strategisk nedrustning

Strategisk nedrustning er en begrænsning eller reduktion af stormagternes strategiske våben, dvs. kernevåben og deres fremføringsmidler i form af bombefly, ubåde og missiler med lang rækkevidde.

Strategisk nedrustning kom på dagsordenen efter de første atombombesprængninger i 1945, men først i 1960'erne lykkedes det at nå til enighed om internationale nedrustningsaftaler. Den første aftale forbød atmosfæriske atomprøvesprængninger og blev undertegnet i 1963; den blev senere fulgt af aftaler, der forbød placering af kernevåben i rummet (1967) og på oceanbunden (1971). I 1968 undertegnedes ikke-spredningstraktaten Nuclear Nonproliferation Treaty, NPT, der skulle hindre nye kernevåbenmagter i at opstå.

SALT og ABM

Den første egentlige strategiske nedrustningsaftale var SALT I-aftalen, Strategic Arms Limitation Talks, af 1972. Den satte overgrænser for de to parters, USA's og Sovjetunionens, strategiske missilstyrker, men indebar ikke egentlige reduktioner. Samtidig blev den såkaldte ABM-aftale, Anti-Ballistic Missile, undertegnet, der stærkt begrænsede de to landes muligheder for at opstille antimissilforsvarssystemer. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 overtog Rusland som efterfølgerstat aftaleforpligtelserne. I december 2001 trak USA sig ud af aftalen med virkning fra sommeren 2002. Begrundelsen var, at aftalen hindrede USA i at udvikle metoder til at beskytte sig mod fremtidige angreb fra terrorister og slyngelstater.

SALT I blev i 1979 fulgt af SALT II-traktaten, der indebar et mere detaljeret loft over våbenudviklingen, men igen uden egentlige nedskæringer. Pga. afspændingens sammenbrud i 1979 blev aftalen ikke ratificeret af USA, men begge supermagter respekterede den, indtil USA i midten af 1980'erne brød igennem det aftalte loft for krydsermissiler. Samtidig brød den amerikanske Reagan-administration med den hidtidige praksis for rustningskontrol ved at kræve reelle reduktioner af de strategiske våben, de såkaldte deep cuts.

START

Da forhandlingerne mellem USA og Sovjetunionen blev genoptaget i 1985, skete det under et nyt navn, START, Strategic Arms Reduction Treaty, der understregede denne målsætning. Det første resultat heraf var INF-aftalen, Intermediate Nuclear Forces, af 1987. Den forbød enhver opstilling af mellemdistancemissiler og var den første aftale, der fjernede en hel våbenklasse fra supermagternes arsenaler. I 1991 undertegnedes START I-aftalen, der sigtede på at reducere de to landes fremføringsmidler med ca. 40% og kernevåbnenes tal med ca. 30%.

Den efterfølgende START II-aftale af 1993 indebar yderligere reduktioner, bl.a. ved at forbyde missiler med mere end én kernevåbenladning. Af politiske grunde blev den først ratificeret af den russiske Duma i foråret 2000, hvilket indtil da spærrede for iværksættelsen af en planlagt tredje runde, START III. Uanset dette gennemførte både USA og Rusland i 1990'erne betydelige reduktioner af deres strategiske våben, også ned under det aftalte loft ved START-aftalerne. Dette har dog pga. arsenalernes størrelse ikke påvirket den strategiske balance væsentligt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig