Identitet er et begreb, der anvendes om de træk ved en person, der tilsammen kendetegner eller afgrænser personen som forskellig fra andre. I denne betydning svarer begrebet på mange måder til 'personlighed' og 'karakter'.
I psykologiens historie bliver begrebet identitet først sat ind i en større teoretisk sammenhæng af Erik H. Erikson (jf. nedenfor). Ud fra en noget bredere tilgang til begrebet kan man skelne mellem tre forskellige teoretiske udgangspunkter.
Ét udgangspunkt tages i den socialpsykologiske og interaktionistiske tilgang, hvor man fokuserer på kommunikationen mellem mennesker, og hvor personlighed, karakter og identitet opbygges via relationen til andre. Denne retning går tilbage til de amerikanske psykologer William James og George Herbert Mead, som udviklede deres teorier i begyndelsen af 1900-t. Traditionen er bl.a. videreført af sociologen Talcott Parsons, som benytter samme grundtanke om de kommunikative relationer til også at beskrive samfundets organisering.
Et andet udgangspunkt tages i den fænomenologiske og humanistiske psykologi, hvor personens oplevelse af sig selv som et integreret hele, som én person, der handler, beslutter og vælger, er det teoretiske omdrejningspunkt. I denne tradition vil man typisk lægge vægt på oplevelsen af enhed på tværs af den livshistoriske udvikling. Til denne tradition hører bl.a. den tyske psykolog Charlotte Bühler, den amerikanske psykolog Rollo May og den danske psykolog Franz From.
Endelig er der en tredje tilgangsvinkel, som tager sit udgangspunkt i den psykodynamiske psykologi. Kernehypoteserne drejer sig om identiteten som noget kun delvis bevidst og identitetsdannelsen som en kontinuert proces, der bestandig reviderer den opnåede identitet ud fra såvel aktuelle og nutidige oplevelser som oplevelser, der går tilbage til barndommen. Til denne tradition hører bl.a. psykoanalysen og Carl Gustav Jungs analytiske psykologi.
I forlængelse af ovennævnte tre traditioner skelner man i psykologien mellem tre forskellige betydninger af begrebet identitet. De tre betydninger udelukker ikke hinanden, men opfattes som forskellige vinkler på personen.
1) Personen har en identitet i betydningen en række egenskaber og færdigheder, der alle tilsammen definerer personen som forskellig fra andre.
2) Personen oplever at være sig selv, at være den samme på tværs af sin livshistoriske udvikling og som værende i stand til at reflektere over sin udvikling, sin fortid og fremtid. Dette kaldes ofte selvidentitet.
3) Personen tilhører forskellige grupper og har i kraft af disse tilhørsforhold forskellige gruppeidentiteter, dvs. mere begrænsede sæt af egenskaber og færdigheder.
Man bemærker, at begrebet således på en gang betyder en persons varige ensartethed forskellig fra andre, men samtidig en ensartethed, som deles med andre, nemlig i form af diverse gruppeidentiteter.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.