Uden for det filosofisk-videnskabelige projekt står analyserne af selve forskningsinstrumentet, fornuften; disse værker går traditionelt under betegnelsen Organon (gr. 'redskab'). I Kategorierne (ikke overs.) klassificerer Aristoteles de prædikater, der kan indgå i meningsfulde udsagn om en konkret ting (de ti "kategorier", som kan udtrykke tingens substans, kvantitet, kvalitet, relation, sted, tid, forholden sig, haven, gøren, liden). I De interpretatione (Om sætningen, egl. om tolkning, overs. H.Roer 1991) skildres hans opfattelse af forholdet mellem sprog, tanke og virkelighed, og sætningens logiske struktur og sandhedsbetingelser analyseres. Topikken (ikke overs.) systematiserer de argumentationstyper, der anvendes i "dialektisk" argumentation, som hos Aristoteles ikke er videnskabelig i strikt forstand. Endelig rummer Analytikken (ikke overs.) dels en samlet fremstilling af Aristoteles' "syllogistik" (aristotelisk logik), dels en fremstilling af hans videnskabsideal: Et strengt deduktivt system af nødvendigvis gyldige syllogismer, baseret på indlysende sande aksiomer.
Det ideal forsøgte han imidlertid slet ikke at leve op til i sine egne filosofiske undersøgelser, og hans værk udgør ikke et fast sammentømret system — Aristoteles er ikke aristotelisme. Tværtimod gør han udstrakt brug af teknikker fra den dialektiske argumentationsform med henblik på at begribe og systematisere de foreliggende umiddelbare meninger om og empiriske observationer af verden. Metoden er på én gang sprog-, begrebs- og empirisk analytisk. Set med moderne øjne er projektet en blanding af filosofi og naturvidenskab, men det er en aristotelisk pointe, at de to ikke kan adskilles.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.