Nationalkultur, begreb, der betegner den for enhver nation særlige kultur, der anses for oprindelig eller et historisk produkt. Ud fra et nationalromantisk eller essentialistisk perspektiv betragtes nationalkulturen som en mere eller mindre uforanderlig størrelse, en folkeånd, der kommer til udtryk i nationens sprog, historie, karakter, samfundsorganisation, levevis og materielle og åndelige kultur.

Nationen ses som en enhed, et organiserende princip, og kan derfor skelnes fra andre nationer historisk, sprogligt og kulturelt. Ifølge denne opfattelse "vågnede" nationerne til bevidsthed om sig selv omkring 1800, hjulpet på vej af kunstnere, politikere og folkeoplysning. Ved at undersøge og indsamle folkekulturen kunne man bestemme og genskabe den autentiske nationalkultur; ved folkeoplysning kunne folket vækkes og derefter (gen)oplive denne sande nationalkultur.

Nationalstaten er i denne tankegang den naturlige ramme om nationen, der sikrer, at enhver nation kan dyrke og udfolde sin kulturelle egenart. Opløsningen af nationalstaten vil derfor opleves som en trussel imod nationalkulturen, et synspunkt, der bl.a. har været fremført i forbindelse med EF-afstemningerne i 1980'erne og EU-afstemningerne i 1990'erne.

I et konstruktivistisk perspektiv anskues nationalkultur som et produkt af 1800-t.s nationalisering af kulturen. Nationalkulturen kan betragtes som et magtpolitisk instrument til mobilisering af befolkningen og legitimering af magthaverne eller som et resultat af en stadig igangværende kulturel proces. I denne proces udpeges bestemte fænomener og begivenheder som karakteristiske og særegne for den givne nation. Elementer fra naturen, historien, dagliglivet og kunsten udvælges og tillægges ny symbolbetydning i et kulturelt system. En sådan opbyggelse af nationalkultur kan sammenlignes med et gør det selv-sæt, en fast inventarliste over de elementer, enhver ordentlig nation må have, bestående af nationalhymne, typisk landskab, flag, nationalhistorie, oldtidsminder, folkekultur, nationaldragt osv. Selvom disse elementer netop skal symbolisere det unikke ved en nation, er der således en fælles struktur i de nationale kulturer og den måde, de kommunikeres på. Sport spiller en stor rolle i nationalkulturer, i vore dage især fodboldlandskampe, hvor hele kroppen "nationaliseres" med tøj og ansigtsmaling i flagets farver. Inden for turismeindustrien anvendes de klassiske nationale symboler og kulturelementer i markedsføringsøjemed. Se også danskhed og nation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig