marxisme

I sin studietid blev Karl Marx præget af den tyske filosof G.W.F. Hegels filosofi, men også af den kritiske unghegelianske skole (se hegelianisme). Fra G.W.F. Hegel havde han lært den dialektiske metode, men i modsætning til Hegel udviklede han, påvirket af bl.a. fransk oplysningsfilosofi, en materialistisk tilgang.

Han kom i kontakt med demokratiske kredse og begyndte sammen med Friedrich Engels at tilegne sig den klassiske politiske økonomi. Under påvirkning af Ludwig Feuerbach udviklede Karl Marx en filosofi, præsenteret i Ökonomisch-philosophische Manuskripte (1844), der så kapitalismen som et system, der fremmedgør mennesket fra dets væsen.

En vigtig impuls kom fra Karl Marx' deltagelse i den mislykkede demokratiske revolution i 1848 (se Februarrevolutionen 1848 og Martsrevolutionen 1848). Gennem denne politiske aktivisme havde han fået kontakt med arbejderkredse og kom i stigende grad til at betragte sit arbejde som et udtryk for netop de moderne proletarers interesser, hvilket han bl.a. udtrykte i Manifest der Kommunistischen Partei (1848, da. Det Kommunistiske Manifest, 1898).

Dette videreudviklede han i en historiefilosofi, der så hele historien som en dialektik mellem produktivkræfter (arbejdskraft, redskaber, kunnen og viden) og produktionsforhold (de sociale forhold, hvorunder det menneskelige liv foregår).

I denne filosofi så Karl Marx historiens udvikling som karakteriseret ved en stadig forøgelse af produktivkræfternes niveau, hvilket i tidens løb medfører, at produktionsforholdene virker hæmmende for videre udvikling; en revolutionsperiode indtræder, hvorunder nye produktionsforhold udvikles, som igen vil være årsag til, at produktivkræfterne videreudvikles.

Et sådant historisk system af produktivkræfter og produktionsforhold kaldte Karl Marx en produktionsmåde. Han omtalte flere forskellige, fx jæger- og samlerproduktionsmåden, hvor samfundet lige netop frembringer nok til at brødføde sine medlemmer.

På et tidspunkt opstår muligheden for et socialt merprodukt, som muliggør, at en klasse af medlemmer kan monopolisere produktet og frigøre sig fra arbejdet. Af sådanne klassedelte produktionsmåder nævnte Karl Marx den asiatiske (det gamle Kina og Indien), den antikke (Grækenland og Rom), den feudale og den kapitalistiske.

Ifølge Karl Marx vil proletariatet under kapitalismen udvikles til den historisk set mest modne klasse, som vil kunne erobre magten og afskaffe enhver form for klasseherredømme. Det første stadium efter erobringen af magten, hvor alle arbejder og betales herefter, kalder Karl Marx socialisme.

Herudaf vil en ny produktionsmåde vokse, hvor alle arbejder efter evne og modtager efter behov, en produktionsmåde, som han kalder kommunisme, fordi al ejendom her er fælles.

I 1859 udgav Karl Marx Zur Kritik der politischen Ökonomie og annoncerede, at det var første bind af seks, som skulle gennemanalysere hele den kapitalistiske produktionsmådes struktur og dynamik.

Første bind var resultatet af en lang proces, hvor han tilegnede sig den engelske politiske økonomi, hvilket i 1857 havde ført til det langt senere udgivne manuskript Grundrisse der Kritik der politischen Ökonomie.

De følgende år ændrede Karl Marx imidlertid planen og udgav i 1867 første bind af et firebindsværk med titlen Das Kapital (da. Kapitalen, 1885). Efter Karl Marx' død udsendte Friedrich Engels andet og tredje bind (hhv. 1885 og 1894, da. hhv. 1887 og 1972), mens Karl Kautsky udsendte fjerde bind under titlen Theorien über den Mehrwert (1905-1910, da. 1979).

Men først i 1980'erne udkom Karl Marx' manuskripter i den form, han selv havde givet dem. Dette kæmpeprojekt var ikke historiefilosofisk, men økonomikritisk og fokuserede på at forstå netop én produktionsmåde, den kapitalistiske.

Karl Marx tog sit udgangspunkt i varen som rigdommens elementarform. Den har en dobbeltværdi: en brugsværdi og en bytteværdi. Brugsværdien er varens nytte for brugeren, mens bytteværdien er det kvantitative forhold, hvori den kan byttes mod andre varer eller penge (se også værditeori).

Ifølge Karl Marx udgør arbejdet grundsubstansen i al bytteværdi: Mængden af det arbejde, der er nedlagt i en vare, afgør varens bytteværdi. Penge er blot en almen vare, som alle andre varer kan måles imod. Arbejdskraften er en vare som enhver anden og kan på markedet byttes mod den værdimængde, som medgår til varens produktion, og i varens produktionsomkostninger indgår den værdi, som bl.a. føde, husly og tøj koster arbejderen. Lønnen modsvarer således værdien af arbejdskraften.

Der er imidlertid det særlige ved varen arbejdskraft, at den producerer mere værdi, end den selv er værd. Denne merværdi tilegner ejeren af produktionsmidlerne sig som sin ejendom, og denne merværdi kan være udgangspunkt for kapitaldannelse. Kapital er, siger Karl Marx, en værdi, som hele tiden deltager i en proces, som forøger værdien. Kapital er således en værdi, som skal blive mere værd.

Fra de almene økonomiteoretiske begreber bevæger Karl Marx sig i Kapitalen videre til analyser af mere komplicerede sammenhænge omkring konkurrerende kapitaler, herunder hvordan fx kriser opstår. Karl Marx' analyse udvikler begreberne fra vare og værdi til kapital og kapitalakkumulation uafhængigt af disse fænomeners historiske forekomst.

Det er altså ikke analysen af en bestemt kapitalisme, men dens almene begreb, han arbejder med. Det store projekt blev aldrig gjort færdigt, men på trods af mange huller i fremstillingen kan man se omridset af et gigantisk forsøg på at forstå selve grundlaget for alt det, man i dag kalder det moderne eller moderniteten.

Karl Marx mente, at arbejderklassen ville have en historisk mulighed for at fuldende det moderne projekt og overskride de skranker, som ejendomsforholdene under kapitalismen sætter.

For Karl Marx var et vigtigt incitament i hans arbejde at tilvejebringe et videnskabeligt grundlag for arbejderklassens politik og for en socialistisk revolution.

I løbet af 1860'erne kastede han sig over studiet af Ruslands udvikling, hvilket ledte ham til den opfattelse, at revolution snarere havde chancer dér end i et højtudviklet land som Storbritannien.

Og ved yderligere studier af førkapitalistiske samfund kom han til det resultat, at man muligvis måtte afstå fra så grundlæggende historiefilosofiske teorier som dem, han havde fremsat i 1850'erne.

I forbindelse med Pariserkommunen i 1871 analyserede han staten, som han så som et udtryk for en bestemt klasses interesser. I forlængelse heraf så han kommunen som en proletarisk stat i kimform, som begyndelsen til en revolution.

Det blev i høj grad Friedrich Engels, der påtog sig opgaven som Karl Marx' popularisator. I fx Herrn Eugen Dührings Umwälzung der Wissenschaft (1878), også kaldet "Anti-Düring", fremstillede han de meget komplicerede tankegange hos Karl Marx i forkortet form og fremstillede marxismen som en samlet verdensanskuelse, der havde svar på alt.

Friedrich Engels indførte bl.a. begrebet historisk materialisme om marxismens historiefilosofi (se materialistisk historieopfattelse) og dialektisk materialisme om dens videnskabsteori. Udviklingen videreførtes af den tyske socialdemokrat Karl Kautsky, hvis ortodokse marxisme blev grundlaget for socialdemokratierne frem til 1. Verdenskrig.

Heri blev historiefilosofien styrket til en egentlig metafysik: Historien havde en mening, nemlig at udvikle sig til socialisme. Socialismen ville komme som en historisk nødvendighed.

Allerede i denne form var der store forskelle mellem Karl Marx og marxismen, og det gælder for videreudviklingen af marxismer som leninisme, marxisme-leninisme og maoisme, at det systembyggende og historiemetafysiske blev understreget i endnu højere grad.

Der er tale om tilpasninger af tankegodset til forskellige politiske og historiske behov. Det gælder ikke mindst i de kommunistiske partier, hvor marxismen-leninismen blev grundlaget for både vision og dagspolitik.

I løbet af 1900-tallet har Karl Marx' tanker optaget mange filosoffer og påvirket mange tankeretninger, som under fællesnavnet neomarxisme er blevet kendt som et opgør med den ortodokse marxisme og med marxismen-leninismen. Det drejer sig om oppositionelle marxismer som rådssocialismen, Frankfurterskolen, kapitallogikken og andre.

Marxismen er efter 2. Verdenskrig søgt fusioneret med flere andre teoridannelser som psykoanalysen, eksistentialismen og strukturalismen, og der har inden for forskellige videnskaber udkrystalliseret sig marxistiske retninger.

Det vigtigste værk inden for marxistisk økonomi er Karl Marx' Kapitalen, hvori han analyserer ikke blot en markedsøkonomi i almindelighed, men også en kapitalistisk, dvs. en polariseret, markedsøkonomi ... Læs videre om marxistisk økonomi.

Karl Marx' forfatterskab har inspireret teoridannelser inden for sociologi og samfundsvidenskaben i øvrigt igennem 1900-tallet ... Læs videre om marxistisk sociologi.

Psykologi baseret på marxismen (den dialektiske materialisme og den historiske materialisme) blev hovedsagelig udviklet i det tidligere Sovjetunionen. Ved begyndelsen af 1900-tallet dominerede en fysiologisk psykologi i Rusland, bl.a. fremsat af Vladimir M. Bekhterev og Ivan Pavlov, grundlagt på refleksbegrebet ... Læs videre om marxistisk psykologi.

Karl Marx har ikke selv efterladt sig andet end antydninger af en teori om litteraturen i samfundet. I den eftermarxske forskning tog man udgangspunkt i forestillingen om, at der mellem samfundets struktur og litteraturen var et spejlingsforhold, således at litteraturen genspejlede samfundets økonomiske basis ... Læs videre om marxistisk litteraturforskning.