positivisme

Kunstordet positivisme blev skabt sidst i 1700-tallet af Henri de Saint-Simon; hans elev Auguste Comte brugte betegnelsen om den tænkemåde, han ville indføre i videnskaben, og som fik stor indflydelse i 1800-tallets åndsliv. Det "positive" betyder det "givne", dvs. det iagttagelige, det faktiske, det virkelige, men også, specielt i 1800-tallet, det nyttige.

Vigtige forudsætninger for enhver form for positivisme er naturvidenskabens og teknologiens store og stigende succes fra renæssancen og frem, men også Francis Bacon, den britiske empirisme og oplysningstidens franske filosofi spiller en rolle.

Navnlig i 1800-tallet indeholdt positivisme også en historiefilosofisk udviklingsteori eller almen evolutionisme, der på samme måde som i marxismen indebærer en fremskridtstro, hvor historien uundgåeligt bevæger sig gennem en række faser fra det lavere til det højere.

De centrale træk ved 1900-tallets logiske positivisme: filosofien udelukkende som et kritisk analyseredskab, modviljen mod metafysisk tænkning samt tesen om videnskabens enhed, findes allerede hos Comte.

Andre væsentlige positivister var i 1800-tallet briterne Jeremy Bentham, John Stuart Mill og Herbert Spencer samt de franske videnskabsteoretikere Henri Poincaré og Pierre Duhem.

Harald Høffding var på mange måder inspireret af positivismen. I 1900-tallets begyndelse blev positivisme til empiriokriticisme, hvis ledende skikkelser er tyskeren Richard Avenarius og østrigeren Ernst Mach.

Efter 1. Verdenskrig gled denne over i den logiske positivisme, som var en dominerende retning helt frem til 1960'erne.

• renæssancen
• oplysningstiden
• retspositivisme
• naturvidenskab
• videnskabsteori