Inden for de forskellige udviklingspsykologiske opfattelser opererer man med forskellige definitioner af udvikling, men i den udviklingspsykologiske forskning reflekteres der relativt sjældent over selve udviklingsbegrebet og dets oprindelse.
Er udvikling fx det samme som forandring og vækst? Har begreber som udvikling, forstået som en systematisk periodisering af menneskets livsforløb, altid eksisteret? Hertil må der svares nej. At mennesket ikke blot ændres, men udvikler sig med alderen, og at denne proces indebærer lovmæssigheder, der systematisk kan beskrives og forklares videnskabeligt, er en vesteuropæisk historisk opstået forestilling.
De moderne vesterlandske samfund kan beskrives som i høj grad udviklingscentrerede. Det viser sig i opmærksomheden på børns tarv; beskyttelsen af børn; i opfattelsen af identitet og alder som nært forbundne; i holdningen, at voksne bør udvikle sig og lære hele livet etc.
Men sådan har det ikke altid været. I middelalderen eksisterede nogle ganske vist grove inddelinger af menneskelivets aldersperioder, og man opfattede i beskeden grad barndommen som en adskilt fase fra voksenlivet.
Men livskronologi som det centrale omdrejningspunkt for at forstå mennesket var ikke så fremtrædende. Dengang var det vigtigere for både den personlige og den sociale identitet, hvilken slægt og stand den enkelte tilhørte, end hvilken alder man havde.
Den klassiske moderne tanke, at udviklingen har systematiske faser og er indbegrebet af det typiske, normale, "det gode", opstod i oplysningstidens fremskridtsoptimistiske filosofiske klima.
Selv i dag ses denne idé, ved at det såkaldt unormale markeres ved brugen af en tillægsbetegnelse som fx fejl-udvikling. På samme tidspunkt grundlagdes også idéen om den såkaldte teleologiske finalitet, dvs. det princip, at udvikling er formålsbestemt og uundgåeligt styrer mod bestemte endemål.
Dette syn, om end ikke enerådende, kom i form af diverse stadieteorier om børns udvikling til at dominere opfattelsen i udviklingspsykologi helt frem til sidste halvdel af 1900-t.
Finalitetsprincippet er dog efterhånden forladt i nyere udviklingspsykologi, hvor udviklingens relativt åbne og uforudsigelige karakter undersøges for både enkeltpersoner og grupper.
I forståelsen af menneskers udviklingsforløb gennem hele livet støtter faget sig nu langt mindre til rene teoretiske deduktioner og hviler i langt højere grad på empiriske studier, fx longitudinelle undersøgelser, hvor de samme menneskers udviklingsforløb følges gennem flere år.
På verdensplan er den udviklingspsykologiske forskning særdeles omfattende; og udviklingspsykologi består af en lang række forskellige paradigmer.
Der eksisterer således ikke en enhedsforståelse, der kan samle faget. Som i børnepsykologi er der tale om, at de såkaldte store teorier, fx fra personlighedspsykologien, er trådt i baggrunden. Samtidig er udviklingspsykologi blevet langt mere empirisk orienteret siden 1970'erne, dvs. at systematiske videnskabelige undersøgelser dominerer faget internationalt.
Der er dog enighed om, at man kan tale om tre basale kategorier af udvikling:
1) Universelle forandringer, fælles for arten homo sapiens, fx den biologisk styrede modnings- og aldringsproces (pubertet, kvindens overgangsalder), det "biologiske ur".
2) Kulturspecifikke forandringer, historiske og samfundsmæssigt påvirkelige udviklingsforløb, der er fælles referenceramme for kulturer eller subgrupper af mennesker, der vokser op sammen inden for en kulturkreds. Fx var betingelserne for udvikling stærkt forskellige for den danske generation, der voksede op i 1920'erne, og den generation, der vokser op i 2000-t.
3) Idiosynkratiske forandringer, der omfatter både unikke begivenheder i det enkelte menneskes liv samt dets individuelle oplevelse.
Menneskets udvikling er således mere eller mindre påvirket af både det universelle og det kulturspecifikke, hvilket medfører, at vi ligner andre mennesker. Men vi er på samme tid forskellige, hvilket skyldes, at vi har hver vores personlige livshistorie. Der eksisterer dog en særdeles kompliceret vekselvirkning mellem mennesket som henholdsvis natur- og kulturvæsen.
Der er ikke enighed i international udviklingspsykologi om, i hvor høj grad genetiske, biologiske og modningsmæssige aspekter dominerer udviklingsforløbet, eller om det er den kulturspecifikke, personlige oplevelse, erfaring og læring, der er mest afgørende. I Danmark dominerer sidstnævnte grundsyn dog stadigvæk.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.