Kvindehøjskolen, folkehøjskole for kvinder i Visby i Sønderjylland, stiftet i 1978 som Den Nordiske Kvindehøjskole, lukket i 1994. Kvindehøjskolen var baseret på den nye kvindebevægelses teori og metoder: kollektiv ledelse, jobrotation og nedbrydning af kønsarbejdsdeling, bl.a. gennem bygge- og landbrugskurser for kvinder. Højskolen fik plads til 40 kursister og havde stor søgning i de første år, men allerede i slutningen af 1980'erne ramtes skolen af den svigtende interesse for kvindebevægelsen.