Francis Bacon (engelsk filosof, jurist og politiker)

Som filosof står Francis Bacon på overgangen mellem renæssance og nyere tid. Hans videnskabelige forestillinger var præget af renæssancen, men til forskel fra denne plæderede han for en metodisk udforskning af naturen med det formål at muliggøre et udstrakt samarbejde imellem forskere og dermed at fremme videnskaben til gavn for menneskeheden. I utopiens form beskrev han dette samarbejde i bogen The New Atlantis (1624, trykt 1627).

I 1605 udkom The Advancement of Learning (Om videnskabens fremgang), hvori Bacon viser manglerne ved samtidens videnskab. 1620 udkom hovedværket Novum Organum (Det nye redskab), hvori han beskrev sin metode. Hovedtanken er, at udforskningen af natur og mennesker skal ske regelbundet, og at de samme regler skal anvendes ved formidling af den indvundne viden. Derved vil nye generationer af forskere umiddelbart kunne fortsætte, hvor forgængerne slap.

Under navnet Instauratio Magna (Den store begyndelse), en udvidet udgave der kom i 1623, fik værket en særlig betydning for de efterfølgende århundredes vidensanskuelse. I værkets indholdsoversigt grupperes alle fag og videnskaber i en systematisk orden baseret på menneskets tre "naturlige" færdigheder. Vores hukommelse (Memory), vores forstand (Reason) og vores fantasi (Imagination).

Fra hukommelsen stammer faget "History" (som rummer både menneskers historie og naturens historie). Fra fornuften stammer alle teoretiske fag, under et kaldt "Philosophy", og fra fantasien stammer alle kunstarter, kaldt "Poesie". Opdelingen fik i 1700-tallet grundlæggende betydning for Den Store Franske Encyklopædi og for de følgende århundreders forståelse af sammenhæng mellem videnskaber.

Vanskelighederne ved at opnå viden skyldes ifølge Francis Bacon ikke, at naturen skjuler sig for os, men at det menneskelige sind er hildet i vrangforestillinger, idoler, hvoraf han opregner fire typer: Idola tribus (slægtens idoler), der grunder sig i den menneskelige natur; idola specus (hulens idoler), der grunder sig i individuelle ejendommeligheder; idola fori (torvets idoler), der skyldes sproget; og idola theatri (skuepladsens idoler), der stammer fra overleverede meninger.

Idolerne vil kunne imødegås ved fordomsfri indsamling af data. Men da videnskabens udsagn er almene, kan de ikke bekræftes ved en endelig mængde af iagttagelser (induktion ved simpel opregning).

Ud fra en foreløbig oversigt over et indsamlet materiale er det ifølge Bacon muligt at opstille et udtømmende sæt af hypoteser om et iagttaget fænomens natur eller væsen. Da en enkeltiagttagelse er nok til at afkræfte et alment udsagn, er den rette videnskabelige metode at søge at afkræfte hypoteser (induktion ved elimination).

Det er især i kraft af sine Essays (dansk 1961), at Francis Bacon hører til blandt den engelske litteraturs klassikere. Førsteudgaven fra 1597 indeholder ti stykker, den endelige udgave fra 1625 i alt 58. Montaigne placerede i sine essays (1580-88) forfatterens individualitet i centrum; Bacon er snarere læserens livserfarne rådgiver om problemer i den ydre verden. Hans korte essays behandler emner som fx ambition, sandhed, ateisme, forældre og børn. Ifølge en hårdnakket, men aldeles grundløs tradition skulle han også have været forfatter til de skuespil, der bliver læst og opført under William Shakespeares navn.