Børn spiller fodbold i sandet på stranden i Hornbæk; ikke kun en aktivitet for den enkelte, men en såvel social som problemløsende leg.

.

Leg er karakteriseret ved to afgørende kendetegn: Leg er ikke styret af ydre formål, der rækker ud over selve aktiviteten, og den udtrykker spontan livsglæde og tilfredsstillelse ved aktiviteten i sig selv. Legen er således modsætningen til arbejde, alvor og endog depression.

Ikke kun mennesket leger, det gør adskillelige pattedyrarter også. Katten "leger" med musen. Hundeunger snapper efter hinanden og tumler rundt med med lyse knurrelyde. Løve- og bjørneunger ligeså. Hermed markerer de, at det ikke er alvor, men for sjov. Det er øvelse i udvikling af sociale bånd samt i aggressiv og dominant adfærd i flokken som voksne.

Om menneskets leg kan man sige, at

  • legen tilsyneladende har eksisteret til alle tider, hvis den ikke begrænses af kontrol og disciplin,
  • børn gennem tiderne har skabt, brugt og fornøjet sig med legetøj,
  • motorisk leg, fantasileg og social leg givetvis altid har eksisteret, og
  • børn til alle tider har udviklet sig og lært gennem leg.

Legens kendetegn

Ren livsglæde. Hoppeleg i badebassin.

.

Legen er kendetegnet ved uafhængighed af et ydre formål. Det gør, at den er utvungen og af mennesket kan opleves som fri. Arbejdet skal være nyttigt og udføres af nødvendighed; legen er derimod ren pligtløs funktionslyst. Nogle typer arbejde kan dog udføres lystbetonet. Man kan fx arbejde med så stor glæde og opslugthed, at det nærmer sig leg. Så siger vi, at det "går som en leg".

Legens er desuden spontan. Mens arbejde kræver vedholdenhed og disciplin, er legen tvangfri. Den opstår ofte ud af ingenting, som en pludselig tilskyndelse og kan bevæge sig i uforudsigelige retninger. Leg har således flere kendetegn. Den er

  • behagelig og lystfuld,
  • har ingen ydre formål,
  • er spontan,
  • involverer barnets aktive engagement,
  • er altopslugende,
  • er ofte en privat virkelighed,
  • er ikke-tekstlig,
  • indeholder et element af laden-som.

Voksne kan også lege

Det er på grund af friheden og spontaniteten, at leg ofte betragtes som den naturlige aktivitet for menneskebørn. Men leg er langtfra noget ukendt fænomen hos voksne. Fx ses spil, visse typer sport og regellege også hos voksne. Tillige er dagdrømme og fri associering, hvor tankerne spontant producerer forestillinger, beslægtet med både fantasileg og kreativ virksomhed. Desuden kan både børn og voksne være optaget af drageflyvning, avanceret robotlegetøj, computerspil, m.m.

Forskellen på leg og arbejde

Hos mennesket kan den samme aktivitet, alt efter sammenhængen, karakteriseres enten som leg eller arbejde. Hvis fx en voksen slår søm i et bræt, har det et ydre formål – han arbejder. En voksen vil som regel have sværere ved, end et småbarn, at lege bare "at slå søm i".

Når derimod et barn gør det samme, spontant og kun for sjov, så er det i gang med en leg. Det er derfor ikke beskæftigelsens indhold – fx at slå søm i – der er afgørende. Det handler om den sindsstemning, der ledsager aktiviteten. Mens aktiviteten arbejde således er styret af formålet, er legen helt formålsløs. Den er alene kendetegnet ved virketrang og følelse af glæde og tilfredsstillelse ved aktiviteten i sig selv.

Leg som forestillingsevne

I legen kan barnet skabe opdigtede verdener. Børns lege kan være båret af en stærk mental forestillingsevne og fantasi. Gennem forestillingsleg skabes alternative ”som-om”-virkeligheder.

Legen henter sine temaer ud af de oplevelser, børn har i deres hverdag, og som gør et særligt indtryk. Dét gør eksempelvis mennesker, der hvor barnet møder dem. I rollelegen leges familie med far, mor og børn; gå-i-skole; handle-i-supermarkedet, etc. Dyr indgår også tit i fantasilegen. Børn, som spiller kat, hund, løve, tiger, slange, krokodiller eller bjørne, kan observeres i både rolle-, drama- og fantasilege.

Forestillingsleg med objekter er også almindeligt. Et dødt objekt, fx en pind, bliver konverteret til et legetøj og indgår i legen i dét selvsamme nu, barnet omdefinerer det til en tryllestav og selv bliver til en troldmand. Eller barnet stormer gennem stuen med larmende brummen og armene bredt ud til siderne. Det er nu ikke lille Ole på 5 år men en magtfuld, stor og imponerende flyvemaskine.

Forestillingsevnen er imidlertid ikke alene rettet mod tingene i sig selv, men også mod de omgivelser, som rollerne udspiller sig i. Stuegulvet bliver til et hav, en ørken, en have. Tæppet til en ø, et skib, en sø. Et hjørne af stuen til et hus, eller et tilfældigt møbel til et bjerg.

Men ikke alle lege er domineret af fantasi og evne til at forvandle virkeligheden til noget andet. Helt små børn leger overvejende konkret og praktisk 'tæt på virkeligheden'. For at støtte dem i udviklingen af forestillingsevnen og fantasien er deltagelse af idérige større børn eller voksne vigtige som legepartnere.

Legetyper

Legetyperne har forskellige funktioner for barnet. De har endog haft hver deres vigtige betydning i menneskets evolutionshistorie og har det den dag i dag.

Genstandsleg – fx den halvandetåriges eksperimentering med at hælde vand i en legetøjskop – udvikler motorisk koordination og gribeevne nærmest af sig selv. Men dét er jo helt forskelligt fra den femåriges forestillingsleg "kaffeslabberas": Her trylles koppens vand om til kaffe, som serveres for legekammerater, der er på gæstevisit i dukkehuset.

  • Praktisk udforskende leg er en konkret sansende og handlende undersøgelse, der især udvikler tænkning og barnets viden om verden. Den første genstandsleg (med legetøj) ses her. Men hvornår er der tale om leg eller blot, at barnet konkret eksperimenterer med ting og dermed tilegner sig viden? Det er ikke-leg, når barnet om en genstand tænker “Hvad kan den?” og så eksperimenterer med at finde ud af dét. Legen opstår derimod, når genstanden transformeres ved, at barnet tænker: “Hvad kan jeg gøre med den?”.
  • Symbol-, laden som om-, fantasi- og forestillingsleg dominerer i tre-syv-årsalderen men er mulig, så snart barnet skelner mellem realitet og forestilling. Efterhånden styrker sproget symbolfunktionen, og idéer og legehandlinger kan erstatte virkelige hændelser. At drikke kaffe af kopper med luft i, at drøne rundt på legepladsen med armene spredt ud og være både pilot og fly, at klæde sig ud som prinsesse er eksempler på denne type leg. Barnet kan også lege med en fantasiven. Legetypen udvikler en lang række evner som hukommelse, sprog, tænkning, kreativitet, følelsesliv og social kompetence.
  • Sociodramatisk leg er en symbolleg med jævnaldrende. Denne avancerede form for samarbejde handler om at dramatisere følelser. Børn øver sig her på at forstå andres følelser og reagere meningsfuldt på dem.
  • Kooperativ leg er fuldtudviklet social deltagelse. Børn forhandler sig frem til et fælles tema, som realiseres i fællesleg.
  • Rolleleg Her identificerer barnet sig med og spiller en anden person eller sågar et dyr, hvis karakteristika det efterligner.
  • Regelleg dominerer i syvårsalderen og fortsætter i voksenalder. Her praktiseres evnen til at forstå og følge regler i leg, sport og spil.
  • Konstruktionsleg strækker sig lige fra den ét-tre-åriges sand- og vandlege til fire-ti-åriges avancerede konstruktioner af veje, slotte og hele byanlæg.
  • Tumleleg Her jagter børnene hinanden, tumler rundt og slås for sjov.

Evolution og leg

Når man observerer et småbarn opslugt i sin leg, ser man næppe "det store i det små". Dvs. at set i det store perspektiv har mennesket evolutionært haft – og har stadigvæk – artsspecifikke fordele af leg. Hvilket er paradoksalt, da evolutionens primære princip er funktionalisme: Hvad der ikke fungerer til fordel for arten, udvikles ikke eller visner bort. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at homo sapiens-barnet bruger masser af "spildtid" på at more sig med noget, der ikke direkte bidrager til overlevelsen. Fx som at samle spiselige rødder til forråd.

At den nytteløse leg ikke er evolutionært fravalgt indikerer derfor, at den har været en funktionel fordel for arten.

Legens betydning i evolutionshistorien

Menneskets evolutionshistorie har været præget af stor usikkerhed, abrupte hændelser, krige og kriser. Det har krævet stor mental fleksibilitet, evne til hurtig omstilling og tilpasning til nye vilkår. Leg er her den aktivitet, hvor barnet eksperimenterer med, udforsker og udfordrer trusler, ukendtheder og forandring.

Gennem som-om-forestillingsleg kan alternative hvad-nu-hvis-virkeligheder skabes. Dermed bliver legens funktion at øge menneskets evolutionære omstillingsparathed og mentale fleksibilitet. Men fremtidsukendthed og pludselige katastrofer er ikke kun et fortidigt fænomen. Det vidner vor tidsepokes ustabile vilkår og uforudsigelige forandring om.

Evolutionen viser sig eksempelvis i fantasilegen, når det handler om at håndtere det farlige og uventede. Fx sidder en lille gruppe fire-fem-årige på en madras på gulvet og bevæger armene ud til siderne i takt. Men de har mental forladt børnehaven. De er på vej ned af den oprørte flod i junglen, fyldt med piranaer. Her kan alt pludselig ske, for det forventes i denne leg. Så falder den ene i vandet og reddes op igen, for det håndterer man sammen. Barndommens leg er der, hvor menneskeartens helt upåagtede evolutionære udvikling af omstillings- og tilpasningsevner viser sig.

Nyere forhistorisk forskning støtter denne evolutionære tese om legens betydning. Det var sandsynligvis barndommens udstrakte legeperiode, der var medvirkende årsag til udkonkurrering af Neandertaleren. Den havde en kort, hurtigt overstået barndom med begrænset mulighed for leg. Dermed var neandertaleren udelukket fra den langtidskrævende læring og udvikling af kapaciteterne mental fleksibilitet og omstillingsevne til nye, ukendte livsvilkår.

Legens epigenetik

Forskning har endvidere koblet leg til den såkaldte epigenetik. Den handler kort sagt om, hvordan det ydre miljø konstant skaber mikrobiologiske processer, der enten "tænder" eller "slukker" for gener. Det ser her ud til, at leg via epigenetikken får store konsekvenser for barnets udvikling:

  • Legen "tænder" gener, der udbygger hjernens dendrit- og synapsesystemer. Det legende barn bliver således sin egen hjernearkitekt.
  • Legen aktiverer et kompleks af gener, der øger barnets kapacitet til læring. Barnet lærer derfor ikke blot gennem leg, men selve dets læringsvolumen og -kapacitet forøges. Barnet bliver hermed sin egen læringsudvikler.
  • Legen "slukker" for de gener, der producerer stresshormonet kortisol. I legen bliver barnet således sin egen stressregulator.

Leg som socialisering

Med stigende alder vil barnet efterhånden lege helt uafhængigt af den voksnes nærhed. Det falder sammen med, at jævnaldrende bliver de foretrukne legekammerater. Får børn frihed til at vælge legepartnere, foretrækker de som oftest nogen, der er jævnbyrdige i alder og udvikling. Dette frie valg af legepartnere ses ofte i daginstitutioner, og når børn leger sammen i boligområderne.

I legen opstår venskaber, og her mødes man på fælles grund med ligesindede. Men det er kun på visse betingelser, at man må være med. Børn fravælger fx dem, der ikke vil eller kan indrette sig på den sociale legs spilleregler.

Leg med kammerater kan betragtes som socialiseringens naturlige simulator, dvs. en øvelsesplads, hvor forhandling af roller, temaer og sociale relationer ustandselig afprøves. Dette fremmer den sociale kompetence: På den ene side udvikles evnen til at forstå og reagere tilpasset på andre menneskers motiver og handlinger. På den anden side giver det også status i legegruppen, at et barn aktivt præger legens indhold og forløb.

Sagt med et billede: Individet i legegruppen skal som solisten i orkesteret kunne spille sammen med andre, men forventes også at kunne optræde selv.

Legens udviklingsfunktioner

Legen påvirker ifølge nyere forskning mange sider af børns udvikling. Det handler eksempelvis om disse sider:

  • Social udvikling og impulskontrol: I legen lærer børn at forstå, hvad der rører sig i andres sind. De lærer at justere deres egne ønsker i forhold til andres hensigter, at håndtere konflikter og at bremse og kontrollere deres impulser. Børn, som ikke udvikler impulsregulering, udviser senere adfærdsproblemer.
  • Kreativitet: Kreativitet er en særlig mental fleksibilitet, en rig forestillingsevne og en såkaldt flydende blandingstænkning. Især som-om-leg og fantasileg er forbundet med kreativitet senere i livet.
  • Literacy: Literacy handler om produktion, brug og fortolkning af skrevne tekster. Det gør små børn jo i meget begrænset omfang. Men symbolsk leg udvikler sprogforståelsen, og hyppig sprogdidaktisk aktivitet i leg sammen med voksne fremmer senere læring af skriftsprog. Eksempelvis er hyppige remselege, rim og samtaler med legetøjsdyr i småbørnsalderen forbundet med et mere komplekst skriftsprog i skolealderen.
  • Hverdagsmatematik: Matematik handler helt grundlæggende om tal (algebra) og rum (geometri). Intuitiv forståelse af og viden om matematik starter forbløffende tidligt i barndommen. Den kan udvikles gennem stimulering af barnets matematiske opmærksomhed samt at voksne i legen navngiver mængder, former og rum. Byggeklodserne til matematisk forståelse bygges på børns undersøgende, selvstyrede legeaktiviteter og ikke på at gå i tidlig matematikskole.

Kønsstereotypier i leg

I halvandet- til femårsalderen leger piger og drenge i stigende grad forskellige lege, og de foretrækker ofte at lege med en af samme køn. Forældre, især fædre, påvirker tidligt deres børn til at lege enten drenge- eller pigelege. Denne påvirkning falder sammen med, at børn i småbarnsalderen overvejende tænker i kønsstereotypier. Børnene har i denne alder faste regler om, hvordan en "rigtig" pige, dreng, kvinde og mand bør være og opføre sig.

Identificering med ét køn gennemspilles og afprøves ofte i småbarnets leg. Det skyldes behovet for at grundlægge sin allerførste kønsidentitet. Dertil kommer, at småbørns tænkning er binær, dvs. hunkøn ≠ hankøn, pige ≠ dreng. Voksnes sprogbrug, der påvirker børn, er også binært kønnet. Det hedder eksempelvis "tissekone" og "tissemand".

I den senere del af småbarnsalderen er det tilsyneladende vigtigt for udviklingen af kønsidentiteten hos drenge og piger, at de har tidlige maskuline og feminine skabeloner. Pigernes omsorgslege og drengenes fysisk betonede, voldsomme lege er typiske eksempler på kønsspecifikke lege. Adskillige undersøgelser, der har observeret leg, har uafhængigt af hinanden konkluderet, at drenge markant oftere end piger leger "rough and tumble". Både i alene- og i gruppeleg. Drenges voldsomme fysiske lege med jævnaldrende er dog ikke nødvendigvis udtryk for aggression. Drenge, der leger denne type leg, er ikke mere aggressive end andre. Legen skal derimod ses som en social øvelse i regulering af dominans, hvilket kan modvirke aggression.

Det er dog vigtigt at understrege, at der kan være markante undtagelser fra disse typer. Drenge ses også i stille lege, og piger kan være særdeles aktive: De klatrer i træer eller leger, at de er et monster eller et farligt uhyre.

Med alderen raffineres børns opfattelse af kønsrollerne som følge af større mental fleksibilitet og social forståelse, og legen skifter karakter. Forældrenes opdragelse, pædagogisk påvirkning og ikke mindst kammerater og medier er hver på deres måde vigtige for, hvilke kønsroller og -identiteter drenge og piger udvikler gennem deres barndom.

Kønsforskelle i leg – biologi eller miljø?

Der uenighed om, hvorvidt kønsforskelle i børns leg overvejende er biologisk styrede eller miljøbetingede. Forskning viser dog, at fx pigers større grad af emotionel følsomhed og afhængighed bedst kan forklares ved omgivelsernes forventninger og kønsspecifik opdragelsespraksis. Hertil kommer, at pigerne selv overtager andres forventninger som personlige egenskaber gennem deres leg med andre piger.

Børns frie valg af legepartnere i daginstitutioner og i nærmiljøet skaber ofte grupperinger af samme køn, hvilket forstærker kønsstereotypier. Når børn derimod leger i kønsblandede grupper, overskrider både piger og drenge oftere kønsgrænserne.

Kønsspecifikt legetøj

Industrielt produceret legetøj understøtter og forstærker binære kønsforskelle, fx krigslegetøj til drenge versus dukker til piger. I den psykologiske forskning er der imidlertid ikke enighed om, hvorvidt legetøj forstærker kønsforskelle eller blot passivt understøtter allerede eksisterende psykologiske forskelle mellem de to køn.

Gruppepres skaber kønsforskelle i leg

Kønsforskellen må ikke betragtes som nogen absolut størrelse. Iagttages fx piger og drenge alene, er der flere psykologiske ligheder mellem de to køn, end når børn leger sammen. Dette tyder på, at kønsspecifik leg hos børn ikke er en fast egenskab ved personligheden, men i høj grad en funktion af gruppens konformitetspres.

Det er derfor ikke frugtbart at tale om kønsforskelle i legen i absolutte begreber, da dette forstørrer forskelle mellem individer. Endvidere føler nogle piger og drenge sig ikke hjemme i det binære kønssystem på grund af deres kønsidentitet. Fx kan nogle med en fysisk drenge- eller pigekrop opleve sig som af det andet køn, eller en blanding af begge. Dette er ikke almindeligt, men normalt.

Legetøj som lege- og fantasistøtte

Legetøj er nærmest uundværligt for de mindre småbørns udvikling. For eksempel støtter legetøjet tumlingens forestillingsevne. De har endnu ikke, som de femårige, udviklet en avanceret indre legende fantasiverden, der ikke behøver ydre støtte i et legetøj. Det hjælper legetøjet på vej mod.

Legetøj er altså miljøstimulanser. De bestemmer ikke, men foreslår legetemaer. Børn bygger deres legetemaer op på deres hverdagsoplevelser og -iagttagelser. Det udgør lageret af legemateriale. Dog ikke som kopier, men som forestillinger set i barnets perspektiv. Her indgår legetøjet som en meget vigtig støtte for fantasien.

Pædagogik, kultur og samfund

For at mennesket skal kunne lege, må samfundet kunne tilbyde gode livsvilkår, som er fri for materiel nød og børnearbejde. Men også frihed fra et tidligt læringspres i småbørnsalderen. Så får menneskebarnet tid, overskud og lyst til at lege.

Leg som kulturintegration

Leg med andre er en øvelse i både forhandling og tydning af mening. Dette er igen nært forbundet med samfundsmæssig og kulturel integration. I legen lærer barnet således at forstå de grundlæggende koder i kulturens hverdagsliv.

Legen i pædagogikken

Legens rolle i pædagogikken er omstridt. Det bunder i, at to vidt forskelige legesyn, har delt vandene.

På den ene side står puristerne, som ser legen som det rene, urørlige barndomsland. Legen er her indbegrebet af en unik værensform hinsides al nytteværdi. Legens formål er at være formålsløs, at være til for sin egen skyld. Derfor skal de voksne lade børnene lege helt uden indgreb eller bagtanker om læring. Dette standpunkt er overvejende begrundet i filosofisk teori.

På den anden side står didaktikerne. Her indgår legen aktivt som et pædagogisk redskab til læring. Herfra kommer eksempelvis begrebet legende læring. Endvidere accepteres, at voksne indgår som legepartnere. Denne opfattelse er ofte pædagogisk-psykologisk begrundet. De senere år har den didaktiske tilgang haft stigende anvendelse på grund af læringsdagsordenen i de danske daginstitutioner.

Leg i fremtidssamfundet

Legen bliver i fremtidens samfund endnu mere betydningsfuld. Vi er på vej ind i den såkaldte humanoidalder. Dvs. en epoke hvor avancerede, selvlærende humanoider bliver en del af menneskets hverdag. En humanoid er en sammenstilling af algoritmer, som udviser en intelligens, som i allerede etableret viden klart overgår mennesket.

Men robotten er følelseskold, dvs. evner ikke socialitet og slet ikke legen, og dét, legen bidrager med: Fantasi, idérigdom, at kunne lade som om, at kunne skifte perspektiv, at skabe noget sammen med andre. Det legende menneskes spontane, selvaktive og lystprægede trang til at beskæftige sig med det "nytteløse" er knyttet til vigtige "antirobot-evner" såsom social fleksibilitet, samarbejdsevne, divergent/kreativ tænkning, inspiration og humor samt musisk-, kunstnerisk- og endog videnskabelig virksomhed.

Træk af legens historie

De første vidnesbyrd om leg dateres ifølge nyere forskning langt tilbage i menneskets forhistorie.

Forhistorien

Børn var tidligt i historien medproducenter af de første vidnesbyrd om menneskets visuelle kultur. Det ses bl.a. ved aftryk af børnefingre, hånd- og endog fodaftryk på hulemalerierne.

En tilsyneladende legende indstilling hos voksne ses også. Før-istidskunstnerne opfandt et decideret optisk legetøj: Det består af en lille rund skive med en snor, fint udskåret i ben med en hjort på hver side men med to helt forskellige benstillinger. Flipper man hurtigt skiven ved at trække i snoren, giver det et visuelt indtryk af en hjort i springende bevægelse. I en jæger-samler kultur stimulerede dette imaginære legetøjsdyr sandsynligvis forestillingsevnen.

Antikken: legen som frirum

Hesten - antikkens legetøj til drenge
Hesten er et legetøj, der har eksisteret gennem flere årtusinder.
Bemærk hullet i 'næsen'. Der har sandsynligvis været en lædersnor, så drengen kunne trække afsted med sin hest på hjul.
Hesten - antikkens legetøj til drenge
Af .

Småbarnsperioden blev i antikkens græske kultur i set som et legefrirum, både fysisk og rumligt. Her var børnene fri for streng opdragelse og læringspres.

Når græske småbørn legede, fandt det sted i oikos (familiehuset), i gaderummet op til familieboligen samt på de mange åbne pladser i oldtidens byer. Oikos var husholdningen, hvor barnet var sammen med mange voksne, herunder forældrene. Børnene kunne bevæge sig frit rundt i huset og havde mange søskende, slavebørn og udefrakommende børn at lege med.

Der er fundet store mængder evidens for kønsspecifikt legetøj til hhv. piger og drenge. Hertil kommer malerier på krukker med børn, der leger alene, med søskende og kammerater samt med kæledyr.

I antikken har leg desuden været tillagt en generel formidlings- og øvelsesfunktion også på det politiske og religiøse område. Det viser fx de græske komedier og tragedier, De Olympiske Lege og de dionysiske danse og kultiske lege (opkaldt efter guden Dionysos). Disse har haft en enorm betydning for udviklingen af græsk bevidsthed.

Aristoteles tog ikke legen alvorligt og opfattede den som uvirksomt tidsfordriv. Platon interesserede sig derimod seriøst for legen. Han var fx optaget af, hvordan børn kunne forberede sig på at blive voksne, der skulle udfylde vigtige roller i samfundet. Platon koblede direkte rolle- og fantasilege som øvelsespladser, der kunne forberede børn til arbejdslivet. Drengens konstruktionsleg kunne fx blive relevant for tømrerfaget. Pigers leg med voksne dukker (der er ikke fundet babydukker) var forberedelse til at blive en voksen kvinde.

Middelalderen: barndommens tre stadier

Ifølge historikeren Philippe Ariès, blev børn i middelalderen betragtet som miniaturevoksne, der ikke legede. Men det synspunkt er nu forladt i nyere historieforskning grundet middelalderens stadiekategoriseringer af barndommen: Middelalderlatin overtog den græske læge Hippokrates’ inddeling af barndommen i tre stadier: infantia (fødsel-syv år), pueretia (syv-tolv år) og adolescentia (12/14-ca. 21 år).

Disse betegnelser handlede ikke om det enkelte barn som sådan men om, hvordan man kunne forvente, at en infans fungerede og skulle behandles, fx anderledes end et barn i pueretia- og adolescensfasen (næsten ligesom stadier i noget af dagens udviklingspsykologi).

Desuden overtog middelalderlatin den oldgræske lingvistiske betegnelse for barn, som også betyder ‘jeg leger’, ‘legesyg’ og endog kunne henvise til ‘legetøj’. Det vil sige, at selve den semantiske betegnelse for barn er gennemsyret af ‘leg’ og ‘legende’, hvilket indikerer, at legen foregik dengang. I modsætning til det traditionelle historiesyn var barndommen altså en distinkt periode i middelaldersamfundet. Legerummet var generøst og til stede som et frirum fra de voksenpålagte pligter og disciplin, små middelalderbørn også var udsat for.

1600-tallet: Skolen som leg

Legen sås i 1600-tallet som en formålsfri virksomhed, der var stærkt yndet af især børn. Legen kunne derfor bruges til at "liste" de nødvendige færdigheder, kundskaber og holdninger ind i barnet. Men også med det formål at danne karakteren i en bestemt retning: tapper, udholdende, social, tolerant, demokratisk osv.

Pædagogen Comenius ville dermed gøre legen til et forbillede for skolen, der skulle være et "legens værksted". I Schola ludus (1656, Skolen som leg) beskrev han legens pædagogiske fortrin som bevægelse, spontanitet, samværet med andre, orden, lethed, frihed og glæde.

1700-tallet: Rousseaus legesyn

Leg i sig selv som en naturlig virksomhed af egen værdi blev først for alvor fremhævet af Jean-Jacques Rousseau. Den var for ham særlig egnet til "i tide at vænne barnet til at afpasse sine ønsker efter dets behov". Legen var nu ikke længere bare et middel i opdragelsens tjeneste, men selve den naturlige udtryksform hos børn. Den burde derfor hverken undertrykkes eller tages i noget formåls tjeneste.

1800-tallet: Fröbels legesyn

I kølvandet på Rousseau opstod en række udlægninger, der i overvejende grad knyttede an til Immanuel Kants og Friedrich Schillers æstetisk-antropologiske syn på legen. Legen sås nu ikke alene som den naturlige udtryksform for børn. Den opfattedes også som en forudsætning for udviklingen af egentlig menneskelighed.

Det gjaldt fx den tyske pædagog Friedrich Fröbel. Han opfattede dels legen som det reneste udtryk for menneskelighed på barnestadiet, dels som et forvarsel om de senere voksenkvaliteter: "Et barn, som leger dygtigt, selvvirksomt, stille og udholdende indtil legemlig træthed, vil sikkert også blive et dygtigt, stille, udholdende menneske, der lever i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Legen i denne tid er ikke legeri; den har høj alvor og dyb betydning. I legen, den i fri virksomhed valgte beskæftigelse, ligger barnets fremtidige indre åbenbaret for den ægte menneskekenders rolige, gennemtrængende blik. Denne livsalders lege er kimbladene for hele det fremtidige liv".

1990'erne: Legens frisættelse

Karakteristisk for 1990'erne var, at den afgrænsning, der i teorien blev gjort af leg i forhold til fx arbejde og alvor, ikke trådte så tydeligt frem i praksis. Der syntes at herske en uskreven lov om, at hvor legen kunne erstatte arbejde og alvor, var det absolut at foretrække. Det kan skyldes en voksende almen accept af leg som et særkende ved børn.

Men forklaringen skal også søges i de samfundsmæssige forskydninger, der bl.a. bevirkede en forlængelse af barndoms- og ungdomstiden. Børn og unge kom som følge heraf på et senere tidspunkt end tidligere i berøring med arbejdslivet. Der blev således mere plads til legen og dens beslægtede virksomheder i form af sport, spil, dans osv. Legen var ikke længere henvist til særlige tidsrum, frikvarterer, kreative fag og fritid.

2000-tallet: Den tvetydige accept af legen

Den samfundsmæssige udvikling siden 1960'erne har stillet nye rammer op i forhold til legen. Barndoms- og ungdomstiden er i stigende grad blevet en vandring gennem institutioner: vuggestue, børnehave, børnehaveklasse, skole og ungdomsuddannelse. Et kritisk synspunkt på dette er, at legen dermed bliver mere reguleret, overvåget og kontrolleret, og at den udfolder sig under trangere vilkår end før.

Endvidere har kommercielle interesser gjort legen til et marked for tilbud af forskellig art. Det gælder fx computerspil, der ud fra én betragtning kan ses som en legende forberedelse til en informationsteknologisk voksenverden. Men ud fra en anden betragtning afleder det børnenes interesse for deres egen frie leg.

Et andet synspunkt på betingelserne for børns frie leg er, at vi i dag lever med et pædagogisk, kulturelt og psykologisk børnesyn, der accepterer legens store betydning og skaber rum til dens udfoldelse i dagligdagen. Dette standpunkt kaldes for et børneperspektiv på leg.

En skarp modsætning til dette har været den tiltagende politiske styring af barndommen. Kritiske PISA-rapporter viste, at danske skoleelever i international sammenligning klarede sig dårligt i dansk og matematik. Det igangsatte et tidlig læringspres helt ned i småbarnsalderen, hvor legen er blevet markant ignoreret. Bl.a. fordi beslutningstagere mente, at leg ikke førte til læring. Sammen med børns stigende opslugthed og tidsforbrug af tablets og digitale medier har dette medført, at børn i dag leger mindre end deres forældre gjorde, da de var børn.

1900-tallets generelle legeteorier

Internationalt set dominerede udviklingspsykologiens store legeteorier op til 1970'erne. Herhjemme har indflydelsen dog været mærkbar til omkring 1990'erne. Denne type udviklingspsykologi forsøger at forstå legens almene betydning for barnets udvikling.

Diverse teorier koncentrerer sig om meget forskellige sider af legens funktion for personligheden (fx følelsesliv, tænkning eller social udvikling), og der er således store divergenser mellem dem. Der er imidlertid enighed om, at legen er meget vigtig for børns trivsel, at den faktisk er afgørende for, at børn kan gennemløbe en normal, mangesidet udvikling.

I Danmark har fem store legeteorier påvirket opfattelsen af legens væsen markant:

Psykoanalytisk legeteori

Psykoanalytisk legeteori har beskæftiget sig med forholdet mellem forestillingsmæssig (symbolsk) leg og følelseslivet. For Sigmund Freud var legen ligesom drømmen "kongevejen til det ubevidste". I legen viser impulserne, ønskerne og de selviske sider af mennesket sig direkte, og realiteternes instans i psyken, jeget, spiller en begrænset rolle.

I legen afreageres ophobet spænding, frustrationer bearbejdes, og barnet vender gentagne gange i sin leg tilbage til den samme grundkonflikt (kaldet gentagelsestvang). Fx kan dukkelegen opfattes som et psykologisk drama, hvor barnet bearbejder grundkonflikten forældremagt/børneafmagt. Barnet overtager i legen symbolsk rollen som den voksne, der straffer sit lille barn. Legebarnet oplever herved både en magtfuldhed og en mestring, som ikke er mulig i realiteternes verden. Legen kompenserer derved for barnets grundlæggende følelse af underlegenhed og svaghed. Aggressive og destruktive impulser kan ligeledes afreageres uden frygt for straf.

I psykoanalytisk teori er legens funktion derfor at sikre barnets psykiske sundhed. Freud mente ligefrem, at legen kunne frelse mennesket fra neurosen ved legens angstreducerende funktion i barndommen.

Neopsykoanalytikerne om legen

Efter Freud førte andre psykoanalytikere idéerne videre. Freuds datter Anna Freud udviklede således legeterapien som en terapeutisk metode.

Den tysk-amerikanske psykoanalytiker og udviklingspsykolog Erik H. Erikson bevarede en del af Freuds tanker. Men i modsætning til denne mente Erikson ikke, at legen er direkte afreagering af drifter. Legen bruges derimod af jeget som et redskab til at løse bestemte udviklingsopgaver i barndommen. I denne opfattelse er leg et ydre handlingsmæssigt forsøg på bearbejdning af psykiske konflikter, som jeget tumler med. Dette står i modsætning til den voksne, der på det indre plan evner at bearbejde og grunde over et problem.

I moderne psykologi og pædagogik spiller det psykoanalytiske legesyn en meget beskeden rolle. Det er kun i særlige behandlingsmiljøer, at den i dag ses i anvendelse.

Jean Piagets kognitive legeteori

Jean Piaget har spillet en betydende rolle for forståelsen af legens forhold til barnets kognitive udvikling. I denne teori er leg og kognition (erkendelse og tænkning) tæt forbundne. Ifølge Piaget skaber legen ikke nye erfaringer og indsigter og udvikler derfor ikke tænkningen. Men legen er vigtig alligevel, da den fungerer som assimilation. Dvs. at barnet i legen bearbejder og gentager noget nyligt indlært, så det forankres og fastholdes.

Legen følger nøje tænkningens udvikling og dermed også dens forskellige udviklingsfaser. De tre hovedtyper af leg er:

  1. Den praktiske leg, som forekommer i perioden 0-2 år i den såkaldte sensomotoriske periode. Barnets funktionslyst og aktive stræben er drivkraften, og ved hjælp af sanser og motorik undersøges omverdenen. Legen bidrager ikke direkte til udvikling af erkendelsen, men øver og stabiliserer allerede erhvervede erfaringer og færdigheder.
  2. Den symbolske leg i perioden 2-7 år, hvor den såkaldte præoperationelle (før-logiske) tænkning dominerer. Mellem andet og fjerde år præges barnet af den egocentriske tænkning, hvor det ikke magter at forstå andre perspektiver end sine egne. At legen er symbolsk, skyldes barnets opdagelse af, at virkelige hændelser kan repræsenteres ved stedfortrædere (fx ord, lyde, gestus, bevægelser), og dette muliggør en laden som om. Barnet har nu stor fornøjelse af at lade, som om det spiser, sover, kører bil osv. Legen afspejler den egocentriske tænkning og har næsten samme funktion som i psykoanalytisk teori, nemlig afreagering og bearbejdning af konflikter og hændelser, som barnet subjektivt opfatter det. Desuden stabiliserer legen symbolfunktionen, en nødvendig forudsætning for udvikling af sproget. I legen med kammerater konfronteres småbarnet med andres synspunkter, og disse erfaringer fremtvinger gradvis en afvikling af den egocentriske tænkning. Mellem fjerde og syvende år dominerer den intuitive periode, hvor egentlig logisk tænkning efterhånden udvikles. "Intuitionen er den tidlige barndoms logik", sagde Piaget om denne periode. Logikken er dog ganske jordnær, konkret og realistisk. Legen er nu mindre præget af subjektive forestillinger og udtrykker direkte forsøg på kopiering af virkeligheden.
  3. Regellegen tager over fra syvårsalderen i den konkret logiske fase og er en følge af både modning og opdragelse. Nu ses det fuldt ud socialiserede barns interesse for at lære både logiske og sociale spilleregler, som det bearbejder i leg.

Piagets kognitive teori og legeteorien har i årtier spillet en dominerende rolle i dansk psykologi og pædagogik, men den er på retur. Fx undervurderede Piaget stærkt barnets evner i den senso-motoriske periode. Idéen om det egocentrisk tænkende småbarn har mødt hård kritik. Det samme kan siges om det teoretiske grundlag, hvor tænkning og leg opfattes som en udvikling gennem aldersbestemte stadier. Der er også kritik af, at legen blot følger tænkningens stadier og ikke i sig selv udvikler kognitionen.

Virksomhedsteoriens legeopfattelse

I virksomhedsteorien organiseres barnets udvikling omkring aldersbestemte dominerende virksomheder. Fx er legen den dominerende virksomhed, når det 3-6-årige barn er i kontakt med sin omverden. I denne periode af menneskets liv er legen det mest betydningsfulde medium for udvikling.

De russiske psykologer Aleksej Leontjev og Daniil Elkonin opfattede legen som en øvelse i social tilpasning, kollektivitetsfølelse og voksenroller. Legen opstår som en løsning af modsætningen mellem barnets ønske om på den ene side at være og gøre som de voksne og på den anden side egen uformåenhed. I legen realiseres ønsket om at være som de voksne, og voksenrollerne afprøves. I rollelege med jævnaldrende styrkes det sociale fællesskab og individets selvkontrol. Den frie leg er kun tilsyneladende fri: Enhver rolleleg indeholder skjulte regler, der både bestemmer den enkeltes rolle og regulerer samspillet mellem aktørerne.

Uden mangfoldige øvelser i rollelegens skjulte samspilsregler vil barnet ifølge teorien komme til at mangle kendskab til det sociale livs spilleregler. I rollelegen indøves det virkelige voksenlivs sociale grundregler derfor for sjov i god tid, før det engang bliver for alvor.

Lev Vygotskijs sociokulturelle legeperspektiv

Beslægtet med dette legesyn er den russiske psykolog Lev Vygotskijssociokulturelle psykologi. I denne opfattelse skabes udvikling i den konkrete sociale og kulturelle kontakt mellem mennesker. I samspillet med mere erfarne (større børn og voksne) lærer barnet at mestre nødvendige færdigheder. De erfarne fører barnet ind i dets næste udviklingstrin, den såkaldte zone for nærmeste udvikling. Desuden tilegner barnet sig det kulturelle meningssystem, hvilket tillige indebærer evnen til at dele fælles forståelse med andre.

I legen (den symbolske) befinder barnet sig spontant i zonen for nærmeste udvikling. "I legen er det, som om han er et hoved højere end sig selv", sagde Vygotskij om barnet. Men hvad er da det udviklende? For det første kan barnet frigøre sig fra konkrete situationer og lade fantasi og fri forestilling råde. Dette er et stort spring i menneskets forhold til sin omverden: Fra det lille barns situationsstyrede adfærd til indre idéer og planer, der skaber, organiserer og udfører komplekse handlingsforløb. For det andet indeholder forestillingslegen en række skjulte sociale regler og roller (fx far, mor og barn-legen), som barnet er nødt til at anerkende. Dette nødvendiggør impulskontrol og styrker den sociale side af barnet.

Ny empirisk forskning støtter Vygotskijs idéer om, at forestillingslegen både er udviklende for tænkningen (herunder fantasi og kreativitet) og for den sociale evne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig