kvindevalgret

Artikelstart

Kvindevalgret er kvinders ret til at deltage i valg til et lands besluttende forsamlinger. Kravet om lige ret for mænd og kvinder til deltagelse i lokale og nationale valg blev første gang direkte formuleret i midten af 1800-tallet. For kvindebevægelsen var valgret ét krav blandt mange andre om ligestilling, og kun langsomt dannedes organisationer, der som eneste formål havde opnåelse af kvindevalgret.

I 1893 fik New Zealand som den første selvstændige stat kvindevalgret til parlamentet. I 1904 dannedes International Woman Suffrage Alliance, senere International Alliance of Women, der koordinerede kampen for kvindevalgret.

I modsætning til suffragetterne, der brugte militante metoder, arbejdede de fleste kvindevalgrets-organisationer på at bevidstgøre kvinder og offentligheden i det hele taget gennem foredrag og oplysningskampagner og ved at stille spørgsmål til politikerne. I Danmark arbejdede især Dansk Kvindesamfund og Landsforbundet for Kvinders Valgret for indførelse af kvindevalgret, som kom i 1915. I mange andre europæiske lande fik kvinder valgret efter afslutningen af 1. Verdenskrig; argumentet var, at kvindernes indsats under krigen havde vist, at de var ligeværdige samfundsborgere. I Schweiz fik kvinder dog først valgret til parlamentet i 1971, i Portugal i 1975 og i Liechtenstein i 1984.

Valgret for kvinder til forskellige landes parlament

Valgret for kvinder på det lokale, kommunale plan blev for mange landes vedkommende indført årtier før valgret til parlamentet. Et udvalg af årstal for indførelse af almindelig valgret for både kvinder og mænd til parlamentet viser, at de "unge" nationer var først med denne ligestilling.

År Land
1869 territoriet Wyoming i USA
1890 delstaten Wyoming, da den tilsluttede sig forbundsstaten USA
1893 New Zealand
1894 delstaten South Australia i Australien
1895 delstaten Idaho i USA
1899 delstaten Western Australia i Australien
1902 forbundsstaten Australien og delstaten New South Wales i Australien
1903 Tasmanien
1906 Finland
1909 delstaten Victoria i Australien (hermed almindelig valgret for kvinder og mænd i såvel forbundsstaten Australien som alle delstater)
1913 Norge
1915 Danmark, Island
1917 Sovjetrusland
1919 Tyskland, Østrig, Holland
1919-21 Sverige
1920 forbundsstaten USA (hermed almindelig valgret for kvinder og mænd i såvel forbundsstaten USA som alle delstater)
1928 Storbritannien (i 1918 indførtes valgret for kvinder over 30 år, mens valgretsalderen for mænd var 21)
1930 Sydafrikas hvide kvinder
1931 Spanien
1932 Brasilien, Thailand
1937 Filippinerne
1944 Frankrig
1945 Italien, Japan
1947 Bulgarien, Kina
1948 Israel, Belgien
1949 Indien
1956 Egypten
1961 Paraguay
1963 Iran, Kenya
1971 Schweiz
1974 Jordan
1975 Portugal
1984 Liechtenstein

Kvinde-repræsentation

Kvinders tilstedeværelse og andel i fx parlamenter eller i ledelsen af organisationer og partier kaldes kvinderepræsentation. I 1903 fik danske kvinder stemmeret og blev valgbare til menighedsråd, i 1908 til kommunale råd og i 1915 til Rigsdagen.

Efter årtier med stadig voksende kvinderepræsentation er en vis stagnation indtrådt, og selvom Danmark ligger højt i verdensmålestok, er kvinderepræsentationen nu lavere end i både Norge og Sverige. I de første mange år var kvindeandelen kun på et par procent. Bl.a. pga. pres fra kvindebevægelsen er kvinderepræsentationen i Folketinget steget stærkt; i 1945 var den 5 procent, i 1960 10 procent, i 1975 16 procent. Fra starten af 1990'erne er repræsentationen stagneret på ca. 37 procent. Danmark er nu ved at blive overhalet af en række andre lande, ikke mindst på grund af kønskvotering.

Ved valgene til kommunalbestyrelserne i 1993 og 1997 blev kvindeandelen hhv. 28 procent og 27 procent og i 2001 igen 27 procent. Ved valget til amtsrådene er der sket et fald fra 31 procent kvinder i 1993 til 29 procent i 1997 og 27 procent i 2001. Andelen af kvindelige borgmestre i kommunerne faldt ved valget i 2001 fra 10 procent til 9 procent efter årtier med stadig stigning.

Det var frygtet, at kvinderepræsentation ville falde på grund af strukturreformen og de deraf følgende betydeligt færre pladser, men ved valget i november 2005 holdt kvindeandelen sig på 27 procent, mens andelen kvindelige borgmestre faldt yderligere til kun 7 procent. I de nye regionsråd blev kvindeandelen 34 procent.

Udvalgsloven fra 1985 har bidraget til at øge kvinderepræsentationen i statslige råd og udvalg fra 16 procent i 1985 til 27 procent i 1996; den er dog stærkt varierende, idet fx 3/4 af bestyrelsesmedlemmerne i daginstitutionerne er kvinder, i virksomhedernes direktioner og bestyrelser kun et par procent. På verdensplan er kvinderepræsentationen i politik steget stærkt i de sidste årtier, men tilbageslag er forekommet. Kønskvotering er en omdiskuteret metode til at få kvinderepræsentationen hævet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig