Gud - kristendommens gudsbegreb, Det kristne gudsbegreb har sine rødder i Det Gamle Testamente (GT); den Gud, Jesus bekender som sin far, forkynder han samtidig som Abrahams, Isaks og Jakobs Gud (Matth. 11,25 ff. og 22,31 f.). Gud er altets skaber og opretholder, han er historiens herre, der involverer sig i historien, men frem for alt er Gud den kommende Gud, hvis rige bryder frem i Jesu forkyndelse og gerning. Sammenholdt med GT er gudsbilledet i Jesu forkyndelse en radikalisering både af Guds retfærdighed og af hans kærlighed. Med Jesu opstandelse fra de døde stadfæstes Kristus som Guds Søn (Rom. 1,4) og Guds billede (2.Kor. 4,4), hvorved det kristne gudsbegreb kommer i konflikt med både det antikke og det jødiske gudsbegreb (1.Kor 1,18ff.). Hvem Gud virkelig er, kan kun erkendes i Jesus (Joh. 14,6f.); se også Treenighed. I den kristne gudslæres udformning spores også en vis påvirkning fra græsk filosofi; siden oldkirken har forholdet mellem den filosofiske og den teologiske tilgang til Gud, mellem naturlig og åbenbaret gudserkendelse, været genstand for diskussion (se fornuft). Man har enten opfattet det som et harmonisk forhold, hvor troen blev fornuftens overbygning (Augustin, Thomas Aquinas), eller som et konfliktfyldt forhold (Luther). Kants opgør med den traditionelle metafysik førte i 1800-t.s protestantiske teologi til en overvejende åbenbaringsteologisk udformning af gudslæren i et opgør med den aristoteliske forståelse af Gud som ren akt og ubevæget bevæger. 1900-t.s erfaring af lidelse og afmagt har sat den lidende Gud i fokus med træk fra Paulus' og Luthers korsteologi.