3F

3F, Fagligt Fælles Forbund, er Danmarks største fagforbund, stiftet den 1. januar 2005 ved fusion mellem SiD (Specialarbejderforbundet i Danmark) og KAD (Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark). Indtil 1971 kunne kvinder ikke optages i SiD (oprindeligt Dansk Arbejdsmands Forbund), og mænd ikke kunne blive medlem af KAD, så med dannelsen af 3F ophørte den gamle kønsopdelte struktur i fagbevægelsen.

3F's medlemmer er både faglærte og ufaglærte arbejdere. En central opgave er overenskomstforhandlinger, men også varetagelse af interesser i relation til beskæftigelses- og uddannelsespolitik for medlemmerne.

I 2006 blev yderligere RestaurationsBranchens Forbund (stiftet 1990) med cirka 20.000 medlemmer optaget i 3F, og i 2011 udvidedes med cirka 65.000 medlemmer fra Træ-Industri-Byg (TIB), der var en sammenlægning af Snedker- og Tømrerforbundet og Træindustriforbundet, stiftet i 1997.

I 2022 havde 3F cirka 215.000 medlemmer, heraf cirka 55.000 kvinder.

3F har seks forskellige grupper:

  • Byggegruppen
  • Den Grønne Gruppe
  • Den Offentlige Gruppe
  • Industrigruppen
  • Privat Service, Hotel og Restauration
  • Transportgruppen

Det afspejler de mange forskellige områder, hvor der er ansatte, som er organiseret i 3F. Industri- og byggegrupperne er de to største.

3F har 64 lokalafdelinger over hele landet.

Eksterne links:

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig