adfærd

Adfærdsbiologi er den gren af biologien, som beskæftiger sig med studiet af dyrs og menneskers adfærd. Ud over beskrivelse af de forskellige dyrearters adfærd omfatter adfærdsbiologi også adfærdsfysiologi og neuroetologi, som er studiet af de forskellige adfærdsformers fysiologiske grundlag. Desuden beskæftiger adfærdsøkologien sig med adfærd set i en økologisk sammenhæng, hvor adfærden er med til at sikre dyrenes eksistens i miljøet, som til gengæld er med til at forme adfærden.

Læs mere om adfærdsbiologi.

Adfærd er et centralt begreb i psykologien og opfattes af mange psykologer som psykologiens primære forskningsobjekt. Andre opfatter adfærd som sekundær i forhold til bevidsthed.

Ordet adfærd anvendes af psykologer omtrent som ordet opførsel anvendes i dagligsproget. Mange psykologer anvender også adfærd om sproglige ytringer (tale og skrift) — såkaldt verbal adfærd.

Blandt psykologer er der forskellige opfattelser af adfærd, sammenhørende med de forskellige psykologiske skoledannelser og perioder i psykologiens historie.

Ordet har været anvendt på forskellige beskrivelsesniveauer fra det mest enkle, fysiologiske niveau til det mest komplekse, kulturelle niveau. Inden for den klassiske udforskning af adfærd er tre grundlæggende spørgsmål blevet stillet: I hvilken udstrækning er inddragelse af mentale fænomener nødvendig for at forklare adfærd? Hvilken rolle spiller hhv. den genetiske arv og miljøet? På hvilket beskrivelsesniveau — fra simple reflekser til komplekse handleforløb — kan adfærd forklares?

Adfærd som en kæde af reflekser. I den psykologiske skoledannelse, som kaldes behaviorisme, mente man i begyndelsen, at adfærd kunne forstås uden at inddrage mentale aktiviteter. Denne retning blev grundlagt af den amerikanske psykolog John B. Watson. Han var stærkt inspireret af den russiske fysiolog Ivan P. Pavlov, som opfattede reflekser som adfærdens elementer.

Reflekser omfatter motoriske reflekser (bevægelsesreflekser), som fx at trække hånden til sig ved smertefuld påvirkning, og sekretoriske reflekser, fx spytsekretion, som Pavlov netop studerede. Reflekserne kan være medfødte, som fx spytsekretion, der udløses, når der kommer mad i munden, eller de kan være erhvervede, tillærte eller betingede, som når et signal til fodring (se betingning) sætter spytsekretionen i gang.

Pavlov hævdede, at menneskers adfærd for en stor del bestod af komplicerede kæder af betingede reflekser. I sine seneste forelæsninger inddrog han også sproget — og dermed abstrakt tænkning — som en form for betingede reflekser.

Adfærd som et handlingsmønster. Watsons klassiske behaviorisme, som var inspireret af Pavlovs refleksologi, blev omkring 1930 i USA afløst af en såkaldt molær behaviorisme, grundlagt af den amerikanske psykolog Edward C. Tolman. Han var inspireret af den tyske gestaltpsykologi, der fremhævede helheden eller formen (gestalten) som væsentligere end elementerne. Deres teori blev koncentreret i sætningen: "En gestalt er en helhed, som er andet og mere end summen af sine elementer". Dette andet og mere er organisationen af elementerne.

Tolman overførte denne helhedsopfattelse til sin beskrivelse af adfærd. Han hævdede, at adfærd især består af handlinger, der er mønstre af målrettede bevægelser.

Tolman studerede rotters indlæring af labyrinter, og han fandt, at rotterne kunne variere deres ruter gennem labyrinten og fx gå omveje, hvis det var nødvendigt for at nå målet (som regel foder til den sultne rotte). Under indlæringen dannede rotterne et mentalt kort over labyrinten, som styrede den målrettede handling.

Tolman gennemførte således en helhedsbetonet beskrivelse af adfærd, og han påvirkede flertallet af amerikanske psykologer til at opfatte adfærd som lig med handling, der er målrettet.

Adfærd som samfundsmæssig virksomhed. Adfærd blev opfattet og beskrevet på et højere niveau hos russiske psykologer, hvoraf de mest fremtrædende er L.S. Vygotskij, A.R. Luria og A.N. Leontjev.

De fremhævede samfundets betydning for målsætningen af menneskers handlinger. Voksne menneskers adfærd domineres af arbejde. Begrebet virksomhed omfatter i vores samfund foruden arbejde også leg og indlæring.

Leg er den form for virksomhed, som normalt dominerer barnets første 6-7 år, men der forekommer også leg hos voksne mennesker. Indlæring er den form for virksomhed, som er fremherskende hos børn fra 6-7-årsalderen til voksenalderen, hvor produktivt arbejde bliver dominerende.

Men indlæring er også en vigtig virksomhed i voksenalderen i et moderne, kompliceret og dynamisk samfund. Virksomhed i form af leg, indlæring og arbejde er således adfærd, opfattet og beskrevet i en samfundsmæssig sammenhæng.

Adfærd som en form for sprog. Nogle filosoffer og psykologer opfatter adfærd som en form for sprog eller mening. Sproglige ytringer i tale eller skrift kan beskrives ved deres mening eller hensigt (intention). Filosoffen F. Brentano hævdede, at menneskers adfærd har en hensigt. Handlinger må ligesom sprog forstås; hvis forståelse ikke opnås umiddelbart, må sproglige ytringer og handlinger fortolkes.

Denne kulturvidenskabelige opfattelse af adfærd adskiller sig fra en naturvidenskabelig opfattelse, hvor man søger en forklaring, der etablerer en årsagssammenhæng. Adfærd opfattes naturvidenskabeligt som noget, der har årsager — fx ydre stimuli eller indre motivation.

Motivet til en adfærd kan opfattes på begge måder: Det kan være den ubevidste eller bevidste årsag til adfærd, men det kan også være den bevidste hensigt (intention, mening). Da fortolkningsteknik kaldes hermeneutik, kaldes denne opfattelse af handlinger for den hermeneutiske opfattelse.

Den er især udviklet af den såkaldte Frankfurterskole, hvis nutidige hovedmand er den tyske sociolog Jürgen Habermas. En syntese af den naturvidenskabelige og den hermeneutiske opfattelse findes hos Sigmund Freud i værket Drømmetydning (1900). Se også bevidsthed, handling, psykologi, virksomhed.

Læs også om adfærdsbiologi.