Ivan Pavlov

Ivan Pavlov, Ivan Petrovitj Pavlov, 1849-1936, russisk fysiolog. Han blev medicinsk doktor i 1883; 1890-1924 var han professor i fysiologi i Sankt Petersborg. Han modtog nobelprisen i 1904.

Baggrunden for Ivan Pavlovs succes var en eminent evne til at foretage dybtgående kirurgiske indgreb på ubedøvede forsøgsdyr og herunder indføre forskellige instrumenter, der satte ham i stand til nøjagtigt at måle aktiviteten i forskellige indre organer under forskellige betingelser, herunder specielt nervesystemets indflydelse.

I et pionerarbejde undersøgte han den nervemæssige kontrol af hjertets funktion, senere blev fordøjelseskanalens fysiologi hans hovedinteresse. Han fik nobelprisen for en beskrivelse af de nerver, der regulerer bugspytkirtlen.

Bedst kendt er dog de forsøg, hvor han udviklede idéen om betingede reflekser: Hos forsøgshunde blev fordøjelseskirtlerne aktiveret allerede ved lyden af en klokke, når denne i en periode havde lydt før selve fodringen (se betingning).

Ivan Pavlov hævdede, at en række adfærdsmønstre og selve hjernens funktion var baseret på sådanne kæder af reflekser, og at disse kunne beskrives alene i fysiologiske termer.

Han overførte også disse idéer til mennesket; han mente fx, at sproget var en kompliceret kæde af betingede reflekser, og at psykiske lidelser var et resultat af tidligere skadelige stimuli. Han fik stor indflydelse på indlæringspsykologiens udvikling (se adfærd og behaviorisme).

Kommunisternes magtovertagelse påvirkede ikke den respekt, der stod om Ivan Pavlovs navn. Hans meget materialistiske syn passede fint med den nye statsideologi, og kommunisterne støttede fortsat hans forskning.

Men selv var Ivan Pavlov en særdeles højlydt rebel. I 1927 var han den eneste i Videnskabsakademiet, der stemte imod oprettelsen af politisk begrundede professorater. Han skrev direkte til Josef Stalin, at denne nyskabelse var en skændsel mod den russiske intelligentsia.

Trods denne og flere andre episoder skete der ham ikke noget, i grel modsætning til den kranke skæbne, der blot 20 år senere overgik flere ligeledes verdensberømte (mendelske) genetikere i konflikten om Trofim Lysenko.