vilje

Vilje, i almindelighed en betegnelse for handleimpulser i alle faser, i særdeleshed for et bevidst og selvbevidst væsens evne til at overveje og beslutte sig for at udføre bestemte handlinger. Som sådan er viljen en evne til kontrol af egen adfærd, og en viljestyret eller voluntær handling opleves som personligt kontrolleret. Hvis en sådan oplevelse skal kunne regnes for reel og ikke kun indbildt, må handlingen indbefatte rimelig klar bevidsthed om situationen, målforestillinger, planer for målopnåelse, afvejninger af egne evner og ydre forhold samt et forsæt om at bringe handlemulighederne til udførelse, der kan fastholdes som målrettet stræben i eventuelle senere valg af andre handlemuligheder end de oprindelige.

Viljen opfattes ofte som en sjælsevne eller som en indre kraft, men den nyere filosofi og psykologi har forkastet disse opfattelser. At postulere eksistensen af en sjælesubstans, der er udstyret med en evne til at ville, eller at tale om en indre kraft, der udløser handlinger, synes at være intetsigende forklaringer på menneskelig adfærd, idet de ikke siger andet og mere, end at der foreligger viljeshandlinger, dvs. enten beslutninger, valg eller blot en mere eller mindre retningsbestemt higen eller stræben. Selvom vi meningsfuldt kan tale om, at en person udfører viljeshandlinger, er det ikke nødvendigvis meningsfuldt at lade substantivet vilje betegne en hypotetisk antaget årsag til, at vedkommende handler vilkårligt.

Den klassiske tredeling af sjælelivet i erkendelse, følelse og vilje er ikke afskaffet i moderne psykologi, snarere udvidet og sammenflettet. Således vil man i dag betragte viljen som én blandt mange former for motivation, der har erstattet vilje som det tredje led i tredelingen. Nogle hovedskikkelser i psykologiens undersøgelse af motivationens viljesmæssige område er tyskerne Narziss Ach (1871-1946) og Heinz Heckhausen (1926-88), amerikanerne William James, Kurt Lewin og Rollo May, den britisk-amerikanske William McDougall og østrigeren Otto Rank, men som helhed er det et mindre udforsket felt. Årsagen er formentlig, at det psykologiske spørgsmål om viljens væsen ofte er blevet overskygget af det mere filosofiske problem om, hvorvidt den er fri eller ej; endvidere kunne 1900-t.s to dominerende psykologiske strømninger, psykoanalyse og behaviorisme, ikke godtage eksistensen af en fri vilje. Psykoanalysen lagde vægt på de indre drifter og konflikter i det ubevidste, som man mente bestemte eller determinerede det, der oplevedes som viljeshandlinger, mens behaviorismen fremhævede de ydre påvirkningers dirigerende betydning. I den eksistentialistiske psykologi, den humanistiske psykologi og dele af de senere årtiers kognitionspsykologi opfattes individets selvstyrende formåen dog som en central faktor.

Fra den klassiske oldtid frem til nutiden findes der stort set to forskellige traditioner for opfattelsen af viljen, hvoraf den ene har sine rødder i stoicismen, den anden i den kristne gnosticisme. Den stoiske filosof Seneca betragtede viljen som et konstituerende element i den menneskelige psyke og som velbegrundet eller fornuftsbestemt stræben. Den anden opfattelse optrådte første gang hos Klemens fra Alexandria, der bestemte viljen som en af fornuften uafhængig kilde til handling, dvs. som et irrationelt element i mennesket. Omkring år 400 kom viljen til at indtage en fremskudt plads i Augustins lære om mennesket; menneskets liv er ifølge Augustin bestemt af vilje og af søgen efter at opnå det efterstræbelsesværdige, dvs. af kærlighed, og kærligheden og viljen er et og samme. Dertil kom, at Augustin opfattede erkendelse som en viljesakt.

Forholdet mellem vilje og fornuft blev et af middelalderens store diskussionsemner. Voluntarister som Johannes Duns Scotus og hans tilhængere hævdede viljens primat: Det gode og det sande er godt og sandt, fordi Gud vil det (se voluntarisme). Intellektualister som Thomas Aquinas og thomisterne hævdede derimod fornuftens primat: Gud vil det, som han har erkendt er godt og sandt. Den middelalderlige voluntarisme genfindes som politisk teori hos Machiavelli og Hobbes, der opfattede retsregler som udtryk for magthaverens vilje, og kan spores i 1900-t.s retspositivisme.

I den holstensk-danske filosof J.N. Tetens' psykologiske tredeling i 1770'erne blev erkendeevne, følelse og vilje ligestillet som selvstændige elementer i den menneskelige konstitution. Kort tid senere bestemte Kant den gode vilje (eller den moralske vilje) som den fornuftsbestemte vilje eller som den handlende fornuft. I 1800-t. opfattede J.G. Fichte viljen som identisk med jeget; hos Schopenhauer blev den blinde, irrationelle vilje til liv og til bevarelse af den inderste kerne i den organiske og uorganiske verden. Nietzsche lod den irrationelle vilje til magt være drivkraften bag al menneskelig teoretiseren og handlen.

Viljens frihed

De græske og romerske filosoffer i den klassiske oldtid opfattede viljen som en specifik menneskelig evne til at handle frit eller til at handle ud fra fornuftsgrunde, modsat dyrene, der handler ud fra instinkter og behov. Siden renæssancen er denne opfattelse af den menneskelige viljes frihed blevet draget i tvivl.

Det filosofiske problem om viljens frihed er således gammelt. Gennem den vestlige filosofis historie er de samme hovedpositioner og grundlæggende tankegange dukket op i nye skikkelser i takt med ændringer i verdensbilledet og i de moralske og politiske forestillinger.

Problemet har form af et dilemma, en konflikt imellem to opfattelser, som begge synes dybt rodfæstet i menneskelig tænkning. På den ene side er det almindeligt antaget, at mennesket selv har truffet afgørelsen, når en af flere handlemuligheder realiseres: at mennesket altså besidder en fri vilje. Denne antagelse afspejles i en lang række tænkemåder og adfærdsmønstre, fx det, at man gør personer ansvarlige, roser og belønner eller bebrejder og straffer dem for deres handlinger. På den anden side er det almindeligt at betragte mennesket som underlagt forskellige magter eller omstændigheder, som det ikke selv er herre over. Man har fx anset det for skabt og regeret af guder/Gud eller styret af skæbnen, stjernerne eller forsynet. Dette er en form for determinisme: Alt, hvad der sker, er fastlagt og bestemt af forudgående årsager. Se også nødvendighed.

I moderne tid er andre former for determinisme end den religiøse blevet dominerende. Mennesket opfattes nu mere som underlagt naturlovene og som et produkt af "arv og miljø", dvs. af sin biologiske arv og de sociale omstændigheder; dette synspunkt blev fx hævdet i 1820'erne af den danske mediciner F.G. Howitz (se Howitzfejden). I de sidste par hundrede år har de omstændigheder, der udpeges som determinerende faktorer, vekslet, alt efter hvilke videnskabelige discipliner (og politiske ideologier) der har været fremherskende. Fx har landvindingerne inden for genetikken i 1990'erne inspireret en biologisk determinisme, mens man i 1970'erne lagde mere vægt på sociale faktorer, blandt andet under indflydelse af marxismen.

Diskussionens hovedpositioner

De mange forsøg gennem tiderne på at løse eller på anden måde tage stilling til problemet om viljens frihed kan inddeles i tre overordnede typer. 1) Den "hårde determinisme" eller necessarismen (nødvendighedslæren) benægter eksistensen af viljens frihed, som den anser for en illusion, et udtryk for ønsketænkning eller for det enkelte menneskes (fejlagtige, men forståelige) fornemmelse af at være verdens og begivenhedernes centrum. Derfor anbefaler tilhængerne, at vi ændrer, eller i hvert fald omfortolker, vores moralske praksis, fx ved at opfatte straf som et rent opdragelses- og forebyggelsesredskab, der ikke forudsætter, at forbryderen er skyldig eller dadelværdig i egentlig forstand. 2) Libertarismen (frihedslæren) benægter omvendt, at determinismen gælder uindskrænket; den tillægger mennesket en evne til i særlige situationer at handle uden nogen ydre årsag. Synspunktet kendes fra Descartes, Kant, Nicolai Hartmann, J.-P. Sartre mfl.

Endelig findes der 3) forskellige former for koncilianisme eller kompatibilisme (forenelighedsteorien eller "blød determinisme"), der afviser, at de to grundiagttagelser — viljens frihed og determinismen — strider mod hinanden. Ifølge kompatibilismen skal frihed blot forstås som handlefrihed, dvs. frihed fra ydre tvang: Man er fri, hvis man uhindret kan gøre, hvad man vil, uanset om dette har dybereliggende årsager, fx éns natur eller opdragelse. Frihed er for en kompatibilist ikke et spørgsmål om årsagsløshed, men om, hvorvidt en handling har de rigtige årsager, om den beror på den handlendes eget ønske og ikke fx på, at en forbryder har rettet en pistol mod én.

Grundtankerne i den moderne kompatibilisme kan føres tilbage til Thomas Hobbes, David Hume mfl., men synspunktet kendes navnlig fra moderne analytisk filosofi, fx G.E. Moore og A.J. Ayer. Beslægtede synspunkter optræder allerede i antikken. Kristne tænkere har ofte haft sympati for en form for kompatibilisme, fordi den ortodokse kristendom både anerkender viljens frihed og determinismen: Mennesket hævdes at være skabt af Gud, der er almægtig og således ansvarlig for alt, hvad der sker; samtidig menes det at være syndigt og dermed at have gjort sig fortjent til straf (se også arvesynd). I oldkirken var Pelagius blandt dem, der søgte at opløse dette tilsyneladende paradoks ved at afvise religiøs determinisme (se pelagianisme). I De libero arbitrio (Om den frie vilje) forsvarede Augustin på sin side det ortodokse synspunkt med argumenter, der minder om moderne kompatibilisme. I 1200-t. søgte Thomas Aquinas at løse problemet ved at skelne mellem Guds tidløse måde at anskue verden på og menneskets begrænsede, tidsbundne perspektiv.

Reformationen lagde klar afstand til den katolske kirkes kompatibilisme og foretrak en "hårdere" determinisme. Protestantismen i luthersk regi betoner gerne menneskets afmagt, og såvel læren om prædestination som retfærdiggørelseslæren har et stærkt deterministisk præg; jf. også Luthers stridsskrift De servo arbitrio (1525, da. Om den trælbundne vilje, 1983) rettet imod Erasmus af Rotterdams De libero arbitrio (1524, Om den frie vilje).

Mellemformer

Nogle filosoffer, heriblandt stoikerne, Spinoza og Hegel, har ment, at frihed er en slags indsigt i nødvendigheden. Mennesket er ikke frit i den forstand, at det kan ændre verdens gang, men når det erkender, at alt, hvad der sker, er både godt og nødvendigt, kan det ikke længere nære ønske om, at tingene skulle være anderledes. Eksistensfilosoffer som Kierkegaard og Heidegger mener tilsvarende, at man kan opnå en form for frihed ved at identificere sig med, "sige ja til" den person, omstændighederne har gjort en til (jf. også Nietzsches idé om, at man skal "elske sin skæbne", amor fati).

Et andet forsøg på at "redde" viljens frihed uden at hævde, at mennesket står uden for de naturlige årsagssammenhænge, er den epistemiske (dvs. erkendelsesmæssige) indeterminisme: Selvom alt skulle være determineret, vil begivenhedernes gang aldrig kunne forudsiges. Karl Popper har argumenteret for dette ud fra en idé om, at opnåelsen af ny viden, som er en afgørende faktor i udviklingen af den menneskelige virkelighed, ikke kan forudsiges; Villy Sørensen understreger et lignende synspunkt i sin bog Den frie vilje. Et problems historie (1992).

Den epistemiske indeterminisme kan dog næppe løse problemet om viljens frihed. Problemet drejer sig ikke så meget om, hvorvidt ens handlinger faktisk lader sig forudsige, hvilket rigtig nok er højst usandsynligt, men derimod om, hvorvidt de i det hele taget er forudbestemte og dermed ikke for alvor kan siges at være ens egne. Den epistemiske indeterminisme kan således heller ikke retfærdiggøre, at vi bebrejder og straffer andre for deres handlinger.

Noget lignende kan indvendes imod kompatibilismen, som nok tillægger mennesket en vis frihed, men samtidig implicerer, at det ikke i sidste instans har været op til den enkelte at bestemme, hvorledes hun/han kommer til at handle. At identificere frihed med fravær af ydre tvang harmonerer godt med den gængse juridiske og politiske praksis, men filosofisk set virker kriteriet vilkårligt. Enhver form for tvang, ydre såvel som indre, må flytte ansvaret fra den handlende selv over på omstændighederne; Kasper Lippert-Rasmussen (f. 1964) har i bogen Viljens frihed og moralsk ansvar (1999) argumenteret for dette synspunkt.

Naturvidenskabens succes i 1800-t. gjorde determinismen populær og trængte tilhængerne af viljens frihed i defensiven. Et klassisk udtryk for en naturvidenskabeligt inspireret determinisme er den franske fysiker Laplaces beskrivelse af, hvordan et uendeligt intellekt, som kender alle naturlove mv., ville kunne forudsige verdens gang (se Laplaces dæmon).

I 1900-t. synes det snarere at være indeterminismen, der har fundet støtte i naturvidenskaben, specielt i kvantefysikken, hvor man opererer med årsagsløse processer. Det er imidlertid omstridt, om dette har nogen større relevans for problemet om viljens frihed. Det egentlige problem for tilhængerne af antagelsen af viljens frihed er nemlig ikke determinismen som sådan, men derimod vanskeligheden ved at forklare, hvori viljens frihed overhovedet skulle kunne bestå: En handling uden nogen årsag synes at være udtryk for utilregnelighed snarere end for frihed. Og en handling, hvis årsager tydeligt kan belyses, synes uvægerligt at pege i retning af, at ansvaret for handlingen glider den handlende af hænde.

Ved begyndelsen af 2000-t. findes der fortsat repræsentanter for alle tre hovedpositioner i diskussionen om viljens frihed. Kompatibilismen, forenelighedsteorien, synes at fremstå som den mest attraktive teori, men den er stillet over for vægtige indvendinger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.