prædestination

Prædestination, (af præ- og lat. destinatio 'bestemmelse', af destinare 'fastsætte, bestemme'), forudbestemmelse, teologisk betegnelse for Guds udvælgelse af visse individer eller grupper til frelse; denne udvælgelse ligger forud for fødslen.

I GT omtales Israel som Guds udvalgte folk (fx 5.Mos., kap. 32), og der tales om "livets bog" (fx Sal. 69,29). I NT findes antydninger i fx Matth. 20,23 og Joh. 10,29, mens Guds forudbestemmelse klart er udtrykt af Paulus (Ef. 1,3-14; 2.Tim. 1,9) og synes at være forudsat i hans argumentation i Rom. (fx 8,28ff.).

Den kristne lære om prædestination fik sin grundform i Augustins teologi fra ca. 400; i striden med pelagianerne fastholdt Augustin, at Guds forudbestemmelse er den afgørende grund til, at mennesker kommer til tro på Kristus og opnår frelsen. For hans modstandere havde prædestination derimod form som Guds evige erkendelse af hvert enkelt menneskes opfyldelse af de guddommelige bud.

Skønt Augustins opfattelse officielt sejrede, var en afsvækket form for pelagianisme (semipelagianisme) alment udbredt. Konflikten mellem de to opfattelser levede videre i den senere kirkes historie og er især karakteristisk for den vestlige kirke. I middelalderen havde den augustinske opfattelse adskillige fortalere (fx Gottschalk, Thomas Aquinas, Thomas Bradwardine, Gregor af Rimini), men flere forfægtede en stærkt modificeret semipelagiansk opfattelse (fx Johs. Scotus Eriugena, Bernhard fra Clairvaux, Bonaventura, Ockham).

Under Reformationen blev prædestination et aktuelt stridspunkt. Med forskellige begrundelser og betoninger forsvarede Luther, Zwingli og Calvin en augustinsk tolkning (se også frelsesorden), men allerede i 1500-t.s anden halvdel var de protestantiske kirker splittet (fx Melanchthon, Arminius). Også inden for den katolske kirke fremkaldte prædestination bitter strid; således mellem jesuitterne (Luis de Molina) og dominikanerne, der fulgte Thomas Aquinas, og senere jansenisterne. I 1600-t. var den blandt de oftest behandlede teologiske emner, hvorimod den for 1700-t.s lærde fremstod enten som en utilgængelig guddommelig hemmelighed eller som en fejltolkning af de bibelske tekster.

I 1800-t. fik prædestination fornyet aktualitet gennem især Fr. Schleiermacher, som reformulerede den oprindelige calvinske opfattelse, men understregede frelsesvalgets universalitet (apokatastasis). Bred tilslutning vandt hans tolkning ikke, da den blev anset for at undergrave menneskets frihed og ansvarlighed. I 1900-t. fremlagde Karl Barth en inkarnationsteologisk tolkning, som understreger sammenfaldet af forudbestemmelsens subjekt og objekt i Kristus. Se også viljens frihed.