Neomarxisme, også kaldet nymarxisme, er retninger i marxismen, som vender sig mod Karl Kautskys ortodokse marxisme og mod den kommunistiske marxisme-leninisme.

I 1920'erne var det især Georg Lukács og Karl Korsch, som med udgangspunkt i Marx' ungdomsskrifter understregede praksisbegrebet og hermed det handlende subjekt. Også Ernst Bloch hører med sin betoning af den konkrete utopi til denne tidlige gruppe.

I 1930'erne var Frankfurterskolen og dens kritiske teori en af neomarxismens vigtigste repræsentanter. Her vendte man sig mod positivismen og genoptog inspirationen fra Hegel, ligesom kulturkritikken var af stor betydning. Frankfurterskolen omfattede bl.a. T. Theodor W. Adorno, Max Horkheimer, Walter Benjamin, Herbert Marcuse og Erich Fromm. Hos de to sidstnævnte var forsøget på at sammentænke Marx og Freud af betydning.

Efter 2. Verdenskrig kan man især pege på den eksistentialistisk inspirerede neomarxisme hos Jean-Paul Sartre og Maurice Merleau-Ponty. Fra den italienske teoretiker Antonio Gramsci udgik en retning, som fornyede marxismens politiske tænkning. Også den amerikanske neomarxisme omkring Paul M. Sweezy og Paul A. Baran (1910-1964) var af stor betydning. De forkastede Marx' arbejdsværdilære og betonede en nyfortolkning af imperialismetanken fra Lenin i deres understregning af kapitalismens betydning for herredømmet over den tredje verden.

I 1970'erne kom også den strukturelle marxisme til med Louis Althusser og Nicos Poulantzas (1936-1979) som hovedpersoner. Her betonedes især samfundsstrukturernes betydning, og subjektets betydning blev nedtonet. Også kapitallogikken udvikledes i 1970'erne, hvor vægten blev lagt på logikken i Marx' fremstilling i Kapitalen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig