WHO's hovedkvarter i Geneve.

.
Licens: Brukerspesifisert

WHO er en FN-særorganisation, der har til formål at sikre den højeste sundhedsstandard for alle uanset race, religion, politisk overbevisning og økonomiske og sociale baggrund. Organisationen blev oprettet i 1948. WHO har hovedkvarter i Genève, seks regionalkontorer, samt 150 landekontorer. Det europæiske regionalkontor ligger i København. 194 lande er medlem af WTO.

Faktaboks

Også kendt som

Verdenssundhedsorganisationen, forkortelse for World Health Organization

WHO bistår regeringer, især i ulande, med at styrke nationale sundhedsvæsener, med vægt på den primære sundhedstjeneste. Dertil kommer kampen mod smitsomme sygdomme, fx malaria, tuberkulose, hiv/aids, influenza og virusepidemier som coronavirus/COVID-19. I tiltagende grad er ikke-smitsomme sygdomme som kræft, diabetes og hjerte-kar-sygdomme kommet i fokus med vægt på forebyggelse, helt som WHO også beskæftiger sig med emner som trafiksikkerhed og tobak. I 2005 vedtog medlemslandene i WHO en konvention for bekæmpelse og forebyggelse af tobak.

WHO koordinerer børnevaccinationsprogrammer mod bl.a. polio, difteri og mæslinger. En succeshistorie var koordinationen af indsatsen, som førte til global udryddelse af kopper i 1980.

Efter SARS-epidemien i 2003 blev det internationale samarbejde omkring bekæmpelse og kontrol af epidemier/pandemier (som fx menneskelig influenza/virusangreb) styrket gennem vedtagelse af et internationalt sundhedsregulativ i 2005.

WHO har en ledende rolle i koordinationen af indsatsen for Verdensmålene, særligt Verdensmål 3 om et sundt liv for alle.

WHO har over 7000 medarbejdere, et årligt budget på godt fire milliarder dollar og ledes af en generaldirektør, siden 2017 Tedros Adhanom Ghebreyesus (f. 1965) fra Etiopien.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig