Internationalt set dominerede udviklingspsykologiens store legeteorier op til 1970'erne; herhjemme har indflydelsen dog været mærkbar til omkring 1990'erne. Denne type udviklingspsykologi forsøger at forstå legens almene betydning for barnets udvikling. Diverse teorier koncentrerer sig om meget forskellige sider af legens funktion for personligheden (fx følelsesliv, tænkning eller social udvikling), og der er således store divergenser mellem dem. Enighed er der imidlertid om, at legen er meget vigtig for børns trivsel; ja, den er afgørende for, at børn kan gennemløbe en normal, mangesidet udvikling. Af vigtige store legeteorier, der herhjemme markant har påvirket opfattelser af legens væsen, kan nævnes:
Psykoanalytisk legeteori har beskæftiget sig med forholdet mellem forestillingsmæssig (symbolsk) leg og følelseslivet. For Freud var legen ligesom drømmen "kongevejen til det ubevidste". I legen viser impulserne, ønskerne og de selviske sider af mennesket sig direkte, og realiteternes instans i psyken, jeget, spiller en begrænset rolle. I legen afreageres ophobet spænding, frustrationer bearbejdes, og barnet vender gentagne gange i sin leg tilbage til den samme grundkonflikt (gentagelsestvang). Fx kan dukkelegen opfattes som et psykologisk drama, hvor barnet bearbejder grundkonflikten forældremagt/børneafmagt. Barnet overtager i legen symbolsk rollen som den voksne, der straffer sit lille barn. Legebarnet oplever herved både en magtfuldhed og en mestring, som ikke er mulig i realiteternes verden. Legen kompenserer derved for barnets grundlæggende følelse af underlegenhed og svaghed. Aggressive og destruktive impulser kan ligeledes afreageres uden frygt for straf. I psykoanalytisk teori er legens funktion derfor at sikre barnets psykiske sundhed. Freud mente ligefrem, at legen kunne frelse mennesket fra neurosen ved legens angstreducerende funktion i barndommen.
Efter Freud førte andre psykoanalytikere idéerne videre. Freuds datter Anna Freud udviklede således legeterapien som en terapeutisk metode. Den tysk-amerikanske psykoanalytiker og udviklingspsykolog Erik H. Erikson bevarede en del af Freuds tanker; men i modsætning til denne mente Erikson ikke, at legen er direkte afreagering af drifter. Legen bruges derimod af jeget som et redskab til at løse bestemte udviklingsopgaver i barndommen. I denne opfattelse er leg et ydre handlingsmæssigt forsøg på bearbejdning af psykiske konflikter, som jeget tumler med. I modsætning til den voksne, der på det indre plan evner at bearbejde og grunde over et problem.
I moderne psykologi og pædagogik spiller det psykoanalytiske legesyn en beskeden rolle, og det er kun i særlige behandlingsmiljøer, legeteorien i dag ses i anvendelse.
I denne teori er leg og kognition (erkendelse og tænkning) tæt forbundne; legen følger nøje tænkningens udvikling og dermed også dens forskellige udviklingsfaser. De tre hovedtyper af leg er:
1) Den praktiske leg, som forekommer i perioden 0-2 år i den såkaldte sensomotoriske periode. Barnets funktionslyst og aktive stræben er drivkraften, og ved hjælp af sanser og motorik undersøges omverdenen. Legen bidrager ikke direkte til udvikling af erkendelsen, men øver og stabiliserer allerede erhvervede erfaringer og færdigheder.
2) Den symbolske leg i perioden 2-7 år, hvor den såkaldte præoperationelle (før-logiske) tænkning dominerer. Mellem andet og fjerde år præges barnet af den egocentriske tænkning, hvor barnet ikke magter at forstå andre perspektiver end sine egne. At legen er symbolsk, skyldes barnets opdagelse af, at virkelige hændelser kan repræsenteres ved "stedfortrædere" (fx ord, lyde, gestus, bevægelser), og dette muliggør en "laden som om". Barnet har nu stor fornøjelse af at lade, som om det spiser, sover, kører bil osv. Legen afspejler den egocentriske tænkning og har næsten samme funktion som i psykoanalytisk teori, nemlig afreagering og bearbejdning af konflikter og hændelser, som barnet subjektivt opfatter det. Desuden stabiliserer legen symbolfunktionen, en nødvendig forudsætning for udvikling af sproget. I legen med kammerater konfronteres småbarnet med andres synspunkter, og disse erfaringer fremtvinger gradvis en afvikling af den egocentriske tænkning. Mellem fjerde og syvende år dominerer den intuitive periode, hvor egentlig logisk tænkning efterhånden udvikles. "Intuitionen er den tidlige barndoms logik", sagde Piaget om denne periode. Logikken er dog ganske jordnær, konkret og realistisk. Legen er nu mindre præget af subjektive forestillinger og udtrykker direkte forsøg på kopiering af virkeligheden.
3) Regellegen, som tager over fra syvårsalderen, er en følge af både modning og opdragelse. Nu ses det fuldt ud socialiserede barns interesse for at lære både logiske og sociale spilleregler.
Piagets kognitive teori (herunder legeteorien) har i årtier spillet en dominerende rolle i dansk psykologi og pædagogik, men er på retur. Fx undervurderede Piaget stærkt barnets evner i den senso-motoriske periode; idéen om det egocentrisk tænkende småbarn har mødt hård kritik; det samme kan siges om det teoretiske grundlag, hvor tænkning og leg opfattes som en udvikling gennem aldersbestemte stadier.
I virksomhedsteorien organiseres barnets udvikling omkring aldersbestemte dominerende virksomheder. Fx er legen den dominerende virksomhed, når det 3-6-årige barn er i kontakt med sin omverden. I denne periode af menneskets liv er legen det mest betydningsfulde medium for udvikling. De russiske psykologer Aleksej Leontjev og Daniil Elkonin opfattede legen som en øvelse i social tilpasning, kollektivitetsfølelse og voksenroller. Legen opstår som en løsning af modsætningen mellem barnets ønske om på den ene side at være og gøre som de voksne og på den anden side egen uformåenhed. I legen realiseres ønsket om at være som de voksne, og voksenrollerne afprøves. I rollelege med jævnaldrende styrkes det sociale fællesskab og individets selvkontrol. Den "frie leg" er kun tilsyneladende fri: Enhver rolleleg indeholder skjulte regler, der både bestemmer den enkeltes rolle og regulerer samspillet mellem aktørerne. Uden mangfoldige øvelser i rollelegens skjulte samspilsregler vil barnet ifølge teorien komme til at mangle kendskab til det sociale livs spilleregler. I rollelegen indøves det virkelige voksenlivs sociale grundregler derfor for sjov i god tid, før det engang bliver for alvor.
Beslægtet med dette legesyn er den russiske psykolog Lev Vygotskijs sociokulturelle psykologi. I denne opfattelse skabes udvikling i den konkrete sociale og kulturelle kontakt mellem mennesker. I samspillet med mere erfarne (større børn og voksne) lærer barnet at mestre nødvendige færdigheder. De erfarne fører barnet ind i dets næste udviklingstrin, den såkaldte zonen for nærmeste udvikling. Desuden tilegner barnet sig det kulturelle meningssystem, hvilket tillige indebærer evnen til at dele fælles forståelse med andre. I legen (den symbolske) befinder barnet sig spontant i zonen for nærmeste udvikling. "I legen er det, som om han er et hoved højere end sig selv", sagde Vygotskij om barnet. Men hvad er da det udviklende? For det første kan barnet frigøre sig fra konkrete situationer og lade fantasi og fri forestilling råde. Dette er et stort spring i menneskets forhold til sin omverden: Fra det lille barns situationsstyrede adfærd til indre idéer og planer, der skaber, organiserer og udfører komplekse handlingsforløb. For det andet indeholder forestillingslegen en række skjulte sociale regler og roller (fx far, mor og barn-legen), som barnet er nødt til at anerkende. Dette nødvendiggør impulskontrol og styrker den sociale side af barnet. Ny empirisk forskning støtter Vygotskijs idéer om, at forestillingslegen både er udviklende for tænkningen (herunder fantasi og kreativitet) og for den sociale evne.
Sammenfattende kan dog siges om tendensen inden for international legeforskning, at de store legeteorier er trådt i baggrunden til fordel for mere empiriske og konkrete studier af legen. Fra den nye legeforskning skal fremhæves:
Med stigende alder vil barnet efterhånden lege helt uafhængigt af den voksnes nærhed. Det falder sammen med, at jævnaldrende bliver de foretrukne legekammerater. Får børn frihed til at vælge legepartnere, foretrækker de som oftest nogen, der er jævnbyrdige i alder og udvikling. Dette frie valg af legepartnere ses ofte i daginstitutioner, og når børn leger sammen i boligområderne. I legen opstår venskaber, og her mødes man på fælles grund med ligesindede. Men det er kun på visse betingelser, at man må være med. Børn fravælger fx dem, der ikke vil eller kan indrette sig på den sociale legs spilleregler. Leg med kammerater kan betragtes som udviklingens "naturlige simulator", dvs. en øvelsesplads, hvor forhandling af roller, temaer og sociale relationer ustandselig afprøves. Dette fremmer den sociale kompetence: På den ene side udvikles evnen til at forstå og reagere tilpasset på andre menneskers motiver og handlinger. På den anden side giver det også status i legegruppen, at et barn aktivt præger legens indhold og forløb. Sagt med et billede: Individet i legegruppen skal som solisten i orkesteret kunne spille sammen med andre, men forventes også at kunne optræde selv.
I 1,5-5-års-alderen leger piger og drenge i stigende grad forskellige lege, og de foretrækker ofte at lege med en af samme køn. Forældre, især fædre, påvirker tidligt deres børn til at lege "rigtige" drenge- og pigelege. Denne påvirkning falder sammen med, at børn i småbarnsalderen overvejende tænker i kønsstereotypier. Børnene har faste regler om, hvordan en "rigtig" pige, dreng, kvinde og mand bør opføre sig. Kønsstereotypier ses endog hos børn, hvis forældre ikke selv tror på dem og aktivt prøver at modvirke dem. I den senere del af småbarnsalderen er det tilsyneladende særlig vigtigt for udvikling af kønsrolleidentitet hos drenge og piger, at de har tidlige maskuline og feminine skabeloner. Pigernes stille omsorgslege og drengenes fysisk betonede, voldsomme lege er typiske eksempler på almindelige kønsspecifikke lege. Drenges voldsomme fysiske lege med jævnaldrende er dog ikke nødvendigvis udtryk for aggression. Drenge, der leger denne type leg, er ikke mere aggressive end andre. Legen skal derimod ses som en social øvelse i regulering af dominans, hvilket kan modvirke aggression.
Et eksempel på, at kønsforskelle i leg eksisterer, er, at legetøj er forskelligt, afhængigt af om det skal leges med af drenge eller piger, fx biler til drenge og dukker til piger. I den psykologiske forskning er der imidlertid ikke enighed om, hvorvidt legetøj forstærker kønsforskelle eller blot passivt understøtter allerede eksisterende psykologiske forskelle mellem de to køn. Tilsvarende er der også uenighed om, hvorvidt kønsforskelle i børns leg overvejende er biologisk styret eller miljøbetinget. Forskning viser dog, at fx pigers større grad af emotionel følsomhed og afhængighed bedst kan forklares ved omgivelsernes forventninger og kønsspecifik opdragelsespraksis. Hertil kommer, at pigerne selv overtager andres forventninger som personlige egenskaber gennem deres leg med andre piger. Børns frie valg af legepartnere i daginstitutioner og i nærmiljøet skaber ofte grupperinger af samme køn, hvilket forstærker kønsstereotypier. Når børn derimod leger i kønsblandede grupper, overskrider både piger og drenge oftere kønsgrænserne.
Kønsforskellen må dog ikke betragtes som nogen absolut størrelse. Iagttages fx piger og drenge alene, er der flere psykologiske ligheder mellem de to køn, end når børn leger sammen. Dette tyder på, at kønsspecifik leg hos børn ikke er en fast egenskab ved personligheden, men i høj grad en funktion af gruppens konformitetspres. Det er derfor ikke frugtbart at tale om kønsforskelle i legen i absolutte begreber, da dette forstørrer forskelle mellem individer.
Med alderen raffineres børns opfattelse af kønsrollerne (som følge af større mental fleksibilitet og social forståelse), og legen skifter karakter. Forældrenes opdragelse, pædagogisk påvirkning og ikke mindst kammerater og medier er hver på deres måde vigtige for, hvilke kønsroller og -identiteter drenge og piger udvikler gennem deres barndom (se også køn).
For at mennesket skal kunne lege, må samfundet kunne tilbyde gode livsvilkår, fri for materiel nød og social tvang, så mennesket får tid, overskud og lyst til at lege. Dette betyder for det første, at mennesker ikke nødvendigvis har leget til alle tider, og for det andet, at der ligefrem kan forekomme legestop hos børn med stærke psykiske problemer.
Leg med andre er en øvelse i både forhandling og tydning af mening. Dette er igen nært forbundet med samfundsmæssig og kulturel integration. I legen lærer barnet således at forstå de grundlæggende koder i kulturens hverdagsliv. Desuden er menneskers legende indstilling gennem hele livet berigende for kulturen: Fantasi, idérigdom, at kunne lade som om, at kunne skifte perspektiv, at skabe noget sammen med andre — er alle betydningsfulde kompetencer. Det legende menneskes spontane, selvaktive og lystprægede trang til at beskæftige sig med det "nytteløse" er blevet knyttet til vigtige evner såsom social fleksibilitet, samarbejdsevne, divergent/kreativ tænkning, inspiration, humor, musisk, kunstnerisk og endog videnskabelig virksomhed (se fantasi, kreativitet, barndom og børn).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.