materialistisk historieopfattelse

Dialektik har sin oprindelse i antikkens græske filosofi, især i værkerne af Platon og hans lærer Sokrates. Dialektikken er en metode til at finde sandheden gennem en dialog mellem to eller flere personer, hvor modsatrettede synspunkter sammenføres og udvikles til en syntese eller en højere forståelse af et givet emne.

Hegel, en tysk filosof fra det 19. århundrede, udviklede dialektikken yderligere og skabte sin egen version, kendt som hegeliansk dialektik. Hegels dialektik består af tre trin: tese, antitese og syntese. Tese og antitese repræsenterer modstridende synspunkter eller ideer, og syntese er en højere forståelse, der opstår ved at overvinde disse modsætninger. For Hegel var dialektik en proces, der drev historien og verdensåndens udvikling.

Marx og Engels, inspireret af Hegels dialektiske metode, skabte deres egen version, kendt som dialektisk materialisme. De kritiserede Hegels idealistiske tilgang og hævdede, at det materielle liv og produktionsforholdene i et samfund er de primære drivkræfter for historien. For Marx og Engels sker samfundsforandringer gennem klassekampen mellem modsatrettede sociale grupper, der er bestemt af deres position i produktionssystemet.

Historisk materialisme er baseret på dialektisk materialisme og er en teori om historiens udvikling og samfundsforandringer. Ifølge Marx og Engels udvikler samfundet sig gennem forskellige stadier, der er bestemt af de herskende produktionsforhold og den måde, hvorpå mennesker skaber og fordele ressourcer. Klassekampen og modsætningerne mellem forskellige sociale grupper er de primære drivkræfter bag denne udvikling.

Efter Marx og Engels har mange filosoffer og politiske ledere i det 20. århundrede brugt og udviklet den historiske materialisme, særligt i de socialistiske og kommunistiske lande i Østblokken. Blandt dem er Vladimir Lenin, der anvendte historisk materialisme til at analysere det russiske samfund og dets revolutionære potentiale. Lenins teorier og praksis førte til Den Russiske Revolution i 1917 og oprettelsen af Sovjetunionen, hvor historisk materialisme blev en central del af den officielle ideologi.

Andre vigtige skikkelser, der har arbejdet med og udviklet historisk materialisme, inkluderer Josef Stalin, Mao Zedong og Lev Trotskij. Stalin, der var Sovjetunionens leder fra midten af 1920'erne til sin død i 1953, tilpassede og formaliserede marxistisk-leninistisk teori og praktiserede en autoritær version af socialismen. Mao Zedong, grundlæggeren af Folkerepublikken Kina, udviklede sin egen version af marxismen, kaldet maoisme, der var mere fokuseret på landbrug og landdistrikterne og lagde vægt på folkelig mobilisering og ideologisk kontrol. Trotskij, en af lederne af den russiske revolution og en rival til Stalin, udviklede teorien om permanent revolution og verdensrevolution, der var baseret på en internationalistisk og mindre bureaukratisk forståelse af marxismen.

Historisk materialisme har også påvirket vestlige filosoffer og samfundsteoretikere som Antonio Gramsci, Louis Althusser og E.P. Thompson. Gramsci udviklede teorien om kulturel hegemoni, der understreger betydningen af ideologi og kultur i klassekampen og samfundsforandringer. Althusser bidrog til en strukturalistisk læsning af marxismen og fremhævede betydningen af ideologiske statsapparater i reproduktionen af kapitalistiske samfundsforhold. Thompson fokuserede på arbejderklassens historie og kultur og belyste de dagligdags kampe og erfaringer, der udgør klassebevidsthed og politisk handling.

I løbet af det 20. århundrede blev historisk materialisme og marxistiske teorier udfordret og kritiseret af forskellige skoler af tænkning, såsom eksistentialisme, strukturalisme, poststrukturalisme og postmodernisme. Dog forbliver historisk materialisme en betydningsfuld teoretisk ramme for analyse og forståelse af samfundsforandringer, klassekamp og historiens forløb.

Historisk udvikling i marxistisk teori kan forstås som en kontinuerlig transformation af samfundsstrukturer, der bevæger sig gennem distinkte stadier eller faser. Denne transformation er i bund og grund drevet af ændringer i produktionsforholdene, det vil sige, hvordan mennesker organiserer sig for at skabe, distribuere og forbruge varer. Disse ændringer er tæt forbundet med teknologisk udvikling, idet ny teknologi ofte muliggør nye måder at producere og organisere arbejde på. Derudover er disse ændringer også påvirket af klassekamp, idet forskellige klasser har forskellige interesser i produktionsforholdene og kæmper for at forme dem til deres fordel.

I begyndelsen af menneskets historie havde vi det, der kan betegnes som et primitivt samfund eller et jæger-samler-samfund. I denne fase levede folk i små grupper og ernærede sig ved jagt, fiskeri og indsamling af vilde planter. Der var ikke noget sådant som private ejendomsrettigheder over produktionsmidlerne som jord, redskaber osv., og social stratifikation var minimal. Over tid, med udviklingen af landbrug og husdyrhold, blev det muligt at producere mere end nok til blot overlevelse. Dette førte til opkomsten af et slavesamfund, også kendt som oldtidssamfundet, hvor en herskende klasse (slavemestre) opstod, og hvor en underklasse (slaver) blev udnyttet til arbejde. Klassekamp i denne fase tog form af konflikter mellem slavemestrene og slaverne.

Det næste trin i samfundets udvikling ifølge Marx er feudalsamfundet. I denne fase blev slavemestrene erstattet af en aristokratisk klasse, typisk fyrster og adel, og slaverne blev erstattet med livegne bønder. Den herskende klasse tildelte jorden til bønderne at dyrke, og bønderne leverede en del af deres produktion til fyrsterne som leje. Klassekampen i denne fase blev manifesteret i spændingerne mellem fyrsterne og bønderne. I denne periode voksede byer og handel også, hvilket lagde grunden for den næste fase – kapitalismen. Over tid begyndte bøndernes utilfredshed og modstand mod udbytning at manifestere sig i forskellige former for oprør og opstande, der satte spørgsmålstegn ved det feudale systems retfærdighed.

Med fremkomsten af den industrielle revolution og indførelsen af masseproduktion, blev feudalsamfundet gradvist erstattet med kapitalismen. Denne nye økonomiske struktur bragte en ny klassestruktur med sig. Kapitalistklassen, eller bourgeoisiet, ejede produktionsmidlerne, mens arbejderklassen, proletariatet, blev tvunget til at sælge deres arbejdskraft for en løn for at overleve. Klassekampen i denne fase opstod mellem kapitalisterne, der søgte at maksimere profit, og arbejderklassen, der kæmpede for bedre løn og arbejdsforhold. Denne kamp blev intensiveret af den industrielle kapitalismes usikkerhed og udfordrende arbejdsforhold, der skabte en stigende bevidsthed og organisering blandt arbejderklassen. Mens kapitalisterne søgte at udvide deres rigdom og indflydelse, blev arbejderne stadig mere klar over deres kollektive styrke og nødvendigheden af at kæmpe for deres rettigheder.

I lyset af denne konstante konflikt og klassekamp forudser den marxistiske teori det endelige stadium i den historiske udvikling – kommunismen. I dette fase bliver kapitalistklassens dominans og udbytning af arbejderklassen overvundet gennem en proletarisk revolution, hvor arbejderklassen, drevet af deres fælles interesser og kollektive bevidsthed, stiger til magten. Med denne magtovertagelse bliver produktionsmidlerne kollektivt ejet, og arbejdet organiseres for at tilgodese fællesskabets behov snarere end enkeltpersoners profit. Det er vigtigt at bemærke, at Marx ikke gav en detaljeret beskrivelse af, hvordan det kommunistiske samfund præcist ville se ud, men han fremhævede, at det ville være et klassefrit samfund, hvor "hver yder efter evne, og hver modtager efter behov."

Materialistisk historieopfattelse, med dens fokus på socioøkonomiske forhold og klassekamp, står i kontrast til mange andre historiografiske perspektiver. 'Great Man'-teorien er en sådan tilgang, som lægger stor vægt på enkelte enestående individers rolle i historiens forløb. Inden for denne teori fremhæves betydningen af politiske ledere, militære generaler eller intellektuelle som centrale aktører. I modsætning hertil fokuserer den materialistiske historieopfattelse på sociale klasser og deres økonomiske interesser som de sande drivkræfter for historiske ændringer.

Årsagslæren tilbyder endnu et kontrastpunkt, idet den ser historie som et resultat af en række forskellige årsager og virkninger. Mens fokus inden for denne tilgang kan variere – med nogle historikere, der fokuserer mere på politiske, sociale, økonomiske eller kulturelle årsager – har den materialistiske historieopfattelse et bestemt fokus: den betragter økonomi og klassestrukturer som de mest indflydelsesrige faktorer, der driver historiske ændringer.

Endelig står materialistisk historieopfattelse i kontrast til kulturelle eller idehistoriske tilgange, der ser ideer, kultur og bevidsthed som afgørende for samfundets udvikling. I modsætning til disse tilgange hævder den materialistiske historieopfattelse, at disse faktorer i sidste ende er formet af materielle forhold og økonomiske aktiviteter. Dette insisteren på det materielles betydning, snarere end det ideelle, som den afgørende faktor i historiens forløb, differentierer yderligere den materialistiske historieopfattelse fra andre historiografiske tilgange.