Antipsykotika (tidligere benævnt neuroleptika) benyttes i behandling af sindssygelige symptomer, fx hallucinationer, vrangforestillinger og stærk psykomotorisk uro. Det første antipsykotikum var klorpromazin, der revolutionerede psykiatrisk behandling, da det blev indført i begyndelsen af 1950'erne. De antipsykotiske lægemidler var sammen med fremskridt inden for andre behandlingsformer af afgørende betydning for, at mange kronisk sindssyge ikke længere behøvede at have fast ophold på psykiatrisk hospital.
Antipsykotika er dog sjældent helbredende, men kan mildne forløbet af sindssygdomme og dermed muliggøre anden psykiatrisk behandling og rehabilitering. Stofferne er virksomme over for en række forskellige psykoser, særlig skizofreni og mani.
Der er udviklet en lang række antipsykotika, der har tilsvarende eller bedre antipsykotisk virkning end klorpromazin og færre eller andre bivirkninger.
Såvel stoffernes virkning som bivirkninger tilskrives specifikke påvirkninger af signalstoffer i hjernen. En hæmning af signalstoffet dopamin antages at være baggrund for den antipsykotiske virkning samt for karakteristiske bevægelsesmæssige bivirkninger, dvs. stivnet mimik, manglende medsving af arme, stivhed i muskulaturen, trippende gang og ufrivillige, smaskende bevægelser. Påvirkning af signalstoffet noradrenalin kan føre til svimmelhed ved overgang fra siddende til stående stilling, mens indflydelse på acetylcholin resulterer i generende mundtørhed og vandladningsbesvær.
I begyndelsen af behandlingen kan der ses en sløvende virkning, men det er et særkende, at den antipsykotiske effekt kan opnås uden væsentlig påvirkning af bevidsthedsniveauet. Under korrekt dosering er patienten bevidsthedsklar og virker ikke medicinpåvirket.
De fleste bivirkninger svinder ved ophør eller reduktion af dosis. Der kan dog ses varige ufrivillige muskelbevægelser, især omkring munden. Der er i de senere år udviklet en række såkaldt atypiske antipsykotika, fx olanzapin og risperidon, som trods god antipsykotisk virkning ikke fremkalder væsentlige bevægelsesmæssige bivirkninger. Dette er bl.a. opnået ved at udvikle lægemidler, som ud over dopamin også påvirker signalstoffet serotonin.
Ved kroniske psykoser kan lægemidler indgives i depotform, dvs. ved indsprøjtning i muskulaturen i en form, hvorved de aktive stoffer langsomt frigøres. Dette benyttes især til personer, der ikke har indsigt i deres sygdom, og som derved ikke er motiveret for at indtage medicin i tabletform.
I 1990'erne fremkom flere nye antipsykotisk virkende lægemidler, fx risperidon, olanzapin, quetiapin og ziprasidon, der har en lidt anden farmakologisk profil end de tidligere anvendte typiske antipsykotika. De nye antipsykotika hæmmer både dopamin- og serotoninreceptorer. Dette antages at forklare, at stofferne giver færre bevægelsesmæssige og kognitive bivirkninger, og at de har større effekt på invaliderende symptomer ved skizofreni i form af passivitet og initiativløshed. Man skelner derfor nu mellem typiske og atypiske antipsykotika.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.