Adfærd, aktivitet, handling, opførsel, fremfærd. Adfærd omfatter alt, hvad dyr og mennesker foretager sig, såvel instinktivt og ubevidst som bevidst og villet.
I daglig tale bruges adfærd ofte synonymt med handlinger (se handling), men der er en betydningsnuance: En person opfattes som ansvarlig for sine almindelige handlinger, mens adfærd også omfatter det, som personen gør instinktivt, pr. refleks, i søvne, i ekstase etc., selvom skellet mellem bevidst, overlagt handling og uoverlagt adfærd kan være svær at drage.
Forskellige former for social og kulturel adfærd hos mennesker samt dyrs adfærd undersøges af forskellige videnskabsgrene (adfærdsvidenskaber), som søger at forstå og forklare adfærdens dybere årsager, grunde og funktioner.
Adfærd er så generelt et begreb, at der kan være grund til at spørge, hvad tilstedeværelsen af adfærd egentlig forudsætter. Ren bevægelse er ikke nok; vi taler ikke om vejrets adfærd, selvom det hele tiden ændrer sig, eller en plantes adfærd, selvom den vokser og åbner sine blomster ved lyspåvirkning.
Normalt forudsættes, at den organisme eller det system, som udviser adfærd, er selvstændigt, kan bevæge sig selv og handler målrettet, som selv ret simple dyr, fx insekter, gør. Systemets eller organismens bevægelser må altså ikke være tilfældige, men skal have en bestemt, evt. gavnlig, funktion.
Vi ved, at dyr udviser en sådan målrettethed, og at vi selv gør det, men vi kender også til maskiner, fx robotter, som har målrettet adfærd, fordi de er skabt til det. Det kræves ikke, at systemet — fx en orm, en snegl, en edderkop — skal kunne planlægge, udføre højere tankevirksomhed, forestille sig ting i omverdenen e.l.
Et system, der udviser adfærd, må altså være et målrettet system (se også kybernetik), som er selvstændigt, men det behøver ikke nødvendigvis at være tænkende, mentalt aktivt eller have evne til forestilling og opmærksomhed (intentionalitet). Men hvis systemet kan danne forestillinger og tænke, har det en meget stor betydning for den art af adfærd, man vil iagttage.
Psykologien, forstået som læren om menneskelig adfærd, må derfor kunne studere både simple og komplekse sider heraf. Det samme kan siges om adfærdsbiologien, der studerer både dyr med simpel, målrettet adfærd og dyr som chimpanser, der er intelligente og evolutionært står mennesket nær.
En af forskellene på adfærdspsykologi og adfærdsbiologi er, at menneskelig adfærd altid finder sted i en bestemt kultur, er forbundet med historiske traditioner, moralske normer og samfundsmæssige roller. Menneskets seksualadfærd er fx forbundet med roller som partnerskab, ægteskab eller prostitution.
Dyrs adfærd kan nok være kompleks, intelligent og involvere elementer af planlægning og tolkning af artsfællers hensigter, men alligevel er den karakteristisk for arten som naturhistorie.
Et menneske kan beslutte sig til at ændre adfærd, at begynde at leve "naturligt" eller at bryde med naturen, forfine sin livsstil og gøre særlige manérer til vane (så de bliver "anden natur"). Et dyrs adfærd spænder derimod over et mere fastlagt repertoire.
Evolutionsteoretikeren Ernst Mayr skelner mellem "åbne" og "lukkede" adfærdsprogrammer. Insekter har typisk lukkede, dvs. medfødte, ikke-modificerbare adfærdsformer, som er genetisk kodede, mens dyr, som kan indlære, har åbne, mere fleksible programmer, som kan ændres gennem miljøpåvirkning.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.