Adolf Hitler

Hitler blev født i Braunau am Inn i Østrig og havde tidligt ambitioner om at blive kunstmaler. I 1907 kom han til Wien og søgte her ind på kunstakademiet, men blev ikke optaget. Kunstnerdrømmene var hermed knust, og i de følgende år hutlede Hitler sig igennem som bl.a. maler, indtil han i 1913 kom til München.

Allerede da menes hovedlinjerne i hans radikale antisemitiske og "folke-nationalistiske" verdensbillede at være skabt.

Ved 1. Verdenskrigs udbrud meldte Hitler sig frivilligt til krigstjeneste, og erfaringerne ved fronten kom til at præge ham. Han blev såret to gange og dekoreret med Jernkorset af 1. og 2. klasse. Tysklands sammenbrud i 1918 så han som hjemmefrontens svigten, jf. dolkestødslegenden.

Efter krigsafslutningen blev Hitler i 1919 efterretningsagent for den bayerske hær. I september samme år i München bragte det ham i kontakt med det lille nationalistiske Deutsche Arbeiter Partei, DAP. Hitler meldte sig ind, kom hurtigt ind i partiledelsen med ansvar for propaganda og gjorde sig bemærket som taler. Partiet skiftede i 1920 navn til Nationalsozialistische Deutsche Arbeiterpartei, NSDAP, og fik et nationalistisk, antisemitisk program.

Med sin propagandistiske agitation mod Versaillestraktaten og Weimarrepublikken gjorde Hitler NSDAP kendt i Bayern, og i 1921 blev han partiets "fører".

Hitler forsøgte i november 1923 ved det såkaldte Ølstuekup i München at vælte republikken. Men kuppet mislykkedes, NSDAP blev forbudt, og Hitler idømtes fem års fængsel for højforræderi. I fængslet skrev han Mein Kampf, 1-2 (1925-1927, på dansk Min kamp, 1934), som er en kombination af selvbiografi og politisk-ideologisk kampskrift.

Allerede i december 1924 blev Hitler løsladt, undgik udvisning, og i februar 1925 blev det muligt for ham at gendanne NSDAP. Belært af det mislykkede kup skiftede Hitler og NSDAP taktik og forsøgte nu at komme til magten ad parlamentarisk vej. Partiet blev reorganiseret, men den nye legalitetstaktik viste sig i begyndelsen ikke som nogen succes.

Først med deltagelsen i kampagnen mod Youngplanen i 1929 og efter at den økonomiske krise var blevet mærkbar, begyndte vælgerne at strømme til.

Med Joseph Goebbels' dygtige iscenesættelse skabtes den såkaldte Førermyte med Hitler som Det Tredje Riges samlende skikkelse og absolutte midtpunkt. Billedet blev fremhævet gennem Hitlers demagogiske retorik og masseagitation, ligeledes arrangeret af Goebbels.

Hitlers foretrukne opholdssted var landstedet Berghof (ved Berchtesgaden ca. 120 km sydøst for München), hvor han gennem årene modtog en række statsmænd såsom David Lloyd George, Neville Chamberlain og ikke mindst Benito Mussolini.

Allerede i sommeren 1933 havde nazisterne så godt som fuld kontrol, og magterobringen fuldendtes efter rigspræsident Hindenburgs død den 2. august 1934. Han efterfulgtes af Hitler, der fik titlen Fører og rigskansler og blev udnævnt til militær øverstkommanderende.

Førerposten var ikke konstitutionelt fastlagt, så det bidrog til skabelsen af den såkaldte førerstat, et uindskrænket diktatur med Hitler som den øverste ansvarlige.

Hitlers mål var at skabe et indenrigspolitisk stærkt, enigt og racemæssigt rent Tyskland og at genskabe landets position som verdensmagt. Ingen af delene kunne opnås uden kamp og krig.

Fra 1933 bekæmpede han med hård hånd sine politiske modstandere og diskriminerede skånselsløst dem, der af racemæssige årsager skulle udstødes fra det tyske nationale folkefællesskab. Det ramte jøderne, de handicappede og andre "racemæssigt mindreværdige". Nürnberglovene fra 1935 og Krystalnatten i 1938 var foreløbige kulminationer på den nazistiske jøde- og racepolitik.

I sine bestræbelser på at genskabe Tysklands stormagtsposition løb Hitler fra Tysklands internationale forpligtelser, fik revideret Versaillestraktaten og påbegyndte militær oprustning.

I november 1937 lod han de militære ledere forstå, at han var rede til at gå i krig for at skaffe den tyske nation det Lebensraum ('livsrum'), den havde krav på.

Fra 1938 gennemførte Tyskland territoriale udvidelser uden krig. Østrigs indlemmelse, Anschluß, gennemførtes i marts 1938, og efter Münchenaftalen blev de sudeter-tyske områder af Tjekkoslovakiet indlemmet i oktober samme år. I marts 1939 blev resten af Tjekkoslovakiet indtaget.

Det var imidlertid kun begyndelsen. Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt i august 1939 var et vigtigt taktisk skridt hen imod den krig, som for Hitler ikke kun var et middel til erobring af Lebensraum, men også et mål i sig selv.

Med angrebet på Polen den 1. september 1939 påbegyndte han 2. Verdenskrig.

Hitler havde ikke brudt sig særligt om det daglige regeringsarbejde, men interesseret sig for de store linjer, især udenrigspolitikken Efter krigsudbruddet koncentrerede han sig om krigsførelsen og greb mere og mere ind i den operative del; krigsherren havde afløst politikeren.

I begyndelsen havde Hitler stor militær succes: Polen blev nedkæmpet i løbet af få uger, i april 1940 blev Danmark og Norge angrebet og besat, og i maj indledtes felttoget mod Vesteuropa, der sluttede med arvefjenden Frankrigs overgivelse den 22. juni 1940.

Dermed havde Hitler hævnet nederlaget i 1918, og han stod nu på højdepunktet af sin karriere. Han regnede herefter med, at det kun var et spørgsmål om tid, før England ville bede om fred. Dette holdt imidlertid ikke stik, og da det i Slaget om England mislykkedes at tilkæmpe sig luftherredømmet, blev planerne om en invasion af England udskudt.

I april 1941 gik Tyskland til angreb på Balkan for at hjælpe sin allierede, Italien, og den 22. juni 1941 kastede Hitler Tyskland ud i krigen mod Sovjetunionen for at erobre Lebensraum i Rusland. Krigen på Østfronten kom til at bryde alle folkeretlige regler. Men med det sovjetiske modangreb foran Moskva i december 1941 blev angrebet dog standset.

I januar 1945 var Hitler vendt tilbage til Berlin, men kort efter sin 56-års-fødselsdag gav han op.

Den 29. april frasagde han sig førertitlen og udnævnte storadmiral Karl Dönitz til sin efterfølger. Derefter giftede han sig med sin elskerinde, Eva Braun, og 30. april begik de begge selvmord. Hitler ønskede ikke at blive fanget og ydmyget af de sejrende allierede. Hitler skød sig selv gennem tindingen, og hans lig blev brændt. Den 7. maj kapitulerede Tyskland.

De sovjetiske styrker, der havde indtaget Berlin, fandt Hitlers delvis forkullede lig. Det blev identificeret ved hjælp af tandkort og derpå brændt.

• nationalsocialisme
• NSDAP
• 2. Verdenskrig
• heil Hitler
• Hitlerjugend