psykose

Psykose er et overbegreb, der primært finder anvendelse i retspsykiatrisk sammenhæng. Der er således lovmæssig baggrund for at kunne foretage tvangsindlæggelse og andre tvangsindgreb over for psykotiske personer (se Psykiatriloven) eller iværksætte forskellige særforanstaltninger i tilfælde af straffelovsovertrædelse (se retspsykiatri). I moderne sygdomsklassifikation har begrebet ikke længere væsentlig betydning, idet psykoser kan underinddeles i en lang række tilstande med forskellige symptomer, forløb og årsagsforhold. I WHO's diagnoseklassifikationssystem (1993) findes psykotiske tilstande omtalt under organiske, herunder stofinducerede, tilstande (narkomani), skizofreni og andre sindssygdomme præget af vrangforestillinger samt bipolar affektiv sindslidelse.

Årsagsforholdene er forskellige for de nævnte tilstande. Der er specifik genetisk disposition for forskellige psykoser, fx Alzheimers sygdom, skizofreni og bipolar affektiv sindslidelse.

De organiske psykoser ses især i relation til alvorlig legemlig lidelse, specielt sygdomme i hjernen. Talrige legemlige sygdomme kan resultere i forbigående psykoser præget af bevidsthedsændringer med manglende orientering og psykomotorisk uro. Sådanne tilstande ses også typisk ved abstinenstilstande betinget af alkohol eller angstdæmpende medicin (se delirium).

Åreforkalkning kan føre til nedsat ilttilførsel til hjernen eller dannelse af hjerneblodprop eller hjerneblødning. Efterhånden kan der derved optræde vaskulær demens, dvs. en tilstand med udtalt svækkelse af intellektuelle evner, fx nedsat hukommelse, indlæring og evne til at løse problemer pga. den nedsatte ilttilførsel.

Ved udtalt mangel på B-vitaminet thiamin kan der optræde en psykose, der ubehandlet kan resultere i varige skader af hjernen (Wernicke-Korsakovs syndrom).

Man kan se maniodepressive, skizofrene og paranoide psykoser benævnt som "funktionelle", fordi der ikke er påvist organiske forandringer. Der foreligger dog en betydelig genetisk disposition til maniodepressiv psykose og skizofreni, og en række andre forhold peger på, at der også ved disse lidelser er væsentlige forstyrrelser i hjernens stofskifte. Psykoser må som andre psykiske lidelser opfattes som resultatet af et kompliceret samspil mellem arvelige og miljømæssige faktorer, der både omfatter biologiske, psykologiske og sociale. Ved skizofreni har en omfattende forskning vist, at psykiske spændinger i familien kan føre til væsentlig forværring. Målrettet familieterapi kan tilsvarende nedsætte risikoen for tilbagefald.

Psykoser forekommer i alle kulturer, og sygdomsrisikoen synes ikke at variere afgørende i den udstrækning, det har været muligt at belyse disse komplicerede forhold.

Sociale forhold spiller især en rolle for kroniske sindslidendes tilpasning i familie- og samfundsmæssig sammenhæng. Et godt socialt netværk er vigtigt for at kunne opnå rimelig livskvalitet trods en kronisk sindslidelse. Mange psykoser nedsætter erhvervsevnen varigt i en sådan grad, at helbredsbetinget førtidspension tilkendes.

Behandling af psykoser forudsætter en præcis diagnostik med nøje afklaring af årsagsmæssige forhold. Ud over en grundig symptombeskrivelse er en omfattende legemlig undersøgelse nødvendig. Bevidsthedsforstyrrelse med manglende orientering er oftest forårsaget af legemlig sygdom eller stofmisbrug, og i diagnostikken benyttes derfor en række laboratorieprøver, fx elektrokardiografi, elektroencefalografi og forskellige former for scanning. Er der mistanke om, at psykosen er udløst af særlig belastende psykologiske forhold, må disse nøje belyses.

Ved akutte psykoser kan den syge være ude af stand til at give detaljerede oplysninger, og information fra de pårørende kan derfor være af overordentlig stor betydning. Sondering af den syges omgangskreds kan belyse en evt. mistanke om, at sygdommen kan være led i narkomani.

Behandlingen af en psykose afhænger af den psykotiske tilstands art og sværhedsgrad. Ved akutte psykoser kan behandling med psykofarmaka og støttende psykoterapeutisk behandling være tilstrækkelige. Ved kroniske psykoser kræves en intensiv og langvarig behandlingsindsats, hvor socialpsykiatriske behandlingsprincipper har særlig betydning, fx for generhvervelse af erhvervsmæssige færdigheder. Det tilstræbes, at kronisk sindssyge så vidt muligt bliver i stand til at leve i eget hjem. Dette søges sikret ved, at den nødvendige psykiatriske og sociale støtte gives så tæt som muligt ved patientens bopæl, fx i distriktspsykiatrisk regi og gennem forskellige former for opsøgende og støttende virksomhed. Under forværring af sygdommen kan sygehusindlæggelse forbigående komme på tale.