stoicisme

For stoicismen er verden én sammenhængende og samvirkende enhed. Oversat til religiøst sprog vil det sige, at verden er Gud. Gud er erkendelig, delvis, som verdens struktur eller form, også som den udfolder sig i tiden (se skæbne).

Verden udvikler sig fra en total og enkel enhed, en lystilstand, til den komplekse enhed i mangfoldigheden af genstande i bevægelse, som mennesket kender som sin verden. Gennem ekpyrosis, verdensbranden, er verden på vej mod en sammensmeltning i en ny lystilstand.

Verdensenheden spejles i mindre enheder, stærkere eller svagere i aktivitet. Dette fører i fysikken til et princip om stadig bevægelse af materien efter bestemte mønstre.

Tomt rum findes kun "uden for" verden som en mulighed for udvidelse under udviklingen mod lystilstanden. Med brug af senere fysiske begreber kan stoicisme således ses som en feltteori, modsat atomisternes partikelteori.

Mennesket spejler Gud i særlig forstand og særlig grad. Menneskets evne til at forme sig selv og, inden for naturlovenes og skæbnens rammer, sine omgivelser viser sig i dets tanke- og kommunikationsevne (se også oikeiosis og synkatathesis).

Som Gud har "omsorg" for sig selv og den verden, han har skabt, således har mennesket og andre levende væsener omsorg for sig selv, selvopholdelsesdrift.

En særlig omsorg har mennesket for sine medmennesker; den stoiske tanke om menneskehedens broderskab ses fx afspejlet i apostlen Paulus' tale på Areopagos i Athen (Ap.G. 17,26-28), hvor han citerer den græske digter Aratos fra Soloi, og i den stoiske tolkning af citatet homo sum, humani nil a me alienum puto ('jeg er et menneske, jeg anser intet menneskeligt for fremmed for mig').

Aktivt engagement i samfundslivet kan den enkelte kun opnå ved en indre suverænitet i samspillet mellem tanke og drift; udtrykket stoisk ro henviser hertil (jf. græsk apatheia, se apati).

Det etiske ideal er denne tilstand af fuldgyldighed som menneske: at leve i overensstemmelse med naturen, dvs. med verdensfornuften, det guddommelige logos. Det er en karakter af duelighed eller dyd (græsk arete, latin virtus).

Strengt taget er det gode kun menneskets ideale tilstand af fuldstændig overensstemmelse med verdensstrukturen. Men det må i vor ufuldkomne verden nødvendigvis være muligt for mennesket at gøre fremskridt i moralsk henseende, dvs. i selverkendelse og selvbeherskelse, i forståelse af verdens sammenhæng og i vekselvirkning med medmenneskene.

Fra denne synsvinkel er de enkelte handlinger af større eller mindre værdi (græsk axia) i forhold til opnåelse af den højeste, mest naturlige tilstand. Som moralfilosofisk grundbegreb er værdi således af stoisk oprindelse. Selvom det stoiske menneske ikke har nået idealtilstanden, kan det vælge blandt handlemuligheder ud fra rationel overvejelse.

Logikken handler om menneskets mulighed for i tanke og sproglig formulering at rekonstruere, artikulere verdens opbygning. Dette sker gennem perception og dennes behandling gennem begrebsdannelse, der igen styres af visse medfødte tankebaner (koinai ennoiai).

Den stoiske formelle logik i moderne forstand, især sætningslogik og grundlæggende tolkninger af prædikatslogikken, er først blevet forstået i nyere tid, om end man finder indirekte virkninger i middelalderen. Også semantikkens nu klassiske tredeling i tegnudtryk, tegnindhold og denotation er en arv fra stoicismen. I det hele taget gælder, at mange skolefag, ikke mindst humanistiske, har deres systematik fra stoiske lærebøger, fx grammatik, retorik og litteraturvidenskab.

Stoicismen videreførte Platons og Aristoteles' tænkning og metoder og modtog påvirkning fra den kyniske og megariske filosofi. Siden hen påvirkede den i talrige enkeltheder nyplatonismen og mange kristne senantikke tænkere, fx Tertullian og Origenes.

• Den ældre stoicisme, dvs. tidsrummet ca. 300-150 f.v.t., rummer hovednavnene Zenon, Kleanthes og Chrysippos.
• Den mellemste stoicisme, ca. 150 f.v.t. til kort efter Kristi fødsel, tæller de græske filosoffer Panaitios og Poseidonios; gennem undervisning knyttede de forbindelse til ledende romerske statsmænd, heriblandt Cicero.
• Den yngre stoicisme blev i århundrederne efter Kristi fødsel repræsenteret ved enkeltpersoner af forskellig nationalitet og position: Romere som Seneca d.y. og Musonius Rufus, grækeren Epiktet, der var frigiven slave, og kejser Marcus Aurelius.

I renæssancen dukkede stoicismens indflydelse atter op, især gennem Cicero og Seneca, hvis værker blev læst i skolerne. Allerede før den nederlandske filolog Justus Lipsius (1547-1606) bidrog til udviklingen af den kristne stoicisme med en stor udgave fra 1605 af Senecas filosofiske skrifter, havde Erasmus af Rotterdam og Michel de Montaigne formidlet stoisk tankegods.

Stoisk moralfilosofi blev anset for at være mere overensstemmende med kristendommen end den aristoteliske. I Danmark udgav juristen Heinrich Ernst i Sorø Senecas De ira (1652, Om vrede), og Birgitte Thott oversatte Senecas moralfilosofiske skrifter til dansk (1658).

I 1600-tallet repræsenterede Hugo Grotius, Herbert of Cherbury mfl. den kristne stoicisme; også mere religiøst frisindede som François de La Mothe Le Vayer, dronning Kristina af Sverige og Baruch de Spinoza var påvirket af stoicismen, der udgjorde et fælles grundlag for store dele af 1500- og 1600-tallets europæiske åndsliv.

Naturretten og deraf følgende overvejelser om menneskerettighedernes begrundelse er en fortsættelse af den stoiske samfundsfilosofi med drømmen om et broderskabssamfund.

• filosofi