kvindebevægelsen

Stemmeret for kvinder var ikke den tidlige kvindebevægelses primære krav; det var alt for radikalt i samtiden. Kvinderne måtte først anerkendes som selvstændige individer, så kravene om kvinders adgang til uddannelse, juridisk myndiggørelse og ret til erhverv især for de ugifte kvinder var de vigtigste.

I samtiden var kvinder udelukket fra de fleste uddannelser og fra offentlige hverv, men ikke fra at udføre det hårde arbejde i markerne, i de nye industrier eller i hjemmene som tjenestepiger.

Efter at ugifte kvinder i midten af 1800-t. i mange lande havde opnået en vis juridisk selvstændighed, føltes det særlig ydmygende, at kvinder ved giftermål blev juridisk umyndige på linje med børn. I de fleste lande kunne gifte kvinder således ikke vidne i retten eller råde over egen formue eller indtægt, ligesom forældremyndigheden over børnene tilkom ægtemanden.

Kvindebevægelsen var et oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse, at kvinden fra naturens side var manden underlegen og derfor måtte være underordnet ham. De første kvindebevægelser samlede især kvinder — og enkelte mænd — fra de bedrestillede lag og intellektuelle kredse. De lagde stor vægt på retlige reformer, og denne gren af kvindebevægelsen kaldes derfor kvinderetsbevægelsen, på engelsk Women's Rights Movement.

I USA indkaldtes i 1848 til det første kvindekonvent, Seneca Falls-kongressen; her vedtoges et af kvinderetsbevægelsens hovedmanifester, som både sprogligt og idémæssigt tog udgangspunkt i Uafhængighedserklæringen, ifølge hvilken alle er født lige og med samme umistelige rettigheder. Dette måtte også gælde kvinder.

I Storbritannien begyndte kvinderetsbevægelsen i 1850'erne, i Tyskland i 1860'erne, i Frankrig i 1870'erne og i en lang række andre lande også uden for Europa og USA, bl.a. Indien og Kina i årtierne efter århundredskiftet.

I Skandinavien begyndte debatten med tre litterære værker: I Danmark blev den unge Mathilde Fibigers lille bog Clara Raphael. 12 Breve (1851) det første skrift til forsvar for kvinders ret til et selvstændigt liv. I Norge vaktes debatten af Camilla Colletts roman Amtmandens Døtre (1854-55) og i Sverige af Fredrika Bremers Hertha (1856, da. 1857).

Den danske kvindebevægelse begyndte i 1871 med stiftelsen af Dansk Kvindesamfund, DK. I den politisk ophedede tid under Estrup i 1880'erne opstod flere kvindeorganisationer, bl.a. i 1885 den mere radikale Kvindelig Fremskridtsforening, der modsat DK i begyndelsen ikke ville have mænd som medlemmer.

Efterhånden opstod kvindesagsforeninger rundt omkring i landet. I 1893 dannede DK en landsorganisation, mens Kvindelig Fremskridtsforening sygnede hen og blev erstattet af andre kvindeorganisationer delvis i opposition til DK's forsigtighed i stemmeretsspørgsmålet.

I 1884 stiftedes i Sverige Fredrika-Bremer-Förbundet, og samme år kom den første forening i Norge, Norsk Kvinnesaksforening.

Kvinderetsbevægelsen hentede inspiration i bl.a. Mary Wollstonecrafts bog A Vindication of the Rights of Woman (1792, da. Quindekjønnets Rettigheder forsvarede, 1801) og John Stuart Mills The Subjection of Women, som i selve udgivelsesåret, 1869, også udkom i Danmark i Georg Brandes' oversættelse, Kvindernes Underkuelse.

I sidste halvdel af 1800-t. opstod kvindeorganisationer også i tilknytning til arbejderbevægelsen. De betegnede sig selv som den "proletariske kvindebevægelse" i modsætning til den "borgerlige kvindebevægelse", dvs. kvinderetsbevægelsen.

Kvinderne i arbejderbevægelsen kæmpede især for forbedring af kvindernes og arbejderfamiliernes elendige vilkår under industrialiseringen. Her gjaldt det ikke retten til arbejde, for den havde arbejderkvinderne til overmål, men derimod forbedring af arbejds- og levevilkår.

Den tyske proletariske kvindebevægelse var den førende i Europa, bl.a. via dens leder, Clara Zetkin. Den proletariske kvindebevægelse måtte også inden for arbejderbevægelsens egne rammer kæmpe mod fordomme og traditionelle holdninger til kvinder.

I Danmark dannedes allerede ved Socialdemokratiets start de første politiske kvindeforeninger i tilknytning til partiet; blandt de aktive var Jaquette Liljencrantz.

At der opstod rene kvindefagforeninger inden for fagbevægelsen, skyldtes enten mændenes modstand mod at optage kvinder i fagforeningerne pga. frygt for løntrykkende konkurrence, eller at organiseringen gjaldt rent kvindelige arbejdspladser som dannelsen af Foreningen for Vadske- og Rengøringskoner i 1885, det senere Kvindeligt Arbejderforbund. Københavns Tjenestepigeforening fra 1899 blev forløberen for Husassistenternes Forbund, det senere Husligt Arbejder Forbund.

Den proletariske kvindebevægelse hentede inspiration i bl.a. Friedrich Engels' Der Ursprung der Familie, des Privateigenthums und des Staats (1884, da. Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse, 1888) og August Bebels Die Frau und der Sozialismus (1879, da. Kvinden og Socialismen, 1912). Ifølge den klassiske marxisme opstod kvindeundertrykkelsen med den private ejendomsret; socialismens indførelse var derfor forudsætningen for kvindernes frigørelse.

Mellem disse to hovedgrene af den tidlige kvindebevægelse var der både samarbejde og konflikt i et varierende mønster fra land til land.

Kravet om stemmeret blev efter 1900 et hovedkrav for kvindebevægelsen, og der opstod mange stemmeretsforeninger. Modstanderne hævdede, at kvinder ikke havde forstand på politik og ikke burde bevæge sig ud i den offentlige sfære, men forblive i den private.

I Storbritannien greb suffragetterne, ledet af Emmeline Pankhurst og datteren Christabel (1880-1958), til militante metoder, som vakte opstandelse langt ud over Storbritanniens grænser.

Da de ikke fandt støtte til stemmeretskravet i Parlamentet, gik suffragetterne over til lejlighedsvis at smadre butiksvinduer, ødelægge golfbaner, sætte ild til jernbanevogne mv. I fængslerne sultestrejkede de, men blev tvangsfodret. En suffragette kastede sig under et britisk derby ud foran kongens hest og blev dræbt.

Efterhånden blev modstanden overvundet. I Danmark fik kvinder og samtidig tyende i 1908 valgret og valgbarhed til de kommunale råd og i 1915 til Rigsdagen.

Den bredeste kvindealliance lå bag stemmeretskravet: Socialdemokratiske kvinder og kvinder i fagbevægelsen, kristelige kvinder, Dansk Kvindesamfund, Danske Kvinders Nationalråd, Landsforbundet for Kvinders Valgret og, som det ses af det berømte kvindevalgretstog til Amalienborg 5. juni 1915, diakonisserne, sygeplejerskerne, kommunelærerinderne, telefonistinderne, pigespejderne mfl.

Kvindebevægelsen kom i stærk modvind i årene mellem 1. og 2. Verdenskrig; kvindesagen synes i det hele taget at have størst fremgang i økonomiske opgangstider. Under 1930'ernes arbejdsløshed førtes der i mange lande en hetz mod gifte kvinders erhvervsarbejde, især mod gifte lærerinders.

I Tyskland stoppede nazismens fremmarch kvindebevægelsen, og kvinderne blev henvist til "Kirche, Kinder und Küche". Paradoksalt nok blev kvinderne i Tyskland akkurat som i andre krigsførende lande alligevel ansat i industrien, fx våbenindustrien, og i andre erhverv, mens mændene var ved fronten.

Også i mellemkrigstidens Danmark kom kvindesagens landvindinger under pres; samtidig rejstes dog for første gang trods voldsom modstand kravet om frivilligt moderskab, ligesom der kom skub i organiseringen af kvinderne:

I 1920'erne opstod de første husmoderforeninger, antallet af organiserede kvindelige arbejdere steg, og med dannelsen i 1915 af Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed begyndte kvindefredsbevægelsen i Danmark.

I 1930'erne opstod politiske kvindeorganisationer inden for de politiske partier ofte på trods af modstand fra mændene; 1940'erne og 1950'erne blev organisationernes højdepunkt, hvorefter de fleste i ligestillingens navn blev nedlagt i slutningen af 1960'erne.

Om alle disse mange kvindeorganisationer skal regnes med til kvindebevægelsen, kan diskuteres; mange ville betakke sig for at blive kaldt kvindesagskvinder. I det omfang organisationerne arbejder for feminismens målsætning, at afskaffe diskrimination mod kvinder og fjerne mandsdominans i samfundet, må de regnes for en del af kvindebevægelsen.

Ud fra en sådan indholdsbestemmelse har kvindebevægelsen i perioder været bred, fx i stemmeretskampen, i andre perioder har kun de erklærede kvindesaglige organisationer, fx Dansk Kvindesamfund, stillet feministiske krav. Dog har der været bred enighed om ønsket om sociale forbedringer for kvinder og børn og den gradvise opbygning af den danske velfærdsstat.

Årene omkring 1970 var begyndelsen til et nyt højdepunkt i kvindebevægelsens historie. På grundlag af bevægelsens kombination af radikal og venstreorienteret feminisme betegnes denne nye bølge i kvindebevægelsens historie som kvindefrigørelsesbevægelsen, på engelsk Women's Liberation Movement.

I USA fik den mere moderate feminisme, Women's Rights Movement, dog også en renæssance med dannelsen i 1966 af bl.a. National Organization for Women, NOW.

En af initiativtagerne var Betty Friedan, hvis bog The Feminine Mystique (1963, da. (forkortet) Farvel, kvindesag?, 1964) fik stor betydning for kvindesagens opblussen i USA gennem dens beskrivelse af "problemet uden navn": Frustrationerne og tomheden hos forstadshusmoderen, der har alt undtagen en mening med livet.

I de nordiske lande opstod der ikke som i USA nye grene af den traditionelle, lovgivningsorienterede kvinderetsbevægelse, fordi gamle organisationer som Dansk Kvindesamfund og Fredrika-Bremer-Förbundet stadig var aktive.

Men forløberen for det nye kvindeoprør i Norden var den omfattende nordiske "kønsrolledebat": Efter at mange af kvindebevægelsens krav om retlig ligestilling mellem kvinder og mænd var gennemført, uden at ligestillingen i sig selv var opnået, rettedes kritikken i 1960'erne mod den stereotype opdragelse af piger og drenge lige fra babyens udstyr i lyserødt og lyseblåt til det kønsopdelte arbejdsmarked og uddannelsessystem. Se køn.

Det nye radikale kvindeoprør begyndte i USA som en protest blandt kvinder på den nye og voksende venstrefløj (The New Left), der, som de sagde, var "trætte af at lave te til revolutionen". Oprøret bredte sig hurtigt over hele den vestlige verden, men ikke til Østeuropa.

Overalt lavede man farverige og provokerende aktioner. Med entusiasme og en ukuelig tro på forandringens mulighed kastede især unge kvinder sig ind i kampen. Kvindekamp og fællesskab mellem kvinder, "søsterskab", var strategien.

"Det private er politisk" var et af bevægelsens hovedslogans. Man kritiserede alt: kvinders selvhad, opfattelsen af menstruation som uren, hustruvold og voldtægt, mænds manglende deltagelse i husarbejdet, kort sagt kvindeundertrykkelsen i hjemmet, på arbejdsmarkedet, i organisationslivet, i balsalen, på gaden og i sengen. Kampen for fri og selvbestemt abort førte overalt til stor mobilisering.

I Danmark fik den nye kvindebevægelse navnet rødstrømperne, i Sverige var Grupp 8 den vigtigste gruppe, mens det nye kvindeoprør i Norge deltes i to stridende grupper: Kvinnefronten og Nyfeministerne.

Ifølge kvindefrigørelsesfeminismen er socialismen en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for kvindernes frigørelse, derfor må også patriarkatet og kapitalismen bekæmpes.

Blandt det nye kvindeoprørs centrale værker var Kate Milletts Sexual Politics (1970, da. Seksualpolitik, 1971), Germaine Greers The Female Eunuch (1970, da. Den kvindelige eunuk, 1971) og Juliet Mitchells Woman's Estate (1971, da. Kvindernes befrielse, 1972). Marge Piercys Woman on the Edge of Time (1976, da. Kvinde ved tidens rand, 1980) er en af periodens få udfoldede feministiske utopier. Se også kvindeforskning.

Det nye kvindeoprør skabte en omfattende debat om kvinders vilkår, og tusindvis af yngre kvinder blev aktive feminister. Trods sin løse struktur eller måske netop pga. engagementet i gruppestrukturen lykkedes det bevægelsen at udvikle en ny feministisk modkultur med kvindebands, kvindeteater, kvindelitteratur, kvindesange og kvindefilm.

Det nye kvindeoprør klingede ud i løbet af 1980'erne, men bevægelsen efterlod sig nye institutioner, bl.a. krisecentre for kvindelige voldsofre, kvindehelsecentre samt kvinde- og kønsforskningen, som kritiserede universiteterne for at have negligeret kvinder og kvinders livsvilkår i forskningen og undervisningen. Organisationen Kvinder for Fred og flere kvindefredslejre var ligeledes udløbere af kvindeoprøret.

Kvindefrigørelsesbevægelsen havde ikke kvinders ligestilling med mænd som mål, men ønskede et anderledes samfund uden nogen form for undertrykkelse. Det stærke feministiske, udenomsparlamentariske pres bidrog dog uden tvivl til at give den mere moderate kvindesag legitimitet og fik dermed indirekte betydning for udviklingen af ligestillingspolitikken, se ligestilling.

Allerede omkring 1900 havde kvindebevægelsen god kontakt over landegrænserne, bl.a. via Det Internationale Kvinderaad, International Council of Women, der blev dannet 1888, og via den internationale stemmeretsorganisation, den senere International Alliance of Women, der blev stiftet 1904.

Idéudvekslingen blev imidlertid øget stærkt gennem FN's kvindetiår 1975-85 og gennem verdenskvindekonferencerne i Mexico 1975, København 1980, Nairobi 1985 og Beijing 1995. Efter 2. Verdenskrig er kvindebevægelsen vokset frem i de fleste lande i den tredje verden.

I Øst- og Centraleuropa eksisterede der under kommunismen kun de officielle kvindeorganisationer, men efter systemskiftet er andre kvindebevægelser ved at komme frem, dog under vanskelige vilkår, fordi "feminisme" af mange i disse lande forbindes med kommunisme.

Kvindebevægelsen er i dag verdensomspændende; dog har ulandenes kvindebevægelser kritiseret den vestlige feminisme for at være etnocentrisk, og i bl.a. USA og Storbritannien har etniske minoriteter rejst kritik af den overvejende hvide og middelklassebaserede feminisme.

Kvindebevægelsen har imidlertid altid været præget af både ideologiske og klassemæssige splittelser, men samtidig også af forsøg på at skabe samarbejde mellem kvinder på tværs af disse skel.

Gennem hele sin historie har kvindebevægelsen svinget mellem på den ene side ønsket om ligestilling i betydningen lige vilkår med mænd, på den anden side ønsket om opvurdering af kvinders traditionelle roller og værdier og understregning af kvinders egenart.

I de fleste perioder har man kunnet høre begge typer af argumenter, men vægten har været forskellig. Det faktum, at udgangspositionen er samfund, hvor mænd er indehavere af størstedelen af de ledende poster i det religiøse, politiske, økonomiske og sociale liv, har altid sat kvindebevægelsen i et dilemma mellem tilpasning og oprør.