FN's hovedkvarter i New York april 2020 af /Ritzau Scanpix. Begrænset anvendelse

FN - Forenede Nationer

FN. Oversigt over FN-systemet, herunder særorganisationer og autonome enheder, som er oprettet i henhold til FN-pagtens art. 57; deres aktiviteter kan koordineres af ECOSOC i medfør af FN-pagtens art. 63.

.

FN's kontor i Genéve.

.

FN. FN-bygningen i New York blev opført som hovedkvarter for FN 1947-50 ved arkitekt Wallace K. Harrison efter et projekt, som både Le Corbusier og Oscar Niemeyer havde været med til at udforme. Det monumentale bygningsanlæg ved East River Bank består af en 39 etager, 165 m høj sekretariatsbygning, en lavere konferencebygning og en mere skulpturelt udformet forsamlingsbygning.

.

FN. Flaget blev antaget af FNs Generalforsamling i 1947. I den lyseblå dug ses organisationens officielle emblem: Jorden, set fra Nordpolen og omgivet af to olivengrene; således symboliseres FNs verdensomspændende virke og arbejde for at sikre freden på Jorden.

.

Ban Ki-moon. Den afgående og den indtrædende generalsekretær i FN giver hinanden hånd. Foto fra 2006.

.

FN er en international organisation, der i 2020 tæller 193 medlemslande. FN blev officielt grundlagt 24.10.1945 (FN-dagen) af de oprindelige 51 medlemmer, herunder Danmark, "for at frelse kommende generationer fra krigens svøbe ...".

Faktaboks

også kendt som:

Forenede Nationer, De Forenede Nationers Organisation; (engelsk) United Nations Organization, (engelsk forkortelse) UN; (fransk) l'Organisation des Nations Unies, (fransk forkortelse) l'ONU

Navnet, som blev foreslået af USA's præsident Franklin D. Roosevelt, blev første gang anvendt i De Forenede Nationers Erklæring af 1.1.1942, da repræsentanter for 26 nationer forpligtede sig til i fællesskab at fortsætte kampen mod Aksemagterne, især Tyskland og Japan.

FN's pagt eller forfatning blev efterhånden tiltrådt af de mange nye nationer, der opnåede selvstændighed efter 2. Verdenskrig i kraft af den afkoloniseringsproces, som FN selv var med til at fremme.

En betydelig forøgelse af medlemstallet fandt sted i kølvandet på opløsningen af Jugoslavien og Sovjetunionen i slutningen af 1900-tallet. De senest optagne medlemslande er Østtimor (2002), Montenegro (2006) og Sydsudan (2011), hvilket har forøget antallet til 193. Desuden har Vatikanstaten, de palæstinensiske selvstyreområder (se Palæstina) og en række internationale organisationer observatørstatus i FN.

Der benyttes seks officielle sprog i FN-regi, arabisk, engelsk, fransk, kinesisk, russisk samt spansk.

Udviklingslandene udgør langt hovedparten af medlemskredsen, hvilket har sat sit præg på udviklingen af såvel organisationens struktur som FN-organernes virkefelter.

FN-pagten er stort set uforandret og angiver fortsat som verdensorganisationens formål "at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed, at fremme venskabelige forhold mellem nationerne, at samarbejde internationalt for at løse mellemfolkelige økonomiske, sociale, kulturelle og humanitære problemer og for at fremme respekten for menneskerettighederne og de fundamentale frihedsrettigheder samt at være centralorgan for nationernes indsats for at nå disse mål".

FN's seks hovedorganer er Generalforsamlingen, Sikkerhedsrådet, Det Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), Formynderskabsrådet, Den Internationale Domstol og Sekretariatet.

FN's hovedkvarter ligger i New York, hvor alle hovedorganerne har sæde bortset fra domstolen, der ligger i Haag.

Generalforsamlingen

En repræsentant for alle medlemslande kan drøfte ethvert spørgsmål inden for pagtens rammer og træffe beslutninger om det undtagen i de tilfælde, hvor en tvist eller en situation er til behandling i Sikkerhedsrådet.

FN's Generalforsamling fastlægger retningslinjerne for FN's arbejde, gennemgår rapporter fra andre organer i systemet, træffer afgørelser om optagelse af nye medlemmer, vedtager budgettet og udnævner generalsekretæren.

Hvert medlemsland har én stemme i Generalforsamlingen. Beslutninger i alle vigtige spørgsmål træffes med 2/3 flertal, alle andre ved simpelt stemmeflertal. Generalforsamlingen har ingen magt til at tvinge et medlemsland, men dens beslutninger har moralsk og dermed politisk vægt.

Den tidligere danske finans- og udenrigsminister Mogens Lykketoft var formand for FN's 70. generalforsamling fra september 2015 til september 2016.

Sikkerhedsrådet

Rådet har fem permanente medlemmer, Folkerepublikken Kina, Frankrig, Rusland, Storbritannien og USA, samt af ti medlemmer valgt af Generalforsamlingen for en toårig periode, har hovedansvaret for opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed og træffer beslutning om stationering af fredsbevarende styrker.

Beslutninger i alle sager bortset fra spørgsmål om forretningsordenen kræver ni jastemmer, og at intet permanent medlem har stemt nej, den såkaldte vetoret. Rådet kan sætte magt bag sine beslutninger og beordre sanktioner eller kollektiv militær indgriben.

Alle medlemslande har ved at tiltræde FN-pagten forpligtet sig til at efterkomme Sikkerhedsrådets beslutninger.

Det Økonomiske og Sociale Råd

ECOSOC, Economic and Social Council, blev oprettet i 1945 som et organ under Generalforsamlingen. Rådet skal forbedre verdensbefolkningens levevilkår og fremme fuld beskæftigelse samt tilskynde til økonomiske og sociale fremskridt, til mellemfolkeligt samarbejde om kultur og undervisning og til respekt for menneskerettighederne.

ECOSOC har 54 medlemmer, der vælges for tre år ad gangen. Det har gennem årene vist sig stedse vanskeligere for ECOSOC at opfylde sin overordnede koordinerende rolle.

Formynderskabsrådet

Rådet blev oprettet for at overvåge, at de stater, der administrerede 11 formynderskabsområder, dvs. tidligere kolonier, forberedte dem til selvstyre eller uafhængighed. Efter godkendelsen i 1995 af ordningen for det sidste område, Palau i Mikronesien, har rådet udspillet sin rolle.

Formynderskabsrådet havde til huse i Formynderskabsrådssalen der i 1949 var Danmarks bidrag til færdiggørelsen af FN-bygningen. Arbejdet med at indrette salen blev lagt i hænderne på den danske arkitekt Finn Juhl, og salen stod færdig i 1952, og gennemgik en restaurering og modernisering fra 2010 til 2013. Salen er en af de meste brugte sale og anvendes til utallige møder og aktiviteter.

Sekretariatet

FN's organer bliver betjent af sekretariatet, men det udøver også selvstændige politiske funktioner især i forhold til Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen. Sekretariatet ledes af FN's øverste administrative embedsmand, generalsekretæren, som på forslag fra Sikkerhedsrådet vælges af Generalforsamlingen for en femårsperiode.

Organisationer og særorganisationer

Ud over de seks hovedorganer består FN-systemet af to andre dele; dels en række organisationer, som FN har oprettet, men som i et vist omfang arbejder uafhængigt med egen styrelse og eget budget, fx børnefonden, UNICEF, og udviklingsprogrammet, UNDP, dels en række særorganisationer, der er oprettet ved særlig overenskomst og fungerer helt selvstændigt, men dog i samarbejde med resten af FN-systemet, fx organisationen for ernæring og landbrug, FAO, og verdenssundheds-organisationen, WHO og verdensorganisationen for uddannelse,videnskab, kultur og kommunikation, UNESCO.

FN's generalsekretær

Generalsekretæren er leder for de ca. 12.000 internationale tjenestemænd i selve sekretariatet. Ud over at være administrativ chef har generalsekretæren også visse politiske funktioner. Ifølge FN-pagten kan han henlede Sikkerhedsrådets opmærksomhed på situationer, som efter hans opfattelse kan true international fred og sikkerhed.

Generalsekretærer

Generalsekretæren inddrages også hyppigt i mæglingsopgaver; hans muligheder for gennem diskret diplomati at bringe stridende parter til forhandlingsbordet hører til hans fornemste funktioner.

FN's virksomhed og resultater

Igennem FN er der opnået en lang række praktiske resultater, som har været afgørende for den internationale udvikling i de seneste 50 år.

FN ydede en væsentlig indsats for at afvikle kolonisystemet, og gennem mægling og fredsbevarende operationer har organisationen medvirket til at løse konflikter og begrænse kamphandlinger.

I 1988 fik FN's fredsbevarende operationer Nobels Fredspris som anerkendelse for deres indsats i verdens kriseområder, og samme pris tildeltes 2001 FN og Kofi Annan. FN har bidraget til at sikre freden i lande som Namibia, Cambodja, El Salvador, Mozambique og Sudan (Darfur) og har fortsat omkring 15 fredsbevarende operationer med tæt på 100.000 medarbejdere.

FN har også hjulpet til demokratiske overgangs-processer som afskaffelsen af apartheid i Sydafrika og tilrettelæggelse og gennemførelse af frie valg i dette og mere end 40 andre lande.

Organisationen har sat den internationale dagsorden for grundlæggende samfundsspørgsmål, fx for miljø og udvikling ved Riokonferencen i 1992, for menneskerettigheder ved Wienkonferencen i 1993, for social udvikling ved verdenstopmødet i København i 1995 samt for ligestilling mellem mænd og kvinder ved kvindekonferencen i Beijing 1995.

FN har ligeledes dannet rammen om indgåelse af et stort antal internationale aftaler såvel om de nævnte emner som om nedrustning, folkemord, slaveri, tvangsarbejde, flygtningeproblemer, raceforskelsbehandling, gidseltagning, miljø, klima, havenes retsforhold mv.

FN's udviklingsprogram, UNDP, medvirker i flere tusinde projekter i ulandene; børnefonden, UNICEF, har i samarbejde med verdenssundhedsorganisationen, WHO, vaccineret over 400 mio. mennesker, hvilket bl.a. har medført, at sygdommen kopper er udryddet på verdensplan.

FN's højkommissariat for flygtninge, UNHCR, hjælper millioner af mennesker, der har måttet flygte fra deres hjemland, frem for alt i Afrika og Asien, men senest også i de central- og østeuropæiske lande. Internationale normer udarbejdet af den internationale arbejdsorganisation, ILO, har forbedret arbejdsvilkårene for arbejdstagere over hele verden. FAO har skabt et system for varsling om truende fødevaremangel, UNEP, har, i samarbejde med andre FN-organisationer, styrket indsatsen for miljø og natur gennem vedtagelsen af en række miljøkonventioner, og UNESCO har bidraget til at bevare uvurderlige kulturmindesmærker som Abu Simbel i Egypten og Akropolis i Grækenland.

Verdenssamfundets kritik af FN er nærmest vokset proportionalt med det øgede antal opgaver, som FN er blevet involveret i. Kritikken i første halvdel af 1990'erne har bl.a. taget sigte på fejlslagne indsatser i Rwanda og Somalia samt på spild og dårlig forvaltning.

I visse tilfælde har kritikken været berettiget, men i andre tilfælde uberettiget, idet FN ikke råder over ressourcer, som står mål med mængden og karakteren af de opgaver, som medlemslandene anmoder FN om at påtage sig.

FN har på en række områder fået udvidet og ændret sin placering placering og rolle de sidste årtier.

FN har videreført arbejdet med at skabe internationale normer gennem store konferencer. På Millennium-topmødet i år 2000 blev fundamentet lagt for vedtagelsen af samlede internationale målsætninger med de såkaldte 2015 mål. Den ramme blev udvidet til at omfatte alle områder og alle lande med vedtagelsen af Verdensmålene (Sustainable Development Goals) på topmødet i år 2015.

Sammen med vedtagelsen af The Global Compact, i 1999, har Verdensmålene markant styrket inddragelsen og involveringen af verdens private virksomheder i et samarbejde med FN om løsning af globale problemer.

På menneskerettighedsområdet vedtoges i 2006 det dansk inspirerede forslag om oprettelse af et Menneskerettighedsråd, der arbejder som et permanent organ til overvågning og udvikling af menneskerettighederne, også gennem de regelmæssige gennemgange af menneskerettighedssituationen i medlemsstaterne (Universal Period Review).

Monterrey-konferencen i 2002 havde til formål at reformere FN's arbejdsform og effektivisere indsatsen på bistandsområdet, og man fik styrket samarbejdet mellem FN, Verdensbanken, IMF og WTO.

Efter de dårlige erfaringer med FN-indsatsen i det tidligere Jugoslavien og i Rwanda har man med Brahimi-rapporten fra 2000 og en rapport fra et internationalt høj-niveau panel i 2015 løbende reformeret det fredsbevarende område. Et resultat har været oprettelsen i 2005 af en Fredsopbygningskommission.

Efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001 intensiverede FN arbejdet for gennemførelse af internationale terrorismekonventioner. I 2002 trådte Den Internationale Straffedomstols konvention i kraft på trods af modstand fra blandt andet USA og Kina.

Gennem arbejdet under FN's klimakonvention, UNFCCC, i FNs klimapanel, IPCC, og med vedtagelsen af klimaaftalen i Paris i 2015 har FN placeret sig som den helt centrale organisation i klimaindsatsen.

FN har styrket indsatsen for ligestilling og styrkelsen af kvinders rettigheder og muligheder både med arbejdet under FN's Kvindekommission, arbejdet for seksuelle og reproduktive rettigheder især i tilknytning til FN's befolkningsfond, UNFPA, og med dannelsen af UN Women i 2010.

Der har løbende været forhandlinger om en række andre reformer af FN's organisering, sekretariat og arbejdsform, men det har vist sig vanskeligt på grund af de mange modstridende hensyn og interesser i FN's generalforsamling. Forhandlinger om udvidelse af medlemskredsen i FN's Sikkerhedsråd i tråd med stigningen i FN's samlede medlemstal og ændringerne i de geopolitiske magtforhold har endnu ikke båret frugt.

FN's hjemmeside

Medlem Medlemsår
Afghanistan 1946
Albanien 1955
Algeriet 1962
Andorra 1993
Angola 1976
Antigua og Barbuda 1981
Argentina 1945
Armenien 1992
Aserbajdsjan 1992
Australien 1945
Bahamas 1973
Bahrain 1971
Bangladesh 1974
Barbados 1966
Belgien 1945
Belize 1981
Benin 1960
Bhutan 1971
Bolivia 1945
Bosnien-Hercegovina1 1992
Botswana 1966
Brasilien 1945
Brunei 1984
Bulgarien 1955
Burkina Faso 1960
Burma 1948
Burundi 1962
Cambodja 1955
Cameroun 1960
Canada 1945
Centralafrikanske Republik 1960
Chile 1945
Colombia 1945
Comorerne 1975
Congo 1960
Congo, Den demokratiske republik2 1960
Costa Rica 1945
Cuba 1945
Cypern 1960
Danmark 1945
Djibouti 1977
Dominica 1978
Dominikanske Republik 1945
Ecuador 1945
Egypten 1945
Elfenbenskysten 1960
El Salvador 1945
Eritrea 1993
Estland 1991
Etiopien 1945
Fiji 1970
Filippinerne 1945
Finland 1955
Forenede Arabiske Emirater 1971
Frankrig 1945
Gabon 1960
Gambia 1965
Georgien 1992
Ghana 1957
Grenada 1974
Grækenland 1945
Guatemala 1945
Guinea 1958
Guinea-Bissau 1974
Guyana 1966
Haiti 1945
Holland 1945
Honduras 1945
Hviderusland 1945
Indien 1945
Indonesien 1950
Irak 1945
Iran 1945
Irland 1955
Island 1946
Israel 1949
Italien 1955
Jamaica 1962
Japan 1956
Jordan 1955
Kap Verde 1975
Kasakhstan 1992
Kenya 1963
Kina 1945
Kirgisistan 1955
Kiribati 1999
Kroatien1 1992
Kuwait 1963
Laos 1992
Lesotho 1945
Letland 1991
Libanon 1945
Liberia 1945
Libyen 1955
Liechtenstein 1990
Litauen 1991
Luxembourg 1945
Madagaskar 1960
Makedonien1 1993
Malawi 1964
Malaysia8 1957
Maldiverne 1965
Mali 1960
Malta 1964
Marokko 1956
Marshalløerne 1991
Mauretanien 1961
Mauritius 1968
Mexico 1945
Mikronesiens Forenede Stater 1991
Moldova 1992
Monaco 1993
Mongoliet 1961
Montenegro1,3 2006
Mozambique 1975
Namibia 1990
Nauru 1999
Nepal 1955
New Zealand 1945
Nicaragua 1945
Niger 1960
Nigeria 1960
Nordkorea 1991
Norge 1945
Oman 1971
Pakistan 1947
Palau 1994
Panama 1945
Papua Ny Guinea 1975
Paraguay 1945
Peru 1945
Polen 1945
Portugal 1955
Qatar 1971
Rumænien 1955
Rusland4 1945
Rwanda 1962
Saint Kitts og Nevis 1983
Saint Lucia 1979
Saint Vincent og Grenadinerne 1980
Salomonøerne 1978
Samoa 1976
San Marino 1992
São Tomé og Príncipe 1975
Saudi-Arabien 1945
Schweiz 2002
Senegal 1960
Serbien1,3 2000
Seychellerne 1976
Sierra Leone 1961
Singapore8 1965
Slovakiet5 1993
Slovenien1 1992
Somalia 1960
Spanien 1955
Sri Lanka 1955
Storbritannien 1945
Sudan 1966
Surinam 1975
Sverige 1946
Swaziland 1968
Sydafrika 1945
Sydkorea 1991
Sydsudan 2011
Syrien 1945
Tadsjikistan 1992
Tanzania6 1961
Tchad 1960
Thailand 1946
Tjekkiet5 1993
Togo 1960
Tonga 1999
Trinidad og Tobago 1962
Tunesien 1956
Turkmenistan 1992
Tuvalu 2000
Tyrkiet 1945
Tyskland9 1973
Uganda 1962
Ukraine 1945
Ungarn 1955
Uruguay 1945
USA 1945
Uzbekistan 1992
Vanuatu 1981
Venezuela 1945
Vietnam 1977
Yemen7 1947
Zambia 1964
Zimbabwe 1980
Ækvatorialguinea 1968
Østrig 1955
Østtimor 2002
1. Jugoslavien var oprindeligt medlem fra 1945. Efter opløsningen 1992 optoges Bosnien-Hercegovina, Kroatien, Makedonien og Slovenien som selvstændige medlemmer (Makedonien 1993). Det resterende Jugoslavien ekskluderedes, men genoptoges 2000, 2003-06 som Serbien og Montenegro.
2. Zaire var medlem siden 1960, dets navn ændredes i 1997 til Den Demokratiske Republik Congo.
3. Efter adskillelsen af Serbien og Montenegro i 2006 fortsætter Serbien det eksisterende medlemskab og Montenegro optages som nyt medlem.
4. Rusland har siden 1991 fortsat Sovjetunionens medlemskab fra 1945. Ukraine er uforændret medlemsland.
5. Tjekkoslovakiet var oprindeligt medlem fra 1945. Efter landets opløsning optoges Slovakiet og Tjekkiet som nye medlemmer 1993.
6. Landene Tanganyika og Zanzibar var medlem fra hhv. 1961 og 1963. Landene forenedes 1964 som Tanzania.
7. Nordyemen optoges som medlem 1947 og Sydyemen 1967. De to lande forenedes 1990 og fortsatte som enkelt medlem.
8. Malaya blev optaget 1957. 1963 ændredes navnet til Malaysia ved sammenlægningen med de nye delstater Sabah, Sarawak og Singapore. Singapore blev adskilt fra Malaysia 1965.
9. Vesttyskland og DDR var selvstændige medlemmer fra 1973 indtil sammenlægningen 1990.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig