Harald Høffding

Harald Høffding, 11.3.1843-2.7.1931, dansk filosof; docent 1880, professor i filosofi ved Københavns Universitet 1883-1915.

Harald Høffding, der voksede op i et københavnsk grossererhjem, studerede teologi, men ville efter embedseksamen 1865 ikke være præst. Læsning af Søren Kierkegaards værker havde overbevist ham om, at han ikke kunne opfylde de krav, der må stilles til en sand kristen, og efterhånden fjernede han sig helt fra kristendommen.

Hans filosofiske studier førte i første omgang til disputatsen Den antike Opfattelse af den menneskelige Villie (1870). Under et studieophold i Paris 1868-69 stiftede han bekendtskab med fransk og engelsk positivisme og skrev efter sin hjemkomst om den tyske filosofi efter G.W.F. Hegel (1872) og om samtidens engelske filosofi (1874).

Høffdings Psykologi i Omrids paa Grundlag af Erfaring (1882) blev oversat til flere sprog og gjorde ham kendt hjemme og ude. Den modifikation af associationspsykologien, der her indledtes med tanken om syntesen, "den sammenfattende Virken", som det for bevidstheden karakteristiske, fortsattes i senere værker som Psykologiske Undersøgelser (1899).

Allerede i 1874 havde han i en forelæsning udpeget fire problemer som filosofiens genstandsområde: 1) bevidsthedsproblemet (det psykologiske problem), 2) erkendelsesproblemet (det logiske problem), 3) tilværelsesproblemet (det kosmologiske problem) og 4) vurderingsproblemet (det etisk-religiøse problem).

Dette sidste behandlede han i mindre skrifter og i sit andet hovedværk, Etik. En Fremstilling af de etiske Principper i deres Anvendelse paa de vigtigste Livsforhold (1887). Som undertitlen viser, indeholder værket overvejelser over aktuelle samfundsproblemer ud fra det velfærdsetiske standpunkt, han havde valgt, men ikke mente at kunne bevise. Det religiøse problem optog Høffding livet igennem, kulminerende med Religionsfilosofi (1901). Kernen i al religion er ifølge Høffding troen på "Værdiens Bestaaen".

Erkendelsesproblemet behandles i Den menneskelige Tanke (1910), som rummer den mest systematiske fremstilling af Høffdings filosofi. Erkendelsens opgave er at bearbejde de givne emner med kategorier som identitet, kausalitet, udvikling og værdi; det gælder om at finde enhed i mangfoldigheden, kontinuitet i diskontinuiteten. Sandhed er for Høffding kohærens, dvs. sammenhæng og indbyrdes harmoni mellem tankerne. Den store Humor (1916) præges af samme grundsyn (se humor).

Høffding skrev desuden bøger om begreberne totalitet (1917), relation (1921) og analogi (1923) og beskæftigede sig indgående med filosofiens historie. Det blev bl.a. til monografier om Baruch Spinoza (1877, 1918, 1921), Immanuel Kant (1893, 1894) og Kierkegaard (1892, 1912) samt den monumentale Den nyere Filosofis Historie (1894-95). I 1889-90 førte Høffding en strid med Georg Brandes om forståelsen og værdien af Friedrich Nietzsches tanker.

Harald Høffding opnåede en central stilling i dansk videnskab og kulturliv og megen anerkendelse udefra mere i kraft af omfattende viden, redelighed og besindighed end ved stor originalitet. Han var medlem af Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 1884 og blev i 1914 den første beboer af Carlsbergs æresbolig i Valby.