegreb betegner immanens alt det, der hører denne verden til. Forskellen mellem transcendens og immanens som to adskilte verdener er kendetegnende for verdensreligioner som kristendom, jødedom, islam og hinduisme.

I andre religiøse kulturer som fx den inuitiske i Grønland og Alaska eller aboriginerne i Australien involverer det usynlige (det transcendente) og det synlige (det immanente) hinanden på en mere konkret måde.

I oldgræsk filosofi henviste Platon til en verden af rene ideer som en slags prototyper på de ting, der findes i verden. Ideerne var transcendente i den forstand, at de tilhørte en selvstændig virkelighed, der alene kunne begribes gennem tænkning. I den jordiske virkelighed, som vi forholder os til gennem sanserne, er idéerne repræsenteret af sprogets begreber.

I filosofien betegner transcendens ikke kun de religiøse forestillingers genstandsområde, men alt, der overskrider de menneskelige sanseindtryk og den viden, det er muligt at få gennem videnskabelige undersøgelser. Således skelnede den tyske filosof Immanuel Kant mellem det transcendentale, dvs. vores biologiske og mentale betingelser for sanseerfaring, og det transcendente, der ligger uden for vores sanseerfaring. Vi kan erkende de ydre ting, som de fremtræder for os, men ikke hvad de måtte være i sig selv. Med transcendens mener Kant således Tingen-i-sig-selv.

I eksistentialismen bruges ordet også om menneskets evne til selvoverskridelse. Det betyder, at det ikke er de ydre vilkår eller indre biologiske betingelser, der bestemmer, hvem man er, men derimod det frie valg, det er muligt at tage som menneske.