byzantinsk medicin

De to riger var på trods af det fælles ophav på mange måder forskellige politisk, kulturelt, socialt og økonomisk. I vest talte de latin og i øst talte mange græsk. Det Vestromerske rige bestod af Italien og de vestlige provinser i Syd- og Mellemeuropa. Det Østromerske rige omfattede Balkan, Lilleasien, Syrien, Palæstina, Egypten og andre områder i Mellemøsten. I øst var hovedstaden Konstantinopel og i vest Rom, selvom kejserne efter 395 mest opholdte sig i Ravenna.

Perioden 300-600 kendetegnedes i øst ved en stabilisering og styrkelse af centralmagten og bureaukratiet. Det var med til at sikre en økonomisk fremgang i kraft af den kontrol, staten udøvede over for håndværk og handel. Der blev ført en hårdhændet handelspolitik præget af udstedelse af monopoler, afgiftslovgivning, valutakontrol og traktater med nabolandene vedrørende eksport og import. Den militære slagkraft blev øget under Kejser Justinian (527-565) i kraft af indførelse af en grænsemilits, en styrkelse af kavaleriet og flåden og en sammenlægning af den civile og militære provinsadministration. I denne periode tilbageerobrede de områder i Italien, Sydspanien og langs den nordafrikanske kyst.

De offentlige hospitaler i det Østromerske rige var større end dem, der fandtes i vest. Der blev i 500-tallet opført store hospitaler i Konstantinopel, Jerusalem og Antiochia. Hospitalet i Konstantinopel havde en særlig afdeling for øjensygdomme og desuden en særlig kirurgisk afdeling. De opdelte sengestuerne i mande- og kvindestuer. I Edessa opførtes et særligt kvindehospital. I Konstantinopel fandtes der desuden et plejehjem for fattige ældre og et hjem for spedalske. I landområderne øgedes imidlertid den sociale ulighed i kraft af øget koncentration af jord på godserne på bekostning af soldater- og bøndergårdenes små jordbesiddelser.

I vest var de politiske forhold kaotiske. Riget blev reelt styret af skiftende generaler, der ikke evnede at gøre modstand mod de indtrængende fjender, og den offentlige administration var mere eller mindre lammet og sat ud af kraft. Centralmagten og militæret blev fuldkommen sprængt af vandalerne, goterne og andre invaderende germanske stammer, der oprettede nye stater på ruinerne af Romerriget. Kort fortalt foregik der i øst en reorganisering af det gamle Romerrige, mens der i vest foregik et sammenbrud.

Alexander begyndte sit forfatterskab i en forholdsvis høj alder, da han ikke længere havde kræfterne til praktisk lægearbejde. Han skrev omfattende bøger om medicinske sygdomme og deres behandling, bl.a. en medicinsk encyklopædi i 12 bind, der hedder Libri duodecim. I sine værker viste han, at han ikke var bange for at gå imod strømmen og modsige lægen Galenos på en række punkter. Han var modstander af såvel medikamenter som åreladninger og brugte i vid udstrækning mad som medicin. Opfattelsen af mad som medicin fik afgørende betydning i middelalderens klostermedicin.

Alexander var tilhænger af magiske amuletter, besværgelser og eksorcisme. Det blev også anvendt i den gamle egyptiske og babylonske medicin, så måske har han været under indflydelse af det. Mod feber anbefalede han, at man bar en olivengren påskrevet de meningsløse lyde eller stavelser "ka", "ra" og "a".

Som et vigtigt bidrag til den objektive undersøgelse beskrev Alexander som den første teknikken til undersøgelse for væskeansamling (ødem), hvor undersøgeren trykker en finger mod huden og observerer, om der kommer en fordybning (pit), der ikke forsvinder af sig selv med det samme, men bliver stående (pitting ødem). En undersøgelsesmetode, der har holdt helt til nutiden.

Selvom Alexander troede, at ånder, dæmoner og overnaturlige fænomener kunne være sygdomsårsager, var han forud for sin tid ved at hævde, at epilepsi var en hjernesygdom – et synspunkt, der først vandt almindelig udbredelse i 1800-tallets sidste halvdel. Muligvis kendte han til bipolar sindslidelse i det han beskriver "manien", som melankoli, der udvikler sig til raseri. Han anbefalede i øvrigt "miljøterapi" og "socialmedicinske foranstaltninger" i behandlingen af psykiske lidelser, såsom miljøskifte, teaterbesøg, udlandsrejser og hjælp til at komme i gang med arbejde.

Et vigtigt stridspunkt blandt de første kristne var spørgsmålet om Jesus natur: var han en gud, et menneske, en halvgud eller både gud og menneske på en gang, den såkaldte kristologiske strid. På det første kirkemøde i Nikæa i 325 fordømte man arianismen. Det vil sige de kristne, der fulgte den egyptiske præst Arios lære, der hævdede, at Faderen, Sønnen og Helligånden var tre adskilte og forskellige fænomener og Sønnens natur var menneskelig og ikke guddommelig.

På kirkemøderne i Efesos i 431 og Chalkedon i 451 blev Konstantinopels patriark Nestorius, ifølge hvis lære man måtte skelne mellem Kristi menneskelige og guddommelige sider og ikke sammenblande dem og opfatte dem som en enhed, erklæret for kætter. Blandt nestorianerne var der mange lærde og græsk-talende læger. Nestorianerne flygtede østpå til Irak og Iran og i 1300-tallet tog nogle af dem helt til Indien. I 489 dannede de deres eget trossamfund den kaldæiske kirke i Persien og samtidig oprettede de et hospital og en lægeskole i Gondeshapur i nærheden af Bagdad. Persisk og indisk visdom og filosofi blev studeret ved skolen i Gondeshapur.