Byzantinsk medicin er betegnelsen for de bidrag til lægekunsten, der kom fra en række betydningsfulde personer med baggrund i det Østromerske riges kulturliv. Nogle medicinhistorikere mener, at disse personer var del af en fælles lægevidenskabelig kultur.

Den historiske baggrund

I år 395 blev Romerriget delt i det Vestromerske og Østromerske rige. Det Vestromerske rige gik under allerede i 476, men det Østromerske rige, der også betegnes Byzans eller det Byzantinske rige, bestod indtil 1453. Betegnelsen Byzans stammer fra Kejser Heraklios tid (610-641). De to riger var skønt det fælles ophav på mange måder forskellige politisk, kulturelt, socialt og økonomisk. I vest talte man latin og i øst talte mange græsk. Det Vestromerske rige bestod af Italien, og de vestlige provinser i Syd- og Mellemeuropa. Det Østromerske rige omfattede Balkan, Lilleasien, Syrien, Palæstina, Egypten og andre områder i Mellemøsten. I øst var hovedstaden Konstantinopel og i vest Rom, selvom kejserne efter 395 mest opholdte sig i Ravenna.

Perioden 300-600 kendetegnedes i øst ved en stabilisering og styrkelse af centralmagten og bureaukratiet. Det var med til at sikre en økonomisk fremgang i kraft af den kontrol staten udøvede over for håndværk og handel. Der blev ført en hårdhændet handelspolitik præget af udstedelse af monopoler, afgiftslovgivning, valutakontrol og traktater med nabolandene vedrørende eksport og import. Den militære slagkraft blev øget under Kejser Justinian (527-565) i kraft af indførelse af en grænsemilits, en styrkelse af kavaleriet og flåden og en sammenlægning af den civile og militære provinsadministration. Man tilbageerobrede i denne periode områder i Italien, Sydspanien og langs den nordafrikanske kyst.

De sociale og sundhedsmæssige forhold i Byzans

De offentlige hospitaler i det Østromerske rige var større end dem, der fandtes i vest. Der opførtes i 500-tallet store hospitaler i Konstantinopel, Jerusalem og Antiochia. Hospitalet i Konstantinopel havde en særlig afdeling for øjensygdomme og desuden en særlig kirurgisk afdeling. Man opdelte sengestuerne i mande- og kvindestuer. I Edessa opførtes et særligt kvindehospital. I Konstantinopel fandtes desuden et plejehjem for fattige ældre og et hjem for spedalske. I landområderne øgedes imidlertid den sociale ulighed i kraft af øget koncentration af jord på godserne på bekostning af soldater- og bøndergårdenes små jordbesiddelser.

Det Vestromerske riges undergang

I vest var de politiske forhold kaotiske. Riget blev reelt styret af skiftende generaler, der ikke evnede at gøre modstand mod de indtrængende fjender og den offentlige administration var mere eller mindre lammet og sat ud af kraft. Centralmagten og militæret blev fuldkommen sprængt af vandalerne, goterne og andre invaderende germanske stammer, der oprettede nye stater på ruinerne af Romerriget. Kort fortalt foregik der i øst en reorganisering af det gamle Romerrige, mens der i vest foregik et sammenbrud.

Begrebet byzantinsk medicin

Det intellektuelle miljø ved de medicinske skoler i Alexandria udviklede i den østromerske epoke visse særpræg, der afveg fra den gængse græsk-romerske medicin. En række originale bidrag der har holdt sig til nutiden udgik fra dette miljø.

Alexander fra Tralles

Et eksempel på en østromersk læge var Alexander fra Tralles (525-605) i Lydien. Han var bror til Arthemios, bygmesteren bag den berømte Sofia-kirke i Konstantinopel. Selvom Alexander var fra Lydien (i dag en del af Tyrkiet) var hans modersmål græsk og ikke lydisk. Han begyndte sit forfatterskab i en forholdsvis høj alder, da han ikke længere havde kræfterne til praktisk lægearbejde. Han skrev omfattende bøger om medicinske sygdomme og deres behandling, bl.a. en medicinsk encyklopædi i 12 bind, der hedder Libri duodecim. I sine værker viste han, at han ikke var bange for at gå imod strømmen og modsige lægen Galenos på en række punkter. Han var modstander af såvel medikamenter som åreladninger og brugte i vid udstrækning mad som medicin. Opfattelsen af mad som medicin fik afgørende betydning i middelalderens klostermedicin.

Derudover var Alexander også tilhænger af magiske amuletter, besværgelser og eksorcisme. Mod feber anbefalede han, at man bar en olivengren påskrevet de meningsløse lyde eller stavelser "ka", "ra" og "a". Som et vigtigt bidrag til den objektive undersøgelse, beskrev Alexander som den første teknikken til undersøgelse for væskeansamling (ødem), hvor undersøgeren trykker en finger mod huden og observerer om der kommer en fordybning (pit), der ikke forsvinder af sig selv med det samme, men bliver stående (pitting ødem). En undersøgelsesmetode, der har holdt helt til nutiden. Selvom han troede på ånder, dæmoner og overnaturlige fænomener som sygdomsårsager, var han forud for sin tid ved at hævde, at epilepsi var en hjernesygdom – et synspunkt der først vandt almindelig udbredelse i 1800-tallets sidste halvdel.

Paulos fra Aigina

Til den byzantinske medicin hører også Paulos fra Aegina (625-690), der levede i Alexandria og skrev et 7-binds værk, i hvilket han behandlede fødselslære og kirurgi. Han havde sit eget syn på åreladninger. Børn under 14 år og ældre over 60 år skulle så vidt muligt ikke årelades. Indgrebet skulle kun udføres i nødstilfælde. Til gengæld skulle patienter i de mellemliggende aldersgrupper årelades så kraftigt, at de besvimede. Han vandt ligeledes stor respekt på et værk om behandling af knoglebrud og krigsskader, der efter sigende var meget grundigt og klart skrevet.

Theophilos

Theophilos Protospatharius var samtidig med Paulos fra Aegina og skrev en berømt lærebog i uroskopi. Undersøgelse af urinens lugt og farve var ved siden af den objektive undersøgelse tidens vigtigste og ofte eneste diagnostiske redskab.

Oribasius fra Pergamon

Oribasius fra Pergamon (325-397) var personlig læge for kejser Julian. Han skrev et større værk om sygdomme i fire bind. Derudover skrev han som den første en lærebog i "rejsemedicin"og indførte på den måde begrebet rejseanamnese. Det vil sige, at lægen i forbindelse med optagelse af sin sygehistorie, anamnese, husker at spørge ind til om patienten har været ude at rejse op til symptomernes opståen. I dag anses det også for essentielt i den indledende samtale og journaloptagelse på en patient med feber eller andre symptomer på infektion.

Den nestorianske lægekunst

En lang række teologiske stridigheder kendetegnede den tidlige Kristendoms historie og blev den direkte årsag til, at den græske og romerske medicinske litteratur blev spredt så langt mod øst som til Iran. Hovedparten af disse teologiske diskussioner og kampe fandt sted i den østlige del af Romerriget.

Treenighedsdogmet

Et vigtigt stridspunkt blandt de første kristne var spørgsmålet om Jesus natur: var han en gud, et menneske, en halvgud eller både gud og menneske på en gang, den såkaldte kristologiske strid. På det første kirkemøde i Nikæa i 325 fordømte man arianismen. Det vil sige de kristne, der fulgte den egyptiske præst Arios lære, der hævdede, at Faderen, Sønnen og Helligånden var tre adskilte og forskellige fænomener og Sønnens natur var menneskelig og ikke guddommelig.

Nestorianerne

På kirkemøderne i Efesos i 431 og Chalkedon i 451 blev Konstantinopels patriark Nestorius, ifølge hvis lære man måtte skelne mellem Kristi menneskelige og guddommelige sider og ikke sammenblande dem og opfatte dem som en enhed, erklæret for kætter. Blandt nestorianerne var der mange lærde og græsk-talende læger. Nestorianerne flygtede østpå til Irak og Iran og i 1300-tallet tog nogle af dem helt til Indien. I 489 dannede de deres eget trossamfund den kaldæiske kirke i Persien og samtidig oprettede de et hospital og en lægeskole i Gondeshapur i nærheden af Bagdad. Persisk og indisk visdom og filosofi blev studeret ved skolen i Gondeshapur.

Læs mere på lex.dk

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig