Faktaboks

Raoul Dufy
Født
1877
Død
1953

Raoul Dufy, 1877-1953, fransk maler og designer. Raoul Dufys tidlige arbejder er præget af den postimpressionistiske tradition, som han forlod efter mødet med fauvismen på Salon d'automne i 1905.

Under indflydelse af den tidlige kubisme og især af Georges Braque lagde han mere vægt på billedernes struktur for omkring 1910 at vende sig mod en mere dekorativ kunst.

Efter 1. Verdenskrig fandt Dufy sin karakteristiske udtryksform med flader af ofte lyse og livlige farver, hvorpå motivet er tegnet med en barok, levende streg domineret af arabesker.

Raoul Dufy illustrerede bøger, designede stoffer til franske modehuse, udførte forlæg til keramiske fliser og lavede scenografi. I sine sene værker, der ofte har motiver fra musikkens verden, bevægede han sig mod en ny enkelhed, der i nogle tilfælde tangerede det monokrome.

Læs mere om fransk kunst.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig