Akt og potens, lat. actus og potentia, gr. energeia og dynamis, centralt aristotelisk begrebspar, der tjener til at beskrive forandringsprocessen fra mulighed, potens, til virkelighed eller virksomhed, akt — mens begreberne form og materie angiver betingelserne for forandring.

En given størrelse har muligheder (potenser) i bestemte positive eller negative retninger: En blok sten kan fx blive til en statue, men ikke til hvad som helst. Den mulighed, billedhuggeren har for at lave statuen, kan han virkeliggøre (akt).

Forskellen mellem akt og potens er ikke en væsensforskel, men en forskel i værensmåde, og da potens er relativ til akt, går akt logisk forud.

Aristoteles anvender sit akt/potens-skema på raffineret måde, fx i forbindelse med analyse af bevægelse og erkendelse. Alle størrelser er — aktuelt — noget bestemt, men — potentielt — noget andet; et grænsetilfælde er dog den rene akt, actus purus, som betegner det aristoteliske gudsbegreb; denne akt i absolut forstand er det formelle princip for, at noget overhovedet er virkeligt og erkendbart; den består i guddommens selvtænkning.

Se også Aristoteles, teologi (græsk) og ubevæget bevæger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig