Seneca d.y. var jævnaldrende med Jesus. Senecas realpolitiske erfaring føjer en særlig dybde til hans stoiske fortolkning af den moralske konflikt mellem realpolitik og humane idealer. Denne kopi af et ukendt originalportræt fra Senecas egen levetid er del af en ca. 30 cm høj dobbeltherme, der til den modsatte side viser Sokrates; dobbelthermen er udført i 200-t. til et bibliotek, hvor den har været placeret på hylderne med romersk og græsk filosofi. Staatliche Museen zu Berlin, Antikensammlung.

.

Seneca d.y., egl. Lucius Annaeus Seneca, født i Corduba (Córdoba) i Spanien ca. 4 f.Kr., død nær Rom april 65, romersk filosof, forfatter, politiker.

Han var den mellemste af Seneca d.æ.'s tre sønner og tilhørte ridderstanden. Sin uddannelse, først retorisk, siden filosofisk, modtog han i Rom, hvor hans ry som taler vakte kejser Caligulas skinsyge; han havde tidligt succes som advokat. Under Claudius blev han tvunget i eksil på Korsika (41-48). Herfra blev han kaldt hjem af Agrippina, der overdrog ham opdragelsen af sin søn Nero og promoverede ham politisk.

Seneca havde skrevet den noget dobbeltbundede tale, som den 16-årige Nero holdt ved Claudius' begravelse. De første fem år af Neros regeringsperiode betegner højdepunktet af Senecas indflydelse, og han blev meget velhavende.

62-65 levede han tilbagetrukket på sine ejendomme, helt optaget af sit forfatterskab; således gælder det for både Cicero og Seneca, at deres største filosofiske produktivitet ligger hen imod slutningen af deres liv, hvor de begge levede i indre eksil.

I 65 blev Seneca tvunget til at begå selvmord, anklaget for medskyld i Pisos sammensværgelse mod Nero. Senecas død var, ifølge Tacitus, båret af munter standhaftighed. Også mens han levede på magtens tinder, havde Seneca brug for sin stoiske filosofi, dels for at overvinde sin egen modgang (den mangeårige svagelighed, det syvårige eksil på Korsika) og medgang (rigdommen og dens fristelser), dels for at tæmme sin myndling Nero og hans følsomme, tyranniske sind.

I Senecas liv og værk indgår den radikale, ja rigide stoiske filosofi personalunion med et smidigt, nærmest kamæleonagtigt individ. I kraft af sin mangesidede begavelse, sin skærende stil og sin nærmest uhyggelige klogskab blev Seneca Roms førende kulturpersonlighed i tidlig kejsertid. Kritikere i hans samtid og senere har hæftet sig ved uoverensstemmelsen mellem hans liv (overdådighed) og lære (enkelhed) og ved hans forførende, suggestive stil.

De bevarede værker kan inddeles i prosa og poesi. Den første danske oversættelse af de moralfilosofiske prosaværker udsendte Birgitte Thott i 1658. Værkernes relative og absolutte kronologi er omdiskuteret.

1) De såkaldte Dialogi i 12 bøger: Om forsynet, Om den vises standhaftighed, Om vrede i tre bøger (2. bog da. 1976), Trøsteskrift til Marcia (da. 1906), Om det lykkelige liv, Om tilbagetrukkethed (otium), Om sindsro (da. 1976), Om livets korthed (da. 1996), Trøsteskrift til Polybius, Trøsteskrift til min moder Helvia.

Genren dialogus hos Seneca minder snarere om en diatribe end om en Platon-dialog. Senecas Dialogi blev sammen med andre af hans skrifter beundret af Montaigne og har været en vigtig inspiration for det moderne essay.

I trøsteskrifterne er det en pointe, at det ikke er livets længde, men dets dybde, der tæller, og at man ikke må slutte fra "den grusomme død" til en grusom verdensorden.

Verden beherskes af et nådigt forsyn, en immanent gud, der viser sig i den ordnede stjernehimmel, som man må nære sin fromhed ved at beskue. Skriftet om sindsro analyserer stress; den vises standhaftighed prøves bl.a. på hans evne til at modstå fornærmelser; vrede er for en stoiker ubetinget et onde og må ligesom andre affekter overvindes og udryddes.

2) I skriftet Om mildhed (da. 1976), et fyrstespejl til Nero, betones monarkens pligt til clementia, en holdning, som med sin hensyntagen til det individuelle tilfælde ligger nærmere ved billighed (aequum) end ved retfærdighed (justum).

3) Om velgerninger i syv bøger er en socialpsykologisk undersøgelse af taknemmelighedsbånd o.l. Værket er rigt på eksempler på pligtkollisioner og samvittighedskonflikter. Idéen om menneskets umistelige rettigheder hævdes.

4) Moralske Breve til Lucilius (da. 1927) behandler de samme emner som Dialogi, men med brevformens jeg-du-varme fra den ældre til den yngre. Om der ligger et fortløbende pædagogisk-filosofisk program bag de 124 epistler, er omdiskuteret.

5) Naturvidenskabelige problemer i syv bøger undersøger fænomener som bisole, Niloversvømmelser, jordskælv og kometer. Forsynet prises.

Den korte menippeiske satire over kejser Claudius' apoteose (græskarliggørelse, gr. apokolokyntosis, da. 1990, 1998) er en blanding af poesi og prosa.

Senecas poetiske hovedværk er hans otte tragedier (som han ikke omtaler i sine prosaværker): Den Rasende Hercules, Trojanerinderne, Fønikerinderne, Medea, Fædra, Ødipus, Agamemnon, Thyestes (da. 1977). Hercules på Øtabjerget er måske ikke af Seneca, og Octavia (da. 1984), der traditionelt medregnes, stammer ikke fra Senecas hånd.

Både dramaturgi og tankeindhold afviger fra de klassiske græske tragikere. Seneca har dog ikke omtolket de gamle myter i retning af opbyggelig stoisk forsynstro; det er et grusomhedens teater om hævnbegær og brunst i tyranniske sind, elsket på Shakespeares tid og genopdaget i 1900-t., hvorimod romantikerne afviste disse dramaer som hul deklamation, koldt paradoksmageri. Prægnans og patos forener Senecas prosa og poesi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig