Metafysik er den gren af filosofien, der beskæftiger sig med de "store" spørgsmål om verdens begrundelse, væsen og mest almene træk. Ordet metafysik blev første gang anvendt som titel på en samling skrifter af Aristoteles, der af Andronikos fra Rhodos blev placeret efter bøgerne om Fysikken.
Selv brugte Aristoteles betegnelsen "den første filosofi" eller teologi; han definerede den som den disciplin, der undersøger det "værende som værende", dvs. som ikke blot beskriver en bestemt slags ting ("værender"), men reflekterer over deres almene måde at være på. Aristoteles beskrev den tillige som en filosofi om de "første årsager", dvs. om bl.a. Gud.
Allerede i de første årh. e.v.t. blev ordet tillagt en mere systematisk betydning, som det har bibeholdt: Metafysikken er "efter" fysikken i den forstand, at den går videre end denne; den omhandler ikke blot det, som kan iagttages, men også mere eller mindre skjulte, "oversanselige" kræfter, årsager og "væsener".
Inspireret af den spanske teolog Francisco Suárez indførte den protestantiske tyske teolog Christoph Scheibler (1589-1653) et skel mellem almen og speciel metafysik (metafysica generalis og metafysica specialis): Den almene metafysik omhandler de overordnede træk ved virkeligheden, herunder begreber som substans og egenskab, væsen og eksistens, mens den specielle metafysik omhandler særlig vigtige "ting": Gud, sjælen mv. På samme tid indførtes begrebet ontologi 'læren om væren' som en alternativ betegnelse for metafysikken.
Indtil ca. 1700 var metafysikken ubestridt den filosofiske hoveddisciplin. På baggrund af skepticismen i den sene renæssance, fx hos Montaigne, undersøgte Descartes og senere John Locke imidlertid erkendelsens grundlag, hvorved erkendelsesteorien efterhånden indtog metafysikkens plads.
I 1700-tallet kom David Hume, Immanuel Kant og flere andre filosoffer til den negative konklusion, at muligheden for at opnå metafysisk erkendelse er begrænset. Kant indrømmede dog, at mennesket ikke kan leve uden visse metafysiske forestillinger, men opfattede dem som blotte "regulative idéer", ikke som udtryk for positiv erkendelse (jf. Kant).
Siden har der været fremsat mange former for metafysikkritik, fx af de logiske empirister, der ca. 1930 påpegede, at metafysiske teorier ikke kan verificeres og derfor må anses for at være meningsløse. I overensstemmelse hermed benyttes ordet "metafysik" ofte i en nedsættende betydning som betegnelse for grundløse, obskure, ørkesløse spekulationer.
Sideløbende med angrebene på metafysikken er der dog til stadighed udviklet nye metafysiske teorier, fx i den tyske idealisme, som reaktion på Kant (Hegel mfl.) og senere i 1920'ernes tyske filosofi (Martin Heidegger, Nicolai Hartmann mfl.). I Danmark har K.E. Løgstrup søgt at gøre op med den antimetafysiske, eksistensfilosofiske tendens, som har præget filosofi og teologi.
Når metafysikken gang på gang er kommet igen, skyldes det bl.a., at kritikken af den altid forudsætter en bestemt opfattelse af virkelighedens beskaffenhed, fx af den menneskelige psyke eller af forholdet mellem sprog og virkelighed. Kritikken er med andre ord selv metafysisk.
Naturvidenskaben kan næppe heller siges at være fri for metafysik. Tidligere forsøg på at tolke den sådan (instrumentalisme og operationalisme) er nu praktisk talt opgivet. I dag anstiller man i naturvidenskaben gerne metafysiske betragtninger, fx vedrørende Universets opståen.
Ved 1900-tallets slutning var metafysikken stort set rehabiliteret, ikke som en lære om det oversanselige, men som en i bred forstand erfaringsbaseret teori om virkelighedens mest almene træk. Typiske emner for moderne metafysik er forholdet mellem sjæl og legeme (hvad er bevidsthed?), problemet om viljens frihed, tidens og rummets natur, kausalitet mv.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.