arbejderbevægelse

Arbejderbevægelse, organisationer og institutioner, der har til formål at forbedre arbejdernes økonomiske, sociale, politiske og kulturelle vilkår. Til arbejderbevægelsen hører fagforeninger, socialistiske partier, arbejderkooperationer samt en række kulturelle organisationer.

Arbejderbevægelsen har sit udspring i Storbritannien, hvor arbejderne fra slutningen af 1700-t. reagerede imod de sociale følger af markedsøkonomien og industrikapitalismen. De britiske fagforeninger blev forbudt i 1799, hvorefter arbejderne protesterede ved at ødelægge maskinerne, se ludditter.

Fra 1824 blev faglige organisationer tilladt på ny og grundlagt i stort tal. På det europæiske kontinent var arbejderbevægelsen endnu kun sporadisk repræsenteret, men fra midten af 1800-t. og indtil 1914 blev den verdensomspændende.

Den almindelige organisationsform var selvstændige, men tæt samarbejdende fagforeninger, socialdemokratiske partier i mange lande tillige med en omfattende kooperativ bevægelse — kaldet arbejderbevægelsens tre strenge — samt kulturelle organisationer.

Balancen mellem den faglige og den politiske del har varieret betydeligt fra land til land — med en klar overvægt for fagbevægelsen i den britiske arbejderbevægelse og for det politiske engagement i den tyske.

I Danmark har der gennemgående været tale om jævnbyrdighed. I en række europæiske lande blev en borgerlig og kristen arbejderbevægelse opbygget. Se også arbejderbevægelsen i Danmark.

Den ældste arbejderbevægelses idémæssige grundlag var elementer fra utopisk socialisme med islæt fra kristent-etiske idéer og fra anarkisme. Fra midten af 1800-t. antoges marxismen i stigende grad som bevægelsens teori med det tyske socialdemokratiske arbejderparti (grdl. 1863) som det toneangivende.

Gennem hele arbejderbevægelsens historie har der eksisteret en modsætning mellem moderate, reformistiske og radikale revolutionære retninger, hvilket foreløbig kulminerede omkring år 1900 i revisionismestriden og kort efter med fremkomsten af syndikalismen.

Internationalt blev arbejderbevægelsen organiseret i 1864 i Første Internationale, som sprængtes i 1872. Den afløstes i 1889 af Anden Internationale, som alle verdens socialistiske partier var tilsluttet.

Den 1. Verdenskrig og den russiske Oktoberrevolution splittede i alle lande bevægelsen i en socialdemokratisk, der fulgte en reformpolitisk linje, og en kommunistisk bevægelse, der tilsigtede en verdensrevolution, men som i stigende grad blev afhængig af det sovjetiske kommunistiske partis direktiver. I 1919 grundlagdes Tredje Internationale (Komintern), der blev opløst i 1943.

Efter 2. Verdenskrig fik de kommunistiske partier et magtmonopol i de central- og østeuropæiske stater, men efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne er de kommunistiske partier gået i opløsning.

I Norden og i en række vesteuropæiske stater blev den socialdemokratiske arbejderbevægelse ledende i opbygningen af efterkrigstidens velfærdssamfund.

Se også revisionisme og Internationaler.