bipolar affektiv sindslidelse

Bipolar affektiv sindslidelse er en kronisk psykisk sygdom, der forløber i forskellige faser.

Perioder med depression veksler med perioder med opstemthed (mani), dog uden noget fast mønster. En sygdomsfase varer ubehandlet 6-9 måneder. Det gennemsnitlige antal sygdomsfaser under livsforløbet er to til fire, men nogle har kun en enkelt, andre (ca. 10 %) talrige faser.

Under depressive faser er der flere karakteristiske symptomer ud over det sænkede stemningsleje. Der forekommer udtalte selvbebrejdelser og skyldfølelser, undertiden præget af depressive vrangforestillinger. Den syge mener at være skyld i fx andres ulykke eller naturkatastrofer. Tilskyndelser til at begå selvmord er ofte meget påtrængende. Der er ofte døgnsvingning i tilstanden med en vis bedring om aftenen samt forstyrrelser af søvn, appetit og andre legemlige funktioner. Sygdomsfaser opstår oftest uden ydre belastninger. Depressionen betegnes derfor endogen (indefra kommende) som udtryk for, at årsagen primært er biokemiske forstyrrelser i hjernen. En anden betegnelse er melankoli. Herved angives, at symptomer og årsagsforhold er anderledes for depression ved maniodepressiv psykose end ved andre og lettere former for depression.

Ved mani er stemningslejet stærkt løftet (eufori). Personen er ukritisk glad og optimistisk og har et forøget psykomotorisk tempo, der bl.a. viser sig ved, at tankegangen er præget af livlige associationer, og talen er hurtig. Også det legemlige aktivitetsniveau er øget; personen er rastløs og har svært ved at forholde sig i ro. Selvfølelsen er stærkt øget, og dømmekraften svækket. Den maniske kan derfor på kort tid bruge mange penge eller påbegynde helt urealistiske projekter. Undertiden optræder blandingstilstande med både maniske og depressive symptomer.

Der er en betydelig arvelig disposition for bipolar affektiv sindslidelse. Sygdomsrisikoen er normalt omkring 1-2 %, men 10-15 % hos nære slægtninge til syge. Tvillingestudier har påvist en væsentlig genetisk disposition for sygdommen. Ved nyere genetiske undersøgelser har man identificeret kromosomregioner, der med stor sandsynlighed indeholder risikogener, på kromosom nr. 4, 12, 13, 18 og 21. Sygdomsmekanismerne er ikke kendte, men der er holdepunkter for, at der sker forstyrrelser i reguleringen af hjernens signalstoffer, især serotonin, noradrenalin og dopamin.

Depressive faser behandles primært med antidepressive lægemidler eller ved de livstruende tilstande med elektrochokbehandling. Maniske faser behandles med lægemidler af typen neuroleptika (se psykofarmaka), med litium i form af litiumcarbonat eller -citrat, eller med lægemidler mod epilepsi (antiepileptika, fx karbamazepin). Foruden behandling under en sygdomsfase kan behandlingen gives forebyggende gennem et til flere år, evt. livslangt. Indførelse af behandling med psykofarmaka har bedret forløbet af denne sygdom radikalt.

Tidligere benævntes sygdommen maniodepressiv psykose, men man er gået bort fra denne betegnelse, idet selv produktive perioder af sygdommen langtfra nødvendigvis er forbundet med de typiske kendetegn ved en egentlig psykose, fx hallucinationer og vrangforestillinger.