Ludwig Wittgenstein

Ludwig Wittgenstein var en østrigsk-britisk filosof. Han var professor i Cambridge 1939-1947; bror til Paul Wittgenstein.

Ludwig Wittgenstein, der blev født i Wien som søn af en rig, assimileret jødisk industrimagnat, læste til civilingeniør i Berlin og siden i Manchester, hvorefter han i 1912 under indflydelse af Bertrand Russell begyndte at studere logik og matematikkens grundlag hos denne i Cambridge.

Under 1. Verdenskrig, hvor han tjente frivilligt i den østrig-ungarske hær, udviklede Wittgenstein sin originale teori, logisk atomisme, om bl.a. logik, sprog og filosofiens status: Ethvert konkret sprog er en mere eller mindre perfekt manifestation af én universel logisk-grammatisk struktur.

Denne filosofi blev udfoldet i det eneste værk, som han selv publicerede; det havde i første omgang form som en tidsskriftafhandling, "Logisch-Philosophische Abhandlung" (1921), men blev kendt under titlen på bogudgaven, Tractatus Logico-Philosophicus (1922, da. 1963). Bogen publiceredes med tysk-engelsk paralleltekst; den latinske titel betyder 'logisk-filosofisk afhandling'.

I dette umiddelbart klare og logisk strukturerede, men også gådefulde værk mente Ludwig Wittgenstein at have påvist filosofiens umulighed: Sproget kan nemlig kun afbilde mulige kendsgerninger, og da filosofiens hovedproblem ifølge Wittgenstein er forholdet mellem sprog og virkelighed, kan dette forhold ikke behandles i sproget selv.

"Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie", lyder bogens afsluttende sætning.

Tiden fra løsladelsen fra krigsfangenskab frem til 1926 tilbragte Wittgenstein som lærer i en østrigsk alpelandsby. Herefter opholdt han sig nogle år i Wien, hvor han s.m. arkitekten Paul Engelmann (1891-1965) tegnede huset Palais Stonborough til en søster (bygningen rummer nu det bulgarske kulturinstitut) og havde en løs tilknytning til Wienerkredsen.

I disse år blev han stadig mere usikker på holdbarheden af grundteserne i Tractatus, hvorfor han i 1929 genoptog sin filosofiske aktivitet i Cambridge. Nu udviklede Wittgenstein en helt anden filosofi, som på mange måder er stærkt kritisk over for Tractatus. Derfor taler man om den tidlige og den sene Wittgenstein. Under 2. Verdenskrig arbejdede han som frivillig hospitalsportør i britisk tjeneste.

Resultatet af det senere arbejde blev først offentliggjort i det posthume værk Philosophische Untersuchungen/Philosophical Investigations (1953), udgivet med tysk-engelsk paralleltekst (da. Filosofiske undersøgelser, 1971).

Denne bog betragtes som et af 1900-tallets helt centrale filosofiske værker. Her er hans tidligere opfattelse af de konkrete sprog som fremtrædelsesformer for ét logisk universalsprog erstattet med en opfattelse af sprog som konventionelle sprogspil.

Et ords mening er givet med den rolle, som ordet har i et bestemt sprogspil, der igen har en funktion i den offentligt iagttagelige adfærd i en livsform. Ord kan sammenlignes med skakbrikker, der flytter sig på bestemte måder i overensstemmelse med konventionelle regler. Filosofi er ifølge Ludwig Wittgenstein en terapeutisk virksomhed, der har til formål at vise, at filosofiske problemer beror på sproglige misforståelser.

Gennem årene er der udkommet en række værker, der perspektiverer Untersuchungen på baggrund af efterladte noter, forelæsningsudkast mv.

Den britiske filminstruktør Derek Jarman skabte et postmoderne portræt af filosoffen i filmen Wittgenstein (1993).