leg

Menneskets evolutionshistorie har været præget af stor usikkerhed, abrupte hændelser, krige og kriser. Det har krævet stor mental fleksibilitet, evne til hurtig omstilling og tilpasning til nye vilkår. Leg er her den aktivitet, hvor barnet eksperimenterer med, udforsker og udfordrer trusler, ukendtheder og forandring.

Gennem som-om-forestillingsleg kan alternative hvad-nu-hvis-virkeligheder skabes. Dermed bliver legens funktion at øge menneskets evolutionære omstillingsparathed og mentale fleksibilitet. Men fremtidsukendthed og pludselige katastrofer er ikke kun et fortidigt fænomen. Det vidner vor tidsepokes ustabile vilkår og uforudsigelige forandring om.

Evolutionen viser sig eksempelvis i fantasilegen, når det handler om at håndtere det farlige og uventede. Fx sidder en lille gruppe fire-fem-årige på en madras på gulvet og bevæger armene ud til siderne i takt. Men de har mental forladt børnehaven. De er på vej ned af den oprørte flod i junglen, fyldt med piranaer. Her kan alt pludselig ske, for det forventes i denne leg. Så falder den ene i vandet og reddes op igen, for det håndterer man sammen. Barndommens leg er der, hvor menneskeartens helt upåagtede evolutionære udvikling af omstillings- og tilpasningsevner viser sig.

Nyere forhistorisk forskning støtter denne evolutionære tese om legens betydning. Det var sandsynligvis barndommens udstrakte legeperiode, der var medvirkende årsag til udkonkurrering af Neandertaleren. Den havde en kort, hurtigt overstået barndom med begrænset mulighed for leg. Dermed var neandertaleren udelukket fra den langtidskrævende læring og udvikling af kapaciteterne mental fleksibilitet og omstillingsevne til nye, ukendte livsvilkår.

Der uenighed om, hvorvidt kønsforskelle i børns leg overvejende er biologisk styrede eller miljøbetingede. Forskning viser dog, at fx pigers større grad af emotionel følsomhed og afhængighed bedst kan forklares ved omgivelsernes forventninger og kønsspecifik opdragelsespraksis. Hertil kommer, at pigerne selv overtager andres forventninger som personlige egenskaber gennem deres leg med andre piger.

Børns frie valg af legepartnere i daginstitutioner og i nærmiljøet skaber ofte grupperinger af samme køn, hvilket forstærker kønsstereotypier. Når børn derimod leger i kønsblandede grupper, overskrider både piger og drenge oftere kønsgrænserne.

Industrielt produceret legetøj understøtter og forstærker binære kønsforskelle, fx krigslegetøj til drenge versus dukker til piger. I den psykologiske forskning er der imidlertid ikke enighed om, hvorvidt legetøj forstærker kønsforskelle eller blot passivt understøtter allerede eksisterende psykologiske forskelle mellem de to køn.

Kønsforskellen må ikke betragtes som nogen absolut størrelse. Iagttages fx piger og drenge alene, er der flere psykologiske ligheder mellem de to køn, end når børn leger sammen. Dette tyder på, at kønsspecifik leg hos børn ikke er en fast egenskab ved personligheden, men i høj grad en funktion af gruppens konformitetspres.

Det er derfor ikke frugtbart at tale om kønsforskelle i legen i absolutte begreber, da dette forstørrer forskelle mellem individer. Endvidere føler nogle piger og drenge sig ikke hjemme i det binære kønssystem på grund af deres kønsidentitet. Fx kan nogle med en fysisk drenge- eller pigekrop opleve sig som af det andet køn, eller en blanding af begge. Dette er ikke almindeligt, men normalt.

Leg med andre er en øvelse i både forhandling og tydning af mening. Dette er igen nært forbundet med samfundsmæssig og kulturel integration. I legen lærer barnet således at forstå de grundlæggende koder i kulturens hverdagsliv.

Legens rolle i pædagogikken er omstridt. Det bunder i, at to vidt forskelige legesyn, har delt vandene.

På den ene side står puristerne, som ser legen som det rene, urørlige barndomsland. Legen er her indbegrebet af en unik værensform hinsides al nytteværdi. Legens formål er at være formålsløs, at være til for sin egen skyld. Derfor skal de voksne lade børnene lege helt uden indgreb eller bagtanker om læring. Dette standpunkt er overvejende begrundet i filosofisk teori.

På den anden side står didaktikerne. Her indgår legen aktivt som et pædagogisk redskab til læring. Herfra kommer eksempelvis begrebet legende læring. Endvidere accepteres, at voksne indgår som legepartnere. Denne opfattelse er ofte pædagogisk-psykologisk begrundet. De senere år har den didaktiske tilgang haft stigende anvendelse på grund af læringsdagsordenen i de danske daginstitutioner.

Legen bliver i fremtidens samfund endnu mere betydningsfuld. Vi er på vej ind i den såkaldte humanoidalder. Dvs. en epoke hvor avancerede, selvlærende humanoider bliver en del af menneskets hverdag. En humanoid er en sammenstilling af algoritmer, som udviser en intelligens, som i allerede etableret viden klart overgår mennesket.

Men robotten er følelseskold, dvs. evner ikke socialitet og slet ikke legen, og dét, legen bidrager med: Fantasi, idérigdom, at kunne lade som om, at kunne skifte perspektiv, at skabe noget sammen med andre. Det legende menneskes spontane, selvaktive og lystprægede trang til at beskæftige sig med det "nytteløse" er knyttet til vigtige "antirobot-evner" såsom social fleksibilitet, samarbejdsevne, divergent/kreativ tænkning, inspiration og humor samt musisk-, kunstnerisk- og endog videnskabelig virksomhed.

Børn var tidligt i historien medproducenter af de første vidnesbyrd om menneskets visuelle kultur. Det ses bl.a. ved aftryk af børnefingre, hånd- og endog fodaftryk på hulemalerierne.

En tilsyneladende legende indstilling hos voksne ses også. Før-istidskunstnerne opfandt et decideret optisk legetøj: Det består af en lille rund skive med en snor, fint udskåret i ben med en hjort på hver side men med to helt forskellige benstillinger. Flipper man hurtigt skiven ved at trække i snoren, giver det et visuelt indtryk af en hjort i springende bevægelse. I en jæger-samler kultur stimulerede dette imaginære legetøjsdyr sandsynligvis forestillingsevnen.

Småbarnsperioden blev i antikkens græske kultur i set som et legefrirum, både fysisk og rumligt. Her var børnene fri for streng opdragelse og læringspres.

Når græske småbørn legede, fandt det sted i oikos (familiehuset), i gaderummet op til familieboligen samt på de mange åbne pladser i oldtidens byer. Oikos var husholdningen, hvor barnet var sammen med mange voksne, herunder forældrene. Børnene kunne bevæge sig frit rundt i huset og havde mange søskende, slavebørn og udefrakommende børn at lege med.

Der er fundet store mængder evidens for kønsspecifikt legetøj til hhv. piger og drenge. Hertil kommer malerier på krukker med børn, der leger alene, med søskende og kammerater samt med kæledyr.

I antikken har leg desuden været tillagt en generel formidlings- og øvelsesfunktion også på det politiske og religiøse område. Det viser fx de græske komedier og tragedier, De Olympiske Lege og de dionysiske danse og kultiske lege (opkaldt efter guden Dionysos). Disse har haft en enorm betydning for udviklingen af græsk bevidsthed.

Aristoteles tog ikke legen alvorligt og opfattede den som uvirksomt tidsfordriv. Platon interesserede sig derimod seriøst for legen. Han var fx optaget af, hvordan børn kunne forberede sig på at blive voksne, der skulle udfylde vigtige roller i samfundet. Platon koblede direkte rolle- og fantasilege som øvelsespladser, der kunne forberede børn til arbejdslivet. Drengens konstruktionsleg kunne fx blive relevant for tømrerfaget. Pigers leg med voksne dukker (der er ikke fundet babydukker) var forberedelse til at blive en voksen kvinde.

Ifølge historikeren Philippe Ariès, blev børn i middelalderen betragtet som miniaturevoksne, der ikke legede. Men det synspunkt er nu forladt i nyere historieforskning grundet middelalderens stadiekategoriseringer af barndommen: Middelalderlatin overtog den græske læge Hippokrates’ inddeling af barndommen i tre stadier: infantia (fødsel-syv år), pueretia (syv-tolv år) og adolescentia (12/14-ca. 21 år).

Disse betegnelser handlede ikke om det enkelte barn som sådan men om, hvordan man kunne forvente, at en infans fungerede og skulle behandles, fx anderledes end et barn i pueretia- og adolescensfasen (næsten ligesom stadier i noget af dagens udviklingspsykologi).

Desuden overtog middelalderlatin den oldgræske lingvistiske betegnelse for barn, som også betyder ‘jeg leger’, ‘legesyg’ og endog kunne henvise til ‘legetøj’. Det vil sige, at selve den semantiske betegnelse for barn er gennemsyret af ‘leg’ og ‘legende’, hvilket indikerer, at legen foregik dengang. I modsætning til det traditionelle historiesyn var barndommen altså en distinkt periode i middelaldersamfundet. Legerummet var generøst og til stede som et frirum fra de voksenpålagte pligter og disciplin, små middelalderbørn også var udsat for.

Legen sås i 1600-tallet som en formålsfri virksomhed, der var stærkt yndet af især børn. Legen kunne derfor bruges til at "liste" de nødvendige færdigheder, kundskaber og holdninger ind i barnet. Men også med det formål at danne karakteren i en bestemt retning: tapper, udholdende, social, tolerant, demokratisk osv.

Pædagogen Comenius ville dermed gøre legen til et forbillede for skolen, der skulle være et "legens værksted". I Schola ludus (1656, Skolen som leg) beskrev han legens pædagogiske fortrin som bevægelse, spontanitet, samværet med andre, orden, lethed, frihed og glæde.

Leg i sig selv som en naturlig virksomhed af egen værdi blev først for alvor fremhævet af Jean-Jacques Rousseau. Den var for ham særlig egnet til "i tide at vænne barnet til at afpasse sine ønsker efter dets behov". Legen var nu ikke længere bare et middel i opdragelsens tjeneste, men selve den naturlige udtryksform hos børn. Den burde derfor hverken undertrykkes eller tages i noget formåls tjeneste.

I kølvandet på Rousseau opstod en række udlægninger, der i overvejende grad knyttede an til Immanuel Kants og Friedrich Schillers æstetisk-antropologiske syn på legen. Legen sås nu ikke alene som den naturlige udtryksform for børn. Den opfattedes også som en forudsætning for udviklingen af egentlig menneskelighed.

Det gjaldt fx den tyske pædagog Friedrich Fröbel. Han opfattede dels legen som det reneste udtryk for menneskelighed på barnestadiet, dels som et forvarsel om de senere voksenkvaliteter: "Et barn, som leger dygtigt, selvvirksomt, stille og udholdende indtil legemlig træthed, vil sikkert også blive et dygtigt, stille, udholdende menneske, der lever i harmoni med sig selv og sine omgivelser. Legen i denne tid er ikke legeri; den har høj alvor og dyb betydning. I legen, den i fri virksomhed valgte beskæftigelse, ligger barnets fremtidige indre åbenbaret for den ægte menneskekenders rolige, gennemtrængende blik. Denne livsalders lege er kimbladene for hele det fremtidige liv".

Karakteristisk for 1990'erne var, at den afgrænsning, der i teorien blev gjort af leg i forhold til fx arbejde og alvor, ikke trådte så tydeligt frem i praksis. Der syntes at herske en uskreven lov om, at hvor legen kunne erstatte arbejde og alvor, var det absolut at foretrække. Det kan skyldes en voksende almen accept af leg som et særkende ved børn.

Men forklaringen skal også søges i de samfundsmæssige forskydninger, der bl.a. bevirkede en forlængelse af barndoms- og ungdomstiden. Børn og unge kom som følge heraf på et senere tidspunkt end tidligere i berøring med arbejdslivet. Der blev således mere plads til legen og dens beslægtede virksomheder i form af sport, spil, dans osv. Legen var ikke længere henvist til særlige tidsrum, frikvarterer, kreative fag og fritid.

Den samfundsmæssige udvikling siden 1960'erne har stillet nye rammer op i forhold til legen. Barndoms- og ungdomstiden er i stigende grad blevet en vandring gennem institutioner: vuggestue, børnehave, børnehaveklasse, skole og ungdomsuddannelse. Et kritisk synspunkt på dette er, at legen dermed bliver mere reguleret, overvåget og kontrolleret, og at den udfolder sig under trangere vilkår end før.

Endvidere har kommercielle interesser gjort legen til et marked for tilbud af forskellig art. Det gælder fx computerspil, der ud fra én betragtning kan ses som en legende forberedelse til en informationsteknologisk voksenverden. Men ud fra en anden betragtning afleder det børnenes interesse for deres egen frie leg.

Et andet synspunkt på betingelserne for børns frie leg er, at vi i dag lever med et pædagogisk, kulturelt og psykologisk børnesyn, der accepterer legens store betydning og skaber rum til dens udfoldelse i dagligdagen. Dette standpunkt kaldes for et børneperspektiv på leg.

En skarp modsætning til dette har været den tiltagende politiske styring af barndommen. Kritiske PISA-rapporter viste, at danske skoleelever i international sammenligning klarede sig dårligt i dansk og matematik. Det igangsatte et tidlig læringspres helt ned i småbarnsalderen, hvor legen er blevet markant ignoreret. Bl.a. fordi beslutningstagere mente, at leg ikke førte til læring. Sammen med børns stigende opslugthed og tidsforbrug af tablets og digitale medier har dette medført, at børn i dag leger mindre end deres forældre gjorde, da de var børn.

Psykoanalytisk legeteori har beskæftiget sig med forholdet mellem forestillingsmæssig (symbolsk) leg og følelseslivet. For Sigmund Freud var legen ligesom drømmen "kongevejen til det ubevidste". I legen viser impulserne, ønskerne og de selviske sider af mennesket sig direkte, og realiteternes instans i psyken, jeget, spiller en begrænset rolle.

I legen afreageres ophobet spænding, frustrationer bearbejdes, og barnet vender gentagne gange i sin leg tilbage til den samme grundkonflikt (kaldet gentagelsestvang). Fx kan dukkelegen opfattes som et psykologisk drama, hvor barnet bearbejder grundkonflikten forældremagt/børneafmagt. Barnet overtager i legen symbolsk rollen som den voksne, der straffer sit lille barn. Legebarnet oplever herved både en magtfuldhed og en mestring, som ikke er mulig i realiteternes verden. Legen kompenserer derved for barnets grundlæggende følelse af underlegenhed og svaghed. Aggressive og destruktive impulser kan ligeledes afreageres uden frygt for straf.

I psykoanalytisk teori er legens funktion derfor at sikre barnets psykiske sundhed. Freud mente ligefrem, at legen kunne frelse mennesket fra neurosen ved legens angstreducerende funktion i barndommen.

Efter Freud førte andre psykoanalytikere idéerne videre. Freuds datter Anna Freud udviklede således legeterapien som en terapeutisk metode.

Den tysk-amerikanske psykoanalytiker og udviklingspsykolog Erik H. Erikson bevarede en del af Freuds tanker. Men i modsætning til denne mente Erikson ikke, at legen er direkte afreagering af drifter. Legen bruges derimod af jeget som et redskab til at løse bestemte udviklingsopgaver i barndommen. I denne opfattelse er leg et ydre handlingsmæssigt forsøg på bearbejdning af psykiske konflikter, som jeget tumler med. Dette står i modsætning til den voksne, der på det indre plan evner at bearbejde og grunde over et problem.

I moderne psykologi og pædagogik spiller det psykoanalytiske legesyn en meget beskeden rolle. Det er kun i særlige behandlingsmiljøer, at den i dag ses i anvendelse.

Jean Piaget har spillet en betydende rolle for forståelsen af legens forhold til barnets kognitive udvikling. I denne teori er leg og kognition (erkendelse og tænkning) tæt forbundne. Ifølge Piaget skaber legen ikke nye erfaringer og indsigter og udvikler derfor ikke tænkningen. Men legen er vigtig alligevel, da den fungerer som assimilation. Dvs. at barnet i legen bearbejder og gentager noget nyligt indlært, så det forankres og fastholdes.

Legen følger nøje tænkningens udvikling og dermed også dens forskellige udviklingsfaser. De tre hovedtyper af leg er:

1. Den praktiske leg, som forekommer i perioden 0-2 år i den såkaldte sensomotoriske periode. Barnets funktionslyst og aktive stræben er drivkraften, og ved hjælp af sanser og motorik undersøges omverdenen. Legen bidrager ikke direkte til udvikling af erkendelsen, men øver og stabiliserer allerede erhvervede erfaringer og færdigheder.
2. Den symbolske leg i perioden 2-7 år, hvor den såkaldte præoperationelle (før-logiske) tænkning dominerer. Mellem andet og fjerde år præges barnet af den egocentriske tænkning, hvor det ikke magter at forstå andre perspektiver end sine egne. At legen er symbolsk, skyldes barnets opdagelse af, at virkelige hændelser kan repræsenteres ved stedfortrædere (fx ord, lyde, gestus, bevægelser), og dette muliggør en laden som om. Barnet har nu stor fornøjelse af at lade, som om det spiser, sover, kører bil osv. Legen afspejler den egocentriske tænkning og har næsten samme funktion som i psykoanalytisk teori, nemlig afreagering og bearbejdning af konflikter og hændelser, som barnet subjektivt opfatter det. Desuden stabiliserer legen symbolfunktionen, en nødvendig forudsætning for udvikling af sproget. I legen med kammerater konfronteres småbarnet med andres synspunkter, og disse erfaringer fremtvinger gradvis en afvikling af den egocentriske tænkning. Mellem fjerde og syvende år dominerer den intuitive periode, hvor egentlig logisk tænkning efterhånden udvikles. "Intuitionen er den tidlige barndoms logik", sagde Piaget om denne periode. Logikken er dog ganske jordnær, konkret og realistisk. Legen er nu mindre præget af subjektive forestillinger og udtrykker direkte forsøg på kopiering af virkeligheden.
3. Regellegen tager over fra syvårsalderen i den konkret logiske fase og er en følge af både modning og opdragelse. Nu ses det fuldt ud socialiserede barns interesse for at lære både logiske og sociale spilleregler, som det bearbejder i leg.

Piagets kognitive teori og legeteorien har i årtier spillet en dominerende rolle i dansk psykologi og pædagogik, men den er på retur. Fx undervurderede Piaget stærkt barnets evner i den senso-motoriske periode. Idéen om det egocentrisk tænkende småbarn har mødt hård kritik. Det samme kan siges om det teoretiske grundlag, hvor tænkning og leg opfattes som en udvikling gennem aldersbestemte stadier. Der er også kritik af, at legen blot følger tænkningens stadier og ikke i sig selv udvikler kognitionen.

I virksomhedsteorien organiseres barnets udvikling omkring aldersbestemte dominerende virksomheder. Fx er legen den dominerende virksomhed, når det 3-6-årige barn er i kontakt med sin omverden. I denne periode af menneskets liv er legen det mest betydningsfulde medium for udvikling.

De russiske psykologer Aleksej Leontjev og Daniil Elkonin opfattede legen som en øvelse i social tilpasning, kollektivitetsfølelse og voksenroller. Legen opstår som en løsning af modsætningen mellem barnets ønske om på den ene side at være og gøre som de voksne og på den anden side egen uformåenhed. I legen realiseres ønsket om at være som de voksne, og voksenrollerne afprøves. I rollelege med jævnaldrende styrkes det sociale fællesskab og individets selvkontrol. Den frie leg er kun tilsyneladende fri: Enhver rolleleg indeholder skjulte regler, der både bestemmer den enkeltes rolle og regulerer samspillet mellem aktørerne.

Uden mangfoldige øvelser i rollelegens skjulte samspilsregler vil barnet ifølge teorien komme til at mangle kendskab til det sociale livs spilleregler. I rollelegen indøves det virkelige voksenlivs sociale grundregler derfor for sjov i god tid, før det engang bliver for alvor.

Beslægtet med dette legesyn er den russiske psykolog Lev Vygotskijssociokulturelle psykologi. I denne opfattelse skabes udvikling i den konkrete sociale og kulturelle kontakt mellem mennesker. I samspillet med mere erfarne (større børn og voksne) lærer barnet at mestre nødvendige færdigheder. De erfarne fører barnet ind i dets næste udviklingstrin, den såkaldte zone for nærmeste udvikling. Desuden tilegner barnet sig det kulturelle meningssystem, hvilket tillige indebærer evnen til at dele fælles forståelse med andre.

I legen (den symbolske) befinder barnet sig spontant i zonen for nærmeste udvikling. "I legen er det, som om han er et hoved højere end sig selv", sagde Vygotskij om barnet. Men hvad er da det udviklende? For det første kan barnet frigøre sig fra konkrete situationer og lade fantasi og fri forestilling råde. Dette er et stort spring i menneskets forhold til sin omverden: Fra det lille barns situationsstyrede adfærd til indre idéer og planer, der skaber, organiserer og udfører komplekse handlingsforløb. For det andet indeholder forestillingslegen en række skjulte sociale regler og roller (fx far, mor og barn-legen), som barnet er nødt til at anerkende. Dette nødvendiggør impulskontrol og styrker den sociale side af barnet.

Ny empirisk forskning støtter Vygotskijs idéer om, at forestillingslegen både er udviklende for tænkningen (herunder fantasi og kreativitet) og for den sociale evne.