Aristoteles var en græsk filosof og videnskabsmand. Aristoteles var Platons betydeligste elev (Platon kaldte ham "Fornuften") og grundlagde med ham europæisk filosofi. Aristoteles døde i landflygtighed og havde kun indirekte indflydelse i de første tre århundreder efter sin død. Derefter har hans indflydelse imidlertid været afgørende: på filosofi og naturvidenskab i senantikken og middelalderen (aristotelisme) og på filosofi lige til nu.
Faktaboks
Aristoteles
- født:
- 384 f.v.t.
- død:
- 322 f.v.t.
Liv
Aristoteles' livsforløb forklarer de to hovedinteresser i hans åndelige profil, den empirisk-konkrete og den filosofisk-abstrakte. Han blev født i Stagira på halvøen Chalkidike i det nordlige Grækenland som søn af en læge, der var i tjeneste hos den makedonske konge. Fra en tidlig alder fik han dermed en interesse for den naturlige verden i dens konkrete fremtræden. 17 år gammel (367) blev han elev af Platon i Akademiet i Athen og fik dér en spekulativ interesse for at formulere den naturlige verdens grundlæggende forklaringsprincipper. Kort før Platons død (347) drog han tilbage til det nordlige Grækenland, hvor han dels var beskæftiget med filosofi og med botanisk og zoologisk indsamlingsarbejde (i samarbejde med sin elev og senere efterfølger, Theofrast), dels en overgang var lærer for Alexander den Store. I 334 vendte Aristoteles tilbage til Athen, hvor han grundlagde sin egen filosofiske skole, Lykeion. Skolen rummede det første egentlige forskningsbibliotek i den vestlige verden; det blev model for de store hellenistiske biblioteker, fx Det Alexandrinske Bibliotek. Pga. sin nære kontakt til det makedonske kongehus måtte Aristoteles efter Alexanders død (323) flygte til byen Chalkis på Euboia, hvor han døde året efter.
Skrifter
Traditionelt inddeler man hans værker i to grupper: De kunstnerisk udformede, eksoteriske (af gr. exo 'udad'), som Aristoteles selv udgav, men som siden er gået tabt bortset fra citater hos andre forfattere; og de esoteriske (af gr. eso 'indad'), som er næsten fuldstændigt bevaret. Der er her tale om læreskrifter, dvs. fyldigt ud- og omarbejdede forelæsningsmanuskripter og ordnede materialesamlinger, beregnet på arbejdet i hans egen skole. Originalmanuskripterne skal efter Theofrasts død have været opbevaret i 200 år i en fugtig kælder i det nordvestlige Tyrkiet, før de blev bragt tilbage til Athen og derpå til Rom. Her blev de udgivet ca. 50 f.v.t. — og dermed bevaret for eftertiden. Hans litterære stil i disse arbejdspapirer har helt ufortjent fået et dårligt ry.
Begreber indgået i dansk dagligsprog
Aristoteles formulerede et stort antal begreber, der som oversættelseslån (ofte via latinske oversættelser af Aristoteles) er indgået i dansk dagligsprog. Han selv forstod dem som redskaber for tanken, der tjente til at afdække dels grundstrukturer af virkeligheden, dels strukturelle, analoge ligheder på tværs af virkelighedens mangfoldighed. Sådan fungerer de stadig i vores sprog og bevidsthed. Nogle eksempler:
- Aksiom, tese, hypotese, bevis m.m. Disse og andre logiske begreber overtog Aristoteles i vidt omfang fra samtidig tænkning, men han udarbejdede dem præcist i sine logiske skrifter, og det er via dem, de er kommet ind i dansk sprog.
- Væsentlig (essentiel), modsat tilfældig (accidentel). Overtaget fra græsk ousia ('substans', 'væsen', lat. essentia) og græsk symbebêkos (lat. accidens) på grundlag af Aristoteles' sondring (fx i Kategorierne) mellem, hvad en ting er, taget for sig selv (fx et menneske), og de egenskaber, den kan have eller mangle uden selv at undergå forandring (fx hvidhed).
- Form, formel, formal, modsat stof, materie, materiel. Overtaget fra Aristoteles' sondring i Fysikken og Metafysikken mellem "det, hvorom noget siges" og "det, der siges om det". De to ting kan ikke adskilles. I en hest er der noget (stoffet), som "det at være en hest" siges om, fx (alment) knogler, muskler o.l. eller (konkret) den bestemte hest, man nu taler om. Omvendt er der også noget af afgørende betydning (formen), som siges om stoffet, og som er det, som gør stoffet til (fx) en hest (og ikke til noget andet). I hver ende af skalaen opererer Aristoteles imidlertid med et logisk grænsebegreb: det "første", formløse, helt uidentificerbare stof, og den rene, ikke-stoflige form (Gud).
- Virkelighed og aktualitet (akt), modsat mulighed og potentialitet (potens). Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse af form og stof i Metafysikken med henblik på beskrivelse af forandring. Det egentlig "virkelige" (som vi siger), nemlig en tings form, er en aktiv udfoldelse (energeia, en 'energi' eller 'væren i gang') af tingen selv forstået som noget muligt (dynamis, lat. potentia). Det virkelige er virksomt.
- Formålstjenlighed, modsat nødvendighed. Overtaget fra Aristoteles' drøftelse i Fysikken af forholdet mellem målrettethed i naturen (græsk telos, teleologi) og tilfældig, materiel bestemmelse som forklaringsprincipper (årsager).
- Årsager. Aristoteles' opstilling af fire forskellige synsvinkler, hvorunder noget kan tjene til at forklare noget andet, er bredere end det moderne årsagsbegreb, men til gengæld tættere på dagligsprogets angivelser af "årsager" og "grunde". If. Aristoteles kan man henvise til stoffet (den materielle årsag, fx til forklaring af et hus), til ophavsmanden (den virkende årsag: håndværkeren), til tingens form (den formale årsag: husets struktur i håndværkerens bevidsthed) eller til dens formål (den finale årsag: husets funktion).
- Qua (lat. for græsk hêi, 'såsom', 'for så vidt som'). Overtaget fra Aristoteles' insisteren på frugtbarheden af at anskue en ting fra mange forskellige synsvinkler, uden at de bliver tingsliggjort. En ting kan anskues i henseende til sit stof, sin form, sit formål osv.
- Teori og praksis. Overtaget fra Aristoteles' sondring i Metafysikken og Etikken mellem en type viden, der pga. sine objekter enten ikke kan have et praktisk formål eller i det mindste anskuer dem uafhængigt heraf (fx fysik, matematik, metafysik), og viden, der tværtimod netop har det (fx etik, politik).
- Etik. Overtaget fra Aristoteles' særlige udsondring af en underafdeling af "politikken", der vedrører det enkelte menneskes karakterholdning (êthikê hexis, êthos, lat. mores) m.m.
- Holdning, modsat praksis. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Den Nikomachæiske Etik af moralsk dyd som en sjælelig tilstand (hexis, lat. habitus), der kan komme til udfoldelse i en konkret "aktivitet" (energeia).
- Mimetisk. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Poetikken af fællestrækket ved en lang række kunstneriske udtryksformer: de er alle på hver sin måde en repræsentation (mimesis) af menneskelige karakterer, følelser og handlinger.
- Katharsis. Overtaget fra Aristoteles' (stadig omdiskuterede) definition i Poetikken af tragediens funktion: ved (at bibringe tilskuerne en oplevelse af) medfølelse og frygt at tilvejebringe en renselse (katharsis) (hos dem) for sådanne følelser.
- Peripeti. Overtaget fra Aristoteles' bestemmelse i Poetikken af en uforudset skæbnesvanger omvending (peripeteia) i handlingen af komplekse tragedier.
Den naturlige verden
Aristoteles så det som sit mål at formulere grundprincipperne for den empirisk foreliggende, naturlige verden, sådan som de tager sig ud for fornuften, og sådan som de efter hans opfattelse dermed også er. Projektet er overtaget fra Platon, men forskellen er alligevel tydelig: Hvor hovedinteressen hos Platon synes at gælde grundprincipperne (derunder de platoniske idéer) taget for sig selv, er det hos Aristoteles verdens faktiske fremtræden, der er i centrum: "Et princip er princip for noget"; "i alt levende er der noget fascinerende".
Logik og erkendelsesteori
Uden for det filosofisk-videnskabelige projekt står analyserne af selve forskningsinstrumentet, fornuften; disse værker går traditionelt under betegnelsen Organon (gr. 'redskab'). I Kategorierne (ikke overs.) klassificerer Aristoteles de prædikater, der kan indgå i meningsfulde udsagn om en konkret ting (de ti "kategorier", som kan udtrykke tingens substans, kvantitet, kvalitet, relation, sted, tid, forholden sig, haven, gøren, liden). I De interpretatione (Om sætningen, egl. om tolkning, overs. H.Roer 1991) skildres hans opfattelse af forholdet mellem sprog, tanke og virkelighed, og sætningens logiske struktur og sandhedsbetingelser analyseres. Topikken (ikke overs.) systematiserer de argumentationstyper, der anvendes i "dialektisk" argumentation, som hos Aristoteles ikke er videnskabelig i strikt forstand. Endelig rummer Analytikken (ikke overs.) dels en samlet fremstilling af Aristoteles' "syllogistik" (aristotelisk logik), dels en fremstilling af hans videnskabsideal: Et strengt deduktivt system af nødvendigvis gyldige syllogismer, baseret på indlysende sande aksiomer.
Det ideal forsøgte han imidlertid slet ikke at leve op til i sine egne filosofiske undersøgelser, og hans værk udgør ikke et fast sammentømret system — Aristoteles er ikke aristotelisme. Tværtimod gør han udstrakt brug af teknikker fra den dialektiske argumentationsform med henblik på at begribe og systematisere de foreliggende umiddelbare meninger om og empiriske observationer af verden. Metoden er på én gang sprog-, begrebs- og empirisk analytisk. Set med moderne øjne er projektet en blanding af filosofi og naturvidenskab, men det er en aristotelisk pointe, at de to ikke kan adskilles.
Naturfilosofi og -videnskab
I Fysikken (delvis overs. P. Helms 1951) forudsætter Aristoteles uden videre, at der foregår forandringer i naturen: "Det kan vi jo se". Opgaven består så i at finde de grundlæggende begreber, man har brug for, når man vil beskrive de naturlige forandringer. Han introducerer her begreberne stof og form, mulighed (potens) og virkelighed (akt). Til forklaring af naturlig forandring indfører han endvidere fire årsager (principper): den materielle, den virkende, den formale og den finale (formålet). Han analyserer også forholdet i naturen mellem formålstjenlighed og nødvendighed samt begreber som bevægelse, tid og rum. I De caelo (Om himlen, delvis overs. P. Helms 1957) og De generatione et corruptione (Om tilblivelse og gåen til grunde, ikke overs.) skildrer han verdens opbygning (kosmologi, elementlære). Der er fire grundelementer (jord, vand, luft, ild) med hver deres naturlige placering i verden "under Månen", dvs. jord nederst på den kugleformede Jord, som er Universets centrum, ild øverst. Over Månen findes himmellegemerne, som er dannet af et femte, uforanderligt element (i middelalderen kaldet quinta essentia, den femte essens, jf. kvintessens).
Stadig som en del af naturfilosofien følger de zoologiske skrifter (botanikken tog Theofrast sig af). Historia animalium (Oversigt over dyrene, ikke overs.) og De partibus animalium (Om dyrenes dele, ikke overs.) samler over 500 dyrearter og gennemfører en fleksibel klassifikation ud fra de forskellige organer; andre skrifter behandler dyrenes forplantning og bevægelse.
Psykologi
Aristoteles analyserede også menneskets psykologi på et biologisk grundlag. I det centrale skrift De anima (Om sjælen, overs. P. Helms 1949) udarbejder han en almen definition af sjælen for derefter at koncentrere sig om perception, forestillingsevne og fornuft; en række mindre afhandlinger drøfter hukommelse, søvn, drømme o.l. På denne måde nåede han fra de grundliggende fysiske fænomener til toppen af sin scala naturae ('naturens trappestige'), hvor mennesket står — og over det Gud.
Metafysik
Aristoteles kaldte selv disciplinen for "den første filosofi" eller "teologi". Metafysikken (delvis overs. P. Helms 1953) behandler spørgsmålet om, hvad der i mest grundlæggende forstand findes i verden. Karakteristisk for retningen i hans filosofisk-videnskabelige projekt insisterer han på, at man nok må operere med visse helt almene principper for fornuftig argumentation (kontradiktionsprincippet), men modsat tendensen hos Platon mener han ikke, at den egentlige virkelighed nås ved en reduktion af den naturlige verdens mangfoldighed, fx ved at deducere den fra et højeste princip. "Det værende siges på mange måder" er hans stadige motto.
Det mest værende er naturlige arter (fx hesten), sådan som de foreligger i konkrete individer (heste). En art (lat. species) er en aristotelisk "form" (eidos), og den findes (modsat Platons idéer) kun i sine konkrete instanser. Alt andet i verden eksisterer "i forhold til" en sådan form, fx Kategoriernes "tilfældige egenskaber" (kvantitet, kvalitet osv.) ligesom også almenbegreber (universale, fx "hesten") og slægtsbetegnelser (lat. genus, fx "pattedyr").
Formen selv har den højeste grad af stabilitet i den naturlige verden. Men bag den dukker Gud op (den ubevægede bevæger) som et grænsebegreb for denne verden af konkrete former i stadig forandring.
Etik og Politik
Den Nikomachæiske Etik (overs. Niels Møller 1936; ifølge antik tradition opkaldt efter Aristoteles' søn Nikomachos) er hovedværket. I overensstemmelse med sit filosofiske program søger Aristoteles at give en redegørelse for etikken, som ligger så tæt som muligt på den etik, han af egen erfaring kendte fra sin samtids græske bystat. Perspektivet er imidlertid fortsat teleologisk. Det gode eller målet for etisk handling er "lykken", som derefter begrebsbestemmes. Mennesket er et "samfundsvæsen" med fornuft og naturlige behov. Lykken, der er virkeliggørelsen af menneskets form, består i et handlingsmønster, der afspejler frivillighed, praktisk indsigt og moralsk dyd (mellem to modsatrettede laster), den rette slags nydelse og sandt venskab. Den højeste form for lyksalighed findes dog snarere i en filosofisk "betragten" (theôria) af verden, analog med Guds.
Politikkens mål er at indkredse det gode samfund, der er den nødvendige ramme for den enkeltes lykkelige liv. Bag diskussionerne ligger et empirisk indsamlingsarbejde af 158 forskellige forfatninger, hvoraf kun Athenernes Statsforfatning (overs. G. Mondrup 1938) er bevaret. I Politikken (Statslære, overs. W. Norvin og P. Fuglsang 1946) systematiserer han igen de empiriske fænomener i en drøftelse af (by)statens opkomst og sociale og økonomiske struktur, af forfatningstyper, den ideale stat og den i praksis bedste stat. Overalt genfindes hans særlige kombination af erfaringsbaserede iagttagelser og formålsbetragtninger. Således anser han bystaten i en bestemt udformning for at være den højeste samfundsform, der alene tillader det bedste liv for den enkelte (den frie mand, der er borger; kvinder, slaver og ikke-borgere fastholdes i forskellige former for underordning).
Retorik og poetik
Såvel Retorikken (overs. Thure Hastrup 1983) som Poetikken (ufuldstændigt bevaret; den anden bog om komedien er gået tabt) er indirekte vendt mod Platon og understreger den grundlæggende forskel i filosofisk holdning. Platon havde dels angrebet retorikken, dels indført en alternativ retorik, der var identisk med filosofien. Aristoteles derimod analyserer og systematiserer den retorik, der faktisk blev anvendt i hans samtid. Resultatet er, at der med ét er skabt klarhed over et centralt område i den foreliggende verden: retorikkens formål, arter og virkemidler.
Noget tilsvarende gælder Poetikken (Om digtekunsten, overs. E. Harsberg 1969). Platon havde bandlyst digtningen fra sin idealstat. Aristoteles analyserer og systematiserer digtningen, som han kendte den, med sin karakteristiske, ordnende skarpsindighed: Tragedien som den mest fuldkomne poetiske form, fabel (mythos), karakter (êthos) m.v. som tragediens elementer, tragisk ironi og "renselse" (katharsis) som tragediens virkning, digtningens "almene" og filosofiske karakter.
Betydning
Aristoteles' logik, erkendelsesteori, fysik, psykologi, metafysik og etik havde afgørende indflydelse som afsæt (i med- og modspil) for de to vigtigste filosofiske skoler i hellenismen: epikuræismen og stoicismen. Såvel Epikur som de tidligste stoikere må have haft adgang til de esoteriske skrifter, mens de endnu befandt sig i Athen. Pga. skrifternes mærkelige skæbne fik Aristoteles' retorik og poetik ikke den virkning på senere hellenistisk retorik og poetik, som de ellers måtte forventes at have fået.
Fra og med udgivelsen af de esoteriske skrifter har han derimod haft konstant, til tider bestemmende, indflydelse både i den direkte senantikke og middelalderlige tradition og ved stadige renæssancer op igennem europæisk kulturs historie. Historisk set har alle hans hovedværker status af klassikere.
I et moderne perspektiv er specielt to dele af Aristoteles' værk fortsat en væsentlig filosofisk inspirationskilde: Hans behandling af emner, der for en nutidig betragtning er egentlig filosofiske (Fysikken, Metafysikken, De anima), og af emner, der ligger tæt på det empirisk umiddelbart konstaterbare (Etikken, Politikken, Retorikken, Poetikken). Dette vidner om såvel svagheden som styrken i hans filosofisk-videnskabelige projekt. Hvor virkeligheden ikke er umiddelbart tilgængelig for perception og fornuftserkendelse (fx i kosmologien), kommer Aristoteles' erfaringsorienterede projekt uvægerligt til kort. Hvor den er det, fejrer det triumfer.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.