samfundsvidenskab

Samfundsvidenskab, den del af videnskaben, som beskæftiger sig med en række aspekter af menneskeskabte fællesskaber, samfund, fx sociale, økonomiske og politiske forhold. Samfundsvidenskab er en yngre videnskab end naturvidenskab og humaniora, om end de fundamentale studieobjekter og det idéhistoriske afsæt rækker tilbage til antikken; benævnelsen blev almindelig sidst i 1800-t., da samfundsvidenskab begyndte at få universitetsstatus og karakter af systematisk videnskab.

Samfundsvidenskaberne er en meget heterogen gruppe med flere uklare grænsedragninger såvel internt som i forhold til specielt humaniora og med meget forskellige grader af sikkerhed i metodologi. Mest centralt står historisk set økonomi, som almindeligvis anses for at have det sikreste metodologiske greb, og dernæst politologi og sociologi; etnologi, socialantropologi, kulturgeografi og socialpsykologi er senere kommet til. Til samfundsvidenskaberne henregnes endvidere retsvidenskab samt økonomisk historie og socialhistorie, psykologi og pædagogik. Historie, herunder politisk historie samt kultur- og idéhistorie, regnes traditionelt til humaniora.

I 1900-t. har såvel selve forskningsdynamikken som samfundsudviklingen og politisk-ideologiske initiativer ledt til fremkomsten af et stort antal nye, mere eller mindre selvstændige områder eller grene inden for samfundsvidenskaberne, fx kvindeforskning, fremtidsforskning, konfliktforskning og ledelsesforskning.

Udskiftning af forklaringsmodeller, paradigmer, har været hyppig, og blandt de centrale uafsluttede stridsspørgsmål i samfundsvidenskaberne kan fremhæves den metodologiske individualisme over for den metodologiske holisme samt deres videnskabelige status sammenlignet med naturvidenskaberne. Tidligt ønskede kræfter inden for samfundsvidenskaberne at efterligne naturvidenskabens og navnlig fysikkens metoder for derved at blive til en "rigtig", dvs. en naturalistisk, lovopstillende (nomotetisk) videnskab, der på positivistisk grundlag kunne påvise lovmæssigheder og præstere forudsigelser.

Dette har siden affødt kraftige kontroverser begyndende i 1880'erne med bl.a. Max Weber som antipositivist og fortaler for en tilgang, der baserede sig på at forstå meningsindholdet i handlinger (se forståelse); senest var kontroverserne særdeles livlige i perioden 1960-80, hvor positivisme (og empirisme og behavioralisme) blev angrebet af på den ene side marxismen i flere udformninger (se fx kritisk teori) og på den anden side af retninger som hermeneutik, fænomenologi og eksistentialisme. En ideologisering, navnlig i marxistisk retning, var udbredt.

Nationaløkonomien blev mindst berørt, men en voksende debat finder sted om hævdvundne økonomiske forklaringsmodellers bærekraft i, hvad der muligvis er en helt ny, økonomisk global virkelighed, og der er også blevet rejst tvivl om det videnskabeligt berettigede i den økonomiske videnskabs nobelprisstatus.

Generelt har følgen bl.a. været en stærkere understregning af metodepluralisme, men en modificeret empirisme med understregning af objektivitetsidealet er stadig fremherskende. Ambitionen om at danne en nomotetisk, naturalistisk samfundsvidenskab er trådt i baggrunden, og tanken om en samfunds-enhedsvidenskab er svækket; der er derimod vokset megen grænseoverskridende forskning frem, og specialiseringen øges.

Fremvæksten af tænketanke i samfundsvidenskabeligt regi er et af flere vidnesbyrd om, hvorledes samfundsvidenskaben trods metode- og afgrænsningsproblemer har konsolideret sig i 1900-t., bl.a. med stats- og samfundsinstitutioner som aftagere af dens produkter.