Faktaboks

Henri Matisse

Henri Émile Matisse

Født
31. december 1869, La Cateau-Cambrèsis
Død
3. november 1954, Nice

Henri Matisse var en fransk maler, papirkunstner og billedhugger. Han blev en af det 20. århundredes betydeligste og mest indflydelsesrige kunstnere.

De tidlige år

Den syge dreng

Matisse voksede op i den lille by Bohain-en-Vermandois i Picadiet, hvor drengens far drev en kombineret isenkram- og kornforretning, mens hans kreativt begavede mor bl.a. lavede skulpturelt formgivne hatte, dyrkede porcelænsmaleriet og interesserede sig for billedkunst. Drengen var i opvækstårene svagelig og ofte ramt af sygdom. Han var især plaget af tilbagevendende anfald af blindtarmsbetændelse, som man dengang ikke kunne helbrede ved operation, men som blev holdt nede med antibiotisk behandling. Efter almindelig skolegang i Bohain gennemgik drengen en gymnasieuddannelse i den større by Saint-Quentin.

Ung jurist

På grund af den unge mands svage helbred gjaldt det om at finde et relativt skånsomt erhverv til ham. Faren fik ham anbragt som kontorist hos en lokal sagfører, der rådede ham til at gennemgå en universitetsuddannelse som jurist i Paris. Rådet blev fulgt, og den unge mand blev vildt betaget af hovedstadens liv, men kedede sig til gengæld bravt mht. sit jurastudium. Endnu på dette tidspunkt følte han sig ikke tiltrukket af billedkunsten og besøgte ikke storbyens kunstsamlinger. Efter at have afsluttet sin juridiske eksamen vendte Matisse tilbage til Picardiet, hvor han fik arbejde på et advokatkontor i Saint-Quentin.

Opdagelsen, der ændrede hans liv

Pludseligt og ved en tilfældighed rykkede billedkunsten i centrum for hans opmærksomhed. Det skete, da han i vinteren 1889 fik et særlig heftigt anfald af blindtarmsbetændelse og måtte rekreere sig i længere tid hjemme hos forældrene. En nabo, som var hobbymaler, foreslog ham at fordrive kedsomheden under sin rekonvalescens med at male, og den unge mands mor øjnede her muligheden for at vække sønnens interesse for kunsten: hun forærede ham et sæt malergrej, så han var fuldt udstyret til at afprøve sine evner som billedkunstner. Forsøget blev en succes: da den unge mand havde malet i nogle måneder var han så optændt af begejstring, at han nu slet ikke mere ville lave noget som helst andet!

Kunstneruddannelsen i Paris

Bouguereau

Den kunstneriske ildhu holdt ved, og Matisse bad i 1891 indtrængende sine forældre om økonomisk støtte til at forsøge sig med en kunstnerisk uddannelse i Paris. Han ville ind på det nationale kunstakademi École des Beaux-Arts. For at blive optaget på akademiet skulle han igennem en forberedende skoling i Acadèmie Julian, hvor han bl.a. blev undervist af den navnkundige akademiske maler Adolphe-William Bouguereau, der dog ikke fandt den unge mand særlig talentfuld. Matisse dumpede da også til optagelsesprøven på Kunstakademiet i 1892. Ved samme tid mistede han troen på det bæredygtige i de kunstidealer, som prædikedes af lærerne på det officielle akademi: menneskekroppen skulle her fremstilles med omhyggelige udpenslinger af alle anatomiske detaljer, og Matisse følte sig i tiltagende grad fremmed overfor denne pedantiske målsætning.

Moreau

Selv om han var dumpet, fortsatte han imidlertid med at arbejde på en optagelse hos en af akademiets andre professorer. En spændende mulighed, han havde fået øje på, var Gustave Moreau, der netop var ansat. Moreau's kunst kunne med rette betegnes som symbolisme, d.v.s. som tilhørende en af tidens virkelig nyskabende tendenser. Matisse henvendte sig til Moreau, der straks inviterede ham til at komme og arbejde i sit skoleatelier. Kemien mellem de to var med andre ord i orden fra starten. I stedet for at presse sine elever til at overtage hans egen arbejdsmetode og kunstneriske stil, opmuntrede Moreau dem til at finde deres egen vej, dels ved at studere de gamle mestre på Louvre, dels ved at tage skitser af livet i byens gader. Og selv om han ikke selv yndede de mest yderligtgående moderne tendenser i tidens kunst, talte han i modsætning til sine professorkolleger ikke nedsættende om de moderne strømninger. Moreaus frie og individuelt udviklende undervisning blev en afgørende kunstnerisk igangsætter for Matisse, og det er på den baggrund forståeligt, at han livet igennem altid omtalte Moreau med dyb taknemmelighed.

Fra den 1. april 1895 fik den unge elev i Moreaus atelier langt om længe officiel status som elev på akademiet. I denne vigtige uddannelsesperiode hos Moreau knyttede han venskab med en række andre elever, som skulle blive hans kampfæller i den gruppe, der nogle år senere skabte den nye kunstretning fauvismen. Det var folk som Albert Marquet, der blev en særlig nær ven af Matisse, samt Henri Charles Manguin og Charles Camoin. Flere nye kunstnerkammerater sluttede sig til kredsen i de følgende år, bl.a. André Derain, Georges Braque, Raoul Dufy og Maurice de Vlaminck. Matisse var nogle år ældre og mere moden end de fleste af sine nye venner, og de kom naturligt til at opfatte ham som kredsens lederskikkelse.

Luksus, ro og vellyst

Matisse var fortsat elev hos Moreau frem til året før dennes død i 1898. Et godt eksempel på sin udtryksform i disse tidlige år gav han med billedet af Gustave Moreaus skoleatelier fra 1895. I forgrunden poserer en stående kvindelig nøgenmodel på et podie, omgivet af malende elever. Scenen er lys- og farvefattig, hyllet i en atmosfære af kolde gråtoner, som her og der tilføres lidt varmende stænk af gul okker. Figurerne remtræder slørede og stærkt forenklede.

Disse form- og farvemæssige grundtræk kendetegnede hans maleri frem til årtiets slutning. Han arbejdede i den periode intensivt på at forbedre begge dele, men det blev først i årene efter århundredeskiftet, at en mere karakterfuld figurtegning og en anderledes farverig kolorit lidt efter lidt begyndte at gøre sig gældende i hans billeder. Han blev med årene stadig mere optaget af at tilegne sig postimpressionismens stærke kolorit, som han havde opnået en forståelse af gennem mødet med den australsk fødte impressionistist John Peter Russell, der var en god ven af Claude Monet og havde malet sammen med Vincent van Gogh. Matisse blev optaget af at forene Paul Cézannes rendyrkelse af det maleriske med den udtryksfulde heftighed i Vincent van Goghs ekspressionisme, den ornamentale fladeorganisering i Paul Gauguins syntetisme og den vibrerende vitalitet i Georges Seurats og Paul Signacs pointillisme.

Matisse blev grebet af et ambitiøst ønske om at sammenfatte sine nye kunstidealer i et passende monumentalt "programbillede". Den afgørende tilskyndelse i den retning blev et sommerophold i Saint-Tropez, hvor Matisse var gæst hos Signac i dennes villa og tillige traf en anden betydelig neo-impressionist, Henry-Edmond Cross. Samværet med disse to førte direkte til at Matisse malede et af sine tidlige hovedværker, den store pointillistiske fremstilling fra 1904-05 af nøgne kvinder på stranden ved Saint-Tropez, som fik titlen Luxe, calme et volupté ('Luksus, ro og vellyst'. Musée d'Orsay, Paris) efter omkvædet i Baudelaires digt Invitation au Voyage ('Invitation til en rejse'). Matisse viste det nye værk på Salon des Indépendants i 1905. Signac så det dér, købte det omgående, og havde det resten af sine dage hængende på væggen i Saint-Tropez-villaen.

Den unge kunstners nære tilknytning til neo-impressionismen blev dog meget kortvarig. Hans tilnærmelse til denne kunstretning blev stærkt kritiseret af Louis Vauxelles, en af de få anmeldere, der ellers var ham venligt stemt. Vauxelles fandt, at Matisse her havde forvildet sig ud i eksperimenter, der måske nok var seriøse, men ikke var i overensstemmelse med hans individuelle karakter. Matisse tog denne kritik til sig, fordi han allerede selv havde indset, at neo-impressionismen var en disciplinerende spændetrøje, som ikke gavnede hans videre personlige udvikling. Allerede de billeder, han udstillede på Salon d'Automne nogle måneder senere, viste, at han nu var på vej i en ganske anden, langt mere individuel retning.

"Vilddyrene" på Salon d'Automne 1905

Matisse udstillede dette år på eftersårssalonen sammen med alle sine føromtalte, unge kunstnervenner. Deres udstillingsbidrag bestod for hovedpartens vedkommende af meget heftigt ekspressive og farvestærke lærreder, som forargede de fleste kunstanmeldere meget eftertrykkeligt og fik en af dem til at betegne de unge udstillere som en flok "fauves" ("vilde dyr), hvilket gav anledning til, at den nye kunstretning, de var i færd med et skabe, fik betegnelsen fauvisme.

Blandt de værker Matisse udstillede, skal her fremhæves to, som især pådrog sig krtikernes voldsomme vrede, Kvinde med hat eller Åbent vindue i Collioure, begge fra malet i sommeren 1905. Det var et par veritable "farveorkaner", hvis uhæmmet stærke kolorit brød broerne til den farvekultur, Matisse havde taget i arv fra post-impressionismen.

(mere om kunstnerens udvikling 1905-07)

Endnu i 1905 var Matisse på vej væk fra det pointillistiske maleri, på nod en modnende, egen billedstil, som det bl.a. ses i Portræt af Madame Matisse også kaldet Den grønne stribe (1905, Statens Museum for Kunst).

Livsglædens maler

Med originalitet og beslutsomhed gik Matisse nu efter sit nye og helt centrale kunstneriske mål: kunstværket skulle udformes som et farveglødende maksimum af livsbekræftende sanselighed. Den kunst, han ville skabe, skulle fra nu af være en fest for øjet og en oplivende adspredelse for sindet. Matisse ville nu frem for alt skabe kunst med mentalhygiejniske potentialer. Eller som han i 1908 formulerede det i sit vigtige skrift Notes d’un peintre:

"Det, jeg drømmer om, er en ligevægtig, ren og rolig kunst, helt uden bekymrende eller deprimerende indhold, en kunst, som for enhver, der er mentalt bebyrdet, eksempelvis for forretningsmanden eller for litteraten, kan være lindrende, beroligende for sindet, noget i retning af en god lænestol, der yder afslapning for fysisk træthed".

Endnu i 1905 var Matisse på vej væk fra det pointillistiske maleri, på nod en modnende, egen billedstil, som det bl.a. ses i Portræt af Madame Matisse også kaldet Den grønne stribe (1905, Statens Museum for Kunst).

Livsglæden

Den udtryksfulde penselskrift forbandt sig i tiltagende grad med en mere monumental og dekorativ organisering af billedfladen. Eksempler på denne ornamental-ekspressive form er Livsglæden (1905-06, Barnes Foundation, Merion, Pennsylvania) og Luksus I (1907, Statens Museum for Kunst). I hovedværker som Det røde værelse (1908, Eremitagen, Sankt Petersborg) og Dans II (1910, samme sted) rendyrkede han sin ornamentale fladestil.

1913-17 blev formgivningen strengere, enklere og mere arkitektonisk, til dels under indtryk af den strammere formdisciplin, der prægede samtidens kubisme. Bemærkelsesværdige eksempler er Åbent vindue (1914, Musée national d'art moderne, Paris) og Badende (1916-17, The Art Institute of Chicago).

I 1917 flyttede Matisse fra Paris til Nice, hvor han i det milde Middelhavsklima genfandt den lyse og livsbekræftende sensualisme, der gav sig udtryk i Dekorativ figur på ornamental baggrund (1925-26, Musée national d'art moderne, Paris). Efter ca. 1925 ændrede Matisse ikke sit maleri væsentligt, men bearbejdede tidligere stiltræk, fx i den såkaldte nyfauvistiske tendens i slutningen af 1930'erne.

Livet igennem var han en særdeles produktiv papirkunstner, og hans mange tegninger og grafiske arbejder viser en sikker udnyttelse af linjens ekspressive egenskaber. I sine sidste leveår arbejdede han især med de såkaldte découpages, gouachebemalede papirklip, fx det monumentale Zulma (1950, Statens Museum for Kunst).

I en stor del af sit liv udfoldede Henri Matisse sig tillige som billedhugger; allerede omkring århundredskiftet skabte han sine første markante bronzeskulpturer. Hans hovedværk på området blev Ryggen I-IV, en serie tiltagende abstrakte bronzerelieffer skabt 1909-31. I 1943 flyttede han til Vence i Sydfrankrig, hvor han 1948-51 formgav og udsmykkede dominikanernonneklosteret Chapelle du Rosaire.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig