Apartheid
Skilte på en sydafrikansk togstation i apartheidperioden.
Af .

Apartheid var den raceadskillelse, der blev praktiseret ved lov i Sydafrika i perioden 1950-1993. Systemet var altså baseret på en institutionaliseret undertrykkelse af ikke-hvide befolkningsgrupper. Afskaffelsen af apartheid blev personificeret ved Nelson Mandela, som spillede en central rolle i overgangen til demokratisk styre og tiltrådte som landets første sorte præsident.

Faktaboks

Etymologi
Ordet apartheid er afrikaans og betyder 'adskillelse', af adjektivet apart 'adskilt, separat'.

Frihedsbevægelsen ANC, som blev det regeringsbærende parti, kom til magten i 1994 og stod for den konkrete afvikling af apartheid. Den grundlæggende forestilling for den nye mangfoldige sydafrikanske regnbuenation, et udtryk opfundet af ærkebiskop Desmond Tutu og overtaget af Mandela, var at eliminere apartheid-tidens strukturer og skabe et samfund, hvor befolkningen uanset hudfarve kunne leve sammen på lige vilkår.

Historien bag apartheid

Raceadskillelse er fundamentet i apartheid med rødder tilbage til koloniseringen af Sydafrika. Den officielle begrundelse for apartheidpolitikken var bl.a., at den ville højne levestandarden for Sydafrikas sorte befolkning og sikre, at deres kulturelle identitet kunne bevares. I realiteten var apartheid udtænkt som løsningen på det hvide mindretals dilemma med hensyn til at regere over et sort og et asiatisk befolkningsflertal. Disse befolkningsgrupper skulle "forsvinde" fra det hvide Sydafrika, uden at der dog skulle ændres på deres funktion som billig arbejdskraftreserve.

Det boernationalistiske parti National Party (NP), der kom til magten ved valget i 1948 og beholdt den frem til 1994, skærpede løbende den førte politik, lovgivning og implementering under betegnelsen apartheid, der bestod af fire grundpiller:

Geografisk raceadskillelse

Den geografiske raceadskillelse blev praktiseret ved, at befolkningen blev opdelt i bestemte grupper efter hudfarve og race, og ved at landet blev delt op i områder, som var forbeholdt de forskellige befolkningsgrupper. 87 procent af Sydafrikas areal blev tildelt den hvide befolkning, og over 3 mio. sorte blev tvangsforflyttet til særlige områder, de såkaldte bantustans.

Økonomisk raceadskillelse

Den økonomiske raceadskillelse blev gennemført ved, at alle ikke-hvide arbejdstagere blev udelukket fra faglært arbejde og fra medlemskab af fagforeninger.

Social raceadskillelse

Den sociale raceadskillelse fremkom ved, at alle samfundsinstitutioner og alt samkvem mellem mennesker blev opdelt og reguleret efter racer, lige fra ægteskab og ikke-ægteskabelige seksuelle forbindelser til offentlig transport, undervisning og sportsarrangementer.

Politisk undertrykkelse

Politisk undertrykkelse blev praktiseret ved, at den sorte befolknings politiske rettigheder blev begrænset til kun at gælde inden for bantustans, hvor der yderligere kun var valgret til en del af disses selvstyreorganer. De sortes borgerretsorganisationer blev forbudt, og deres politiske ledere blev fængslet eller måtte gå i landflygtighed.

National og international modstand

Apartheidlovgivningen var upopulær i store dele af den ikke-hvide sydafrikanske befolkning. Allerede i 1912 havde South African Native National Congress organiseret modstanden mod raceskellene. Organisationen, der i 1923 ændrede navn til African National Congress (ANC), var et samlingspunkt for modstanden mod apartheid.

Sharpevillemassakren

Sharpevillemassakren.
Demonstranter flygter fra politiet, som skyder ind i mængden under en fredelig demonstration mod apartheid i Sharpeville.
Sharpevillemassakren.
Af /Magnum Photos/Ritzau Scanpix.

ANC iværksatte stadig mere systematiske aktioner fra slutningen af 1940’erne, indledningsvis med strejker og demonstrationer. Med tiden voksede konflikterne med flere demonstrationer, som fik voksende folkelig opbakning. Samtidig slog myndighederne stadig hårdere ned på aktivisterne. Den voldelige kulmination kom i 1960 ved en demonstration i slumområdet Sharpeville syd for Johannesburg, som siden blev kendt som Sharpevillemassakren. Konfrontationen udviklede sig blodigt, da politiet skød ind i folkemængden, og det officielle tabstal var 69 dræbte og endnu flere sårede. Dokumentationen viste, at de fleste var blevet ramt i ryggen, da de flygtede fra politiet.

Konsekvensen af konfrontationen var, at relationerne mellem myndighederne og aktivisterne blev mere polariserede. Den sydafrikanske regering forbød aktivistiske organisationer, hvoraf de vigtigste var ANC og PAC (Pan Africanist Congress). Aktivisterne besluttede efterfølgende at slå ind på en mere militant kurs.

De internationale sanktioner

Det sydafrikanske styre var ligeledes presset internationalt. På det afrikanske kontinent betød afkolonisering og etablering af nye selvstændige stater såvel en voksende kritik som isolation af Sydafrika.

Apartheidsystemet betød endvidere, at Sydafrika blev en paria i det internationale samfund. Det førte bl.a. til, at FN i 1962 vedtog en resolution, som fordømte apartheid. Landet blev efterfølgende ekskluderet fra FN's generalforsamling i 1974, og Sikkerhedsrådet vedtog i 1977 en bindende våbenembargo mod Sydafrika. Også landene i EF (EU) gennemførte omfattende foranstaltninger mod apartheidstyret.

Den danske apartheidkritik

I Danmark blev kritikken mod den sydafrikanske regering i første omgang drevet af civilsamfundsorganisationer. En skelsættende begivenhed var Desmond Tutus besøg i 1979. Den nyudnævnte generalsekretær for Det Sydafrikanske Kirkeråd talte for et handelsboykot af Sydafrika, og han kaldte den danske kulimport fra Sydafrika for en “skamløs støtte til apartheidstyret.”

Danmark indførte i 1984 bl.a. et forbud mod nye investeringer i Sydafrika, og i 1986 skærpedes sanktionspolitikken med en generel dansk handelsboykot.

Apartheids ophør og Mandelas præsidentskab

Nelson Mandela. Portræt fra 2000.

.

Kombinationen af den hvide befolknings voksende frygt for en voldelig omvæltning og presset fra omverdenen fik i slutningen af 1980'erne regeringen til at påbegynde afviklingen af den førte politik.

Efter præsident Frederik de Klerks åbningstale i Parlamentet i februar 1990 blev borgerretsorganisationerne gjort lovlige, og de vigtigste apartheidlove blev afskaffet. Regeringen og de politiske partier og grupperinger forhandlede herefter om indførelsen af en ny ikke-racedelt forfatning.

Det første parlaments- og præsidentvalget i det nye Sydafrika blev afholdt 26.-29. april 1994. Nelson Mandela fra ANC blev Sydafrikas første sorte præsident, og det markerede den endelige afskaffelse af apartheid. Det var imidlertid kun afslutningen på det politiske apartheid. For mange af apartheidstrukturerne inden for eksempelvis økonomiske, sociale og kulturelle områder lever videre i varierende omfang i det sydafrikanske samfund.

Apartheid i dag

I dagens Sydafrika oplever flertallet, at apartheid stadig eksisterer. Særlig tydeligt ses det på det økonomiske område, for Sydafrika er et af verdens mest ulige samfund. Det hvide mindretal er fortsat privilegeret og sidder i vid udstrækning på den økonomiske magt, mens store dele af det sorte befolkningsflertal er økonomisk og socialt marginaliseret.

De færreste fattige sortes levevilkår er blevet forbedret som følge af afviklingen af apartheid, snarere tværtimod. Den udbredte opfattelse i befolkningen er, at ANC ikke har forløst visionen om regnbuenationen, og konsekvensen er en udbredt politikerlede, mistillid og voksende apati, som især er massiv blandt landets unge.

Apartheid udspringer i Sydafrika, men begrebet har vundet vid udbredelse og bruges stadig ofte om systemisk etnisk diskrimination. Anvendelsen afføder oftest ophedede debatter og følelser, fordi apartheid opfattes som en af de værste former for uretfærdig forvaltningspraksis set i historien.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig