nedrustning

Nedrustning, proces, hvorved de nationale våbenmængder og dermed den militære slagkraft reduceres enten ensidigt eller efter aftale mellem flere stater. Beslægtede begreber er afrustning, dvs. total afskaffelse af våben, og rustningskontrol, der omhandler andre metoder til kontrol af rustningsniveauet.

Nedrustning opstod som politisk målsætning i 1900-t. og kom efter 1. Verdenskrig til at stå centralt på Folkenes Forbunds dagsorden. I denne periode gennemførtes Washingtontraktaten om flådenedrustning (1922), men ellers var nedrustningsbestræbelserne forgæves.

Nedrustning blev ligeledes en central målsætning for FN efter 2. Verdenskrig, men heller ikke FN havde held med sine bestræbelser. Fra først i 1970'erne kom der imidlertid gang i forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen om rustningskontrol, der resulterede i flere vigtige aftaler:

SALT I-aftalen af 1972 om begrænsning, men ikke reduktion af de strategiske raketter, ABM-traktaten af samme år, der forbød opstilling af forsvarssystemer mod strategiske raketter, SALT II-aftalen af 1979, INF-aftalen af 1987 om afskaffelse af mellemdistanceraketter og START-aftalen af 1991, der for første gang indebar en egentlig reduktion af de strategiske raketter. I 2002 opsagde USA ABM-traktaten for at kunne indlede opstillingen af et missilforsvar. Den såkaldte CFE-aftale af 1990 har reduceret mængden af de konventionelle våben.

Efter den kolde krig er der desuden på ensidig basis sket en betydelig faktisk nedrustning, idet landene har skåret ned på de massive militærapparater, der stod over for hinanden og søgt at omstrukturere deres forsvar i retning af større fleksibilitet. Se også strategisk nedrustning.