ekspressionisme - billedkunst

Ekspressionisme – billedkunst, Ekspressionismen i billedkunsten fik sin mest prægnante udfoldelse i Tyskland og Frankrig fra ca. 1905 og kulminerede i årene op til 1. Verdenskrigs udbrud i 1914.

Fælles for ekspressionistiske kunstnere var ønsket om at erstatte naturalismens objektive fastholdelse af sanseindtryk med det diametralt modsatte:

En subjektiv udtrykskunst, der alene skulle spejle det skabende individs indre realiteter, herunder de forvandlinger, sansebilledet af den ydre virkelighed gennemgik som led i kunstnerens mentale univers.

Hvert eneste ekspressionistisk billede blev dybest set en afbildning af kunstnerens aktuelle sindstilstand, anskueliggjort ved dens prægning af billedets motiv eller emne.

Med hævdelsen af det subjektive måtte ekspressionisternes billeder selvsagt blive forskelligartede. Alligevel fik den ekspressionistiske udtryksform visse almene grundtræk.

Der sås en gennemgående tendens til forenkling af de figurative billedkomponenter, som gerne blev fremstillet med stærke farver i store, relativt ubrudte flader. Penselføringen var oftest præget af udtryksfuld heftighed, og det ekspressive indhold søgtes intensiveret gennem en stærkt deformerende figurtegning, grænsende til karikatur.

Det var også generelt kendetegnende for den ekspressionistiske billedkunst, at den så godt som udelukkende kom til udfoldelse i maleri og grafik, mens den stort set ikke manifesterede sig i billedhuggerkunsten.

Den ekspressionistiske billedkunst havde sine rødder i visse sider af postimpressionismen i Frankrig, nærmere betegnet i de ekspressive opgør med impressionismens dyrkelse af sanseindtrykket, som Vincent van Gogh, Paul Gauguin og Henri de Toulouse-Lautrec havde realiseret.

Andre umiddelbare forudsætninger for ekspressionismen skabtes bl.a. af den belgiske maler James Ensor og ikke mindst af nordmanden Edvard Munch, hvis maleri Skriget (1893) nærmest blev retningens tableau manifeste.

Også ældre europæisk kunst fik inspirerende betydning for ekspressionisterne, især gotikkens udtryksfulde fremstillinger af Kristi lidelseshistorie; således blev Matthias Grünewalds Isenheimer-alter fra begyndelsen af 1500-tallet en af retningens ikoner. Endelig udgjorde naturfolkenes såkaldt primitive kunst et afgørende vigtigt inspirationsgrundlag.

I Frankrig opstod den egentlige ekspressionistiske bevægelse med fauvismen i 1905. Les fauves ('vilddyrene') samledes i Paris med Henri Matisse som ledende skikkelse; fremtrædende medlemmer var i øvrigt André Derain, Maurice de Vlaminck, Albert Marquet, Kees van Dongen, Raoul Dufy og Othon Friesz.

Selv om fauvisterne udtrykte sig i stærke farver og udtryksfulde deformationer, havde deres billeder generelt karakter af en udpræget dekorativ og harmonisk skønhedsdyrkende farvekunst.

Kun hos franske enspændere som Georges Rouault og Chaïm Soutine trængte tilværelsens dystre og hæslige sider igennem.

I Tyskland indledtes ekspressionismen i Dresden ligeledes i 1905, med dannelsen af kunstnerfællesskabet Die Brücke. De ledende skikkelser var Ernst Ludwig Kirchner, Karl Schmidt-Rottluff og Erich Heckel. Gruppen forøgedes de følgende år med Otto Mueller og Max Pechstein samt — en kort tid — Emil Nolde.

I modsætning til fauvismen fik Brücke-kunstnernes ekspressionisme generelt en meget heftig, aggressiv og disharmonisk udtrykskarakter. Deres billeder tilkendegav en dyb skepsis mht. fundamentale menneskelige livsværdiers beståen i det moderne samfund; både i form og indhold kredsede de om menneskets tabte oprindelighed i den såkaldte civiliserede verden og om nødvendigheden af at genvinde et nært og harmonisk forhold til naturen.

I 1911 stiftedes gruppen Der Blaue Reiter i München; dens toneangivende skikkelser Franz Marc, Wassily Kandinsky og Paul Klee lagde det afgørende grundlag for følelsers og sindstilstandes anskueliggørelse i nonfigurative udtryksformer og førte dermed ekspressionismen frem til ren abstraktion.

Fra Tyskland og Frankrig spredtes ekspressionistiske impulser til andre lande, hvor de dog ikke fik den samme gennemslagskraft. Eksempelvis opstod der aldrig nogen ekspressionistisk bevægelse i Danmark.

Fauvisternes farvekunst fik her inspirerende indflydelse på en række af modernismens pionerer såsom Harald Giersing, Karl Isakson og Edvard Weie.

Derimod gjorde påvirkninger fra den tyske ekspressionisme sig kun meget sporadisk gældende, fx har Nolde haft nogen betydning for bl.a. Jens Søndergaard og Oluf Høst.

Impulser fra tyske ekspressionister, der var emigreret til USA på flugt fra nazismen, gav stødet til udviklingen af abstrakt ekspressionisme, der også gjorde sig gældende i efterkrigstidens europæiske kunst, bl.a. i Cobrabevægelsens ekspressive spontanisme.