Abu Simbel er et klippefremspring ved Nilen 280 kilometer syd for Aswan i Egypten. I klippen er udhugget to templer for Ramses 2. ca. 1270 f.v.t. Foran det store tempel er anbragt fire 20 meter høje statuer af den siddende Ramses. Templet er viet solguderne Amon-Re og Re-Harakhte og strækker sig 60 meter ind i sandstensklippen. Inderst inde i det allerhelligste sidder rigsguderne: Amon-Re, Re-Harakhte og Ptah samt den guddommelige Ramses 2. selv. Foran det lille tempel står fire 10 meter høje statuer af Ramses 2. og to statuer af hans dronning Nefertari; templet er viet til himmelgudinden Hathor og den guddommelige dronning; en usædvanlig ære.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Abu Sinbil
For at undgå oversvømmelse som følge af Aswan-dæmningens opførelse organiserede UNESCO i 1964-1968 efter egyptisk ønske en flytning af templerne. Efter det svenske firma Vattenbyggnadsbyråns anvisninger blev de savet i 1042 stykker på hver 20-30 ton og hævet 60 meter op og 210 meter ind i landet. Facaderne og rummene fremtræder nu som før, men betonkupler har erstattet selve klippemassivet. Det store tempel blev genopbygget således, at morgensolen ligesom ved den tidligere placering to gange årligt – 22. februar og 22. oktober – oplyser guderne i det allerhelligste inderst i templet.
Abu Simbel blev sammen med bl.a. Isistemplet og andre monumenter på Philae og nærliggende øer optaget på UNESCO's Verdensarvsliste i 1979.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.