Gestaltpsykologi er en psykologisk retning, som fra omkring 1920 kom til at spille en stor rolle, især i perceptions- og kognitionspsykologi, ved at hævde, at mennesket er aktivt strukturerende og meningssøgende i sin måde at opfatte og erkende på. Derved førtes den klassiske psykologis humanistiske tradition ind på et område, der hidtil havde været domineret af naturvidenskabelig, sansefysiologisk, psykofysisk og neuropsykologisk forskning.

Hovedmændene var de tyske psykologer Max Wertheimer, Kurt Koffka, Wolfgang Köhler og Kurt Lewin, der alle rejste til USA i begyndelsen af 1930'erne og udgav deres hovedværker der. Førstnævntes arbejde fra 1912 om det såkaldte phi-fænomen gav stødet til gestaltpsykologien. Fænomenet er, at man kan opleve, at en genstand bevæger sig, skønt den fysisk set er i ro. Det viser, ligesom undersøgelser over forskellige geometrisk-optiske illusioner, at der ikke er en entydig korrespondance mellem de fysiske påvirkninger af sanseapparaterne og den oplevelse, personen har. Köhler er især kendt for sine undersøgelser over indsigtsfuld problemløsning hos chimpanser. Sammen med forsøg over menneskers problemløsning viser de, at opfattelse og nyopfattelse (omstrukturering) af hele den foreliggende situation er afgørende for, om og hvordan et problem løses. Lewin blev siden mest kendt som personligheds- og socialpsykolog med sin gestaltpsykologiskprægede feltteori om felter i personers "life space".

Det var Koffka, der især fremlagde gestaltpsykologiens teori (i Principles of Gestalt Psychology, 1935). Hovedprincippet er, at helheden er mere end summen af delene. Fx er en melodi mere end summen af de enkelte toner. Endvidere er figur-grund-fænomenet meget centralt. Hertil kommer en række gestaltlove, der uddyber dette.

Gestaltpsykologien fik stor betydning i Danmark, idet Edgar Rubin, professor ved Københavns Universitet 1921-51, med sin disputats Synsoplevede Figurer (1915) anlagde et tilsvarende helhedssyn og arbejdede med figur-grund-fænomenet, jf. hans berømte vasefigur. Rubin kunne dog ikke acceptere gestaltpsykologiens teoriopbygning, men arbejdede mere beskrivende, idet han vha. fænomenologisk metode tilstræbte størst mulig indsigt i, hvordan forskellige fænomener oplevedes af hans forsøgspersoner.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig