behaviorisme

Behaviorismens oprindelsesland er USA, hvor dens konkrete og virkelighedsnære indhold gav den mange tilhængere. Som en af de første forskere fandt i 1911 Edward L. Thorndike princippet om belønningens betydning for etablering af adfærd, ligesom han påpegede, at straf ikke fjerner, men kun midlertidigt undertrykker en adfærdsform.

John B. Watson ville i 1913 ud over motorisk adfærd også definere tanker og følelser som objektivt observerbare processer og kunne ud fra en simpel stimulus-respons model skabe og bagefter fjerne kunstigt frembragte neuroser.

I 1932 opstillede Edward C. Tolman en model, der var en blanding af gestaltpsykologi og behaviorisme, og i 1943 forsøgte Clark L. Hull at udforme en matematisk beregning af indlæringsprocesser.

Det store gennembrud — og dermed overgangen fra den primitive behaviorisme til mere nuancerede og omfattende former — kom med B.F. Skinners arbejder i 1940'erne, samlet i hovedværket Science and Human Behaviour (1953).

Den operante betingning føjes til Ivan Pavlovs lære om betingede reflekser, og neobehaviorisme omfatter således ud over stimulus og respons også variable som organismens tilstand, kontingensen (sammenhæng i tid og rum) mellem respons og konsekvens samt som det afgørende konsekvensens betydning for sandsynligheden for adfærdens forekomst.

Logisk behaviorisme er en filosofisk form for behaviorisme, som oprindeligt blev udviklet af den logiske positivisme, især af Rudolf Carnap, som et svar på bevidsthedsproblemet.

Den logiske behaviorisme benægter ikke, at der findes indre og private bevidsthedsfænomener, men hævder blot, at enhver psykologisk påstand om en persons bevidsthedsliv vil kunne "oversættes" eller analyseres til påstande — der meningsmæssigt er identiske — om denne persons adfærd.

Oprindelig endte "oversættelsen" eller analysen med påstande om en direkte iagttagelig adfærd; hos John L. Austin, Gilbert Ryle og i Ludwig Wittgensteins senere forfatterskab blev den logiske behaviorisme imidlertid videreudviklet til en lære om, at påstande om en persons bevidsthedsliv kan opfattes som påstande om dispositioner til bestemte typer af adfærd.