psykofarmaka

Antipsykotika (tidligere benævnt neuroleptika) benyttes i behandling af sindssygelige symptomer, fx hallucinationer, vrangforestillinger og stærk psykomotorisk uro. Det første antipsykotikum var klorpromazin, der revolutionerede psykiatrisk behandling, da det blev indført i begyndelsen af 1950'erne. De antipsykotiske lægemidler var sammen med fremskridt inden for andre behandlingsformer af afgørende betydning for, at mange kronisk sindssyge ikke længere behøvede at have fast ophold på psykiatrisk hospital.

Antipsykotika er dog sjældent helbredende, men kan mildne forløbet af sindssygdomme og dermed muliggøre anden psykiatrisk behandling og rehabilitering. Stofferne er virksomme over for en række forskellige psykoser, særlig skizofreni og mani.

Der er udviklet en lang række antipsykotika, der har tilsvarende eller bedre antipsykotisk virkning end klorpromazin og færre eller andre bivirkninger.

Såvel stoffernes virkning som bivirkninger tilskrives specifikke påvirkninger af signalstoffer i hjernen. En hæmning af signalstoffet dopamin antages at være baggrund for den antipsykotiske virkning samt for karakteristiske bevægelsesmæssige bivirkninger, dvs. stivnet mimik, manglende medsving af arme, stivhed i muskulaturen, trippende gang og ufrivillige, smaskende bevægelser. Påvirkning af signalstoffet noradrenalin kan føre til svimmelhed ved overgang fra siddende til stående stilling, mens indflydelse på acetylcholin resulterer i generende mundtørhed og vandladningsbesvær.

I begyndelsen af behandlingen kan der ses en sløvende virkning, men det er et særkende, at den antipsykotiske effekt kan opnås uden væsentlig påvirkning af bevidsthedsniveauet. Under korrekt dosering er patienten bevidsthedsklar og virker ikke medicinpåvirket.

De fleste bivirkninger svinder ved ophør eller reduktion af dosis. Der kan dog ses varige ufrivillige muskelbevægelser, især omkring munden. Der er i de senere år udviklet en række såkaldt atypiske antipsykotika, fx olanzapin og risperidon, som trods god antipsykotisk virkning ikke fremkalder væsentlige bevægelsesmæssige bivirkninger. Dette er bl.a. opnået ved at udvikle lægemidler, som ud over dopamin også påvirker signalstoffet serotonin.

Ved kroniske psykoser kan lægemidler indgives i depotform, dvs. ved indsprøjtning i muskulaturen i en form, hvorved de aktive stoffer langsomt frigøres. Dette benyttes især til personer, der ikke har indsigt i deres sygdom, og som derved ikke er motiveret for at indtage medicin i tabletform.

I 1990'erne fremkom flere nye antipsykotisk virkende lægemidler, fx risperidon, olanzapin, quetiapin og ziprasidon, der har en lidt anden farmakologisk profil end de tidligere anvendte typiske antipsykotika. De nye antipsykotika hæmmer både dopamin- og serotoninreceptorer. Dette antages at forklare, at stofferne giver færre bevægelsesmæssige og kognitive bivirkninger, og at de har større effekt på invaliderende symptomer ved skizofreni i form af passivitet og initiativløshed. Man skelner derfor nu mellem typiske og atypiske antipsykotika.

I midten af 1900-t. fremkom lægemidler med antidepressiv virkning (antidepressiva), der kan normalisere og forebygge perioder med depression. På baggrund af stoffernes virkning på signaloverførslen mellem nerveceller i hjernen og kemiske forhold inddeles antidepressiva i forskellige hovedgrupper.

De tidligst fremkomne tricykliske antidepressiva, fx imipramin og amitriptylin, hæmmer genoptagelsen i nervecellen af signalstofferne noradrenalin, serotonin og i mindre grad dopamin. Dette antages at være baggrund for den terapeutiske virkning, mens påvirkning af andre signalstoffer, fx acetylcholin og histamin, er forklaring på bivirkninger i form af tørhed af slimhinder, svedtendens og vægtøgning. Virkningen sætter som regel først ind efter to til fire uger, men er utilstrækkelig hos ca. 25-35%.

Nogenlunde samtidig fremkom de såkaldte monoaminoxidasehæmmere (MAO-hæmmere), fx isokarboxazid, der, som navnet angiver, udøver deres virkning via hæmning af enzymet monoaminoxydase, som nedbryder signalstoffer i nerveceller. Ved at hæmme dette enzym øges mængden af signalstof i nervecellerne, således at der kan frigøres mere signalstof.

Der er siden udviklet en række forskellige antidepressiva i et forsøg på at få endnu mere effektive og hurtigere indsættende lægemidler, der har færre bivirkninger end de først brugte midler. De virker ved at hæmme genoptagelsen af signalstoffet serotonin ved signaloverførslen i synapserne og betegnes samlet SSRI-stoffer (Serotonin Specific Reuptake Inhibitors). Fremkomsten af disse lægemidler har fået stor medieomtale under den misvisende betegnelse "lykkepiller". De har som andre antidepressiva ringe effekt på stemningslejet hos normale, hvorimod de er effektive i behandlingen af egentlige depressioner. SSRI-stoffer er ikke mere effektive end de klassiske, men de har færre bivirkninger og er mindre giftige ved overdosering, fx ved selvmordsforsøg. SSRI-stoffer er også virkningsfulde over for panikangst, tvangstilstande og spiseforstyrrelsen bulimi. Se også lykkepiller.

Hos personer med tilbagevendende depressive eller maniske faser kan man forebygge stemningssvingningerne ved behandling med lithium eller lægemidler, der benyttes ved epilepsibehandling, især karpamazepin og valproat. Det er især ved lithiumbehandling vigtigt, at doseringen kontrolleres gennem måling af lithiumkoncentrationen i serum, idet for lave koncentrationer ikke er virkningsfulde, mens høje koncentrationer kan føre til livstruende forgiftningstilstand.

I 1950'erne fremkom benzodiazepiner med særlig virkning på ikke-sindssygelige angsttilstande samt søvnforstyrrelser, fx diazepam med handelsnavnene Stesolid®, Valium® mfl. Denne virkning udøves gennem påvirkning af en receptor på nerveceller for det hæmmende signalstof GABA (Gamma Amino Butyric Acid, gammaaminosmørsyre), se angst.

Den angstdæmpende og søvninducerende virkning indtræder hurtigt, men efter længere tids forbrug tilvænner hjernens celler sig lægemidlerne, således at der ved pludseligt ophør kan opstå abstinenssymptomer i form af uro, sved, muskelsmerter og søvnproblemer. Dette er ikke udtryk for egentligt misbrug, men i højere doser end vanligt foreskrevet kan der dog opnås en ruseffekt, der minder om alkoholberuselse, og benzodiazepinerne indgår derfor ofte i et blandingsmisbrug (se narkomani).

Der er udviklet sovemidler med en anden farmakologisk profil end benzodiazepiner, fx zolpidem og zopiklon, med mindre risiko for udvikling af misbrug og afhængighed.